Margrete den Første (1353-1412) er en af de mest betydningsfulde regenter i Nordens historie. Hun stod bag Kalmarunionen i 1397, der samlede Danmark, Norge og Sverige med tilliggender i Finland og Nordatlanten til et rige. Unionen blev en betydelig magtfaktor i senmiddelalderens Europa og holdt i 126 år. Dens indre sammenhængskraft sikrede nogenlunde fredelige og stabile forhold.
Men dannelsen af unionen havde betydelige omkostninger for Margrete den Første, der betalte en høj pris for sin strategiske begavelse og vilje til magt. Hun kom heller ikke let til magten, hvor hun som kvinde måtte skyde mænd ind mellem sig og magten. Først hendes søn, Oluf Håkonsøn, der krones som konge over først Norge og siden Danmark. Dernæst hendes adoptivsøn Erik af Pommern, der krones som konge over alle tre lande, Norge, Danmark og Sverige. Men bag dem fungerede Margrete den Første som regent frem til sin død. Hun var således både matriark og skyggemonark.
Selv havde Margrete gået i den hårde skole. Hun blev som led i epokens uhellige alliancer giftet bort som barnebrud til norske kong Håkon den Sjette og fødte sin eneste søn som kun 17-årig. Oluf fik kun få år som barnekonge, før han døde pludseligt som 16-årig i Falsterbo i Skåne under uopklarede omstændigheder. Margrete måtte da køre sin søsters femårige barnebarn fra Pommern i stilling som ny konge og elske ham som sin egen. Ellers ville magten glide hende af hænde i tidens patriarkalske system, hvor herskere skulle være mænd.
Den førstefødte kræver sin ret
Men hvad nu, hvis Margretes førstefødte, Oluf, slet ikke var rigtig død? Hvad nu, hvis nogen blot havde fjernet ham fra magten for selv at tilrane sig den? Og hvad ville der ske, hvis Oluf kom tilbage lige så pludseligt, som han var forsvundet? Så ville der blive kamp om tronen mellem søn og stedsøn, og så ville det stille Margrete i et umuligt valg mellem magt og moderinstinkt.
Det er plottet i instruktør Charlotte Sielings historiske drama ”Margrete den Første”, hvor Oluf så at sige genopstår af de døde og konfronterer det nordiske hof med sin tilstedeværelse og kræver retten til riget. Historiske kilder vidner om, at det rent faktisk var tilfældet og førte til en længere retssag, hvor Oluf skulle bevise, hvem han var, og Margrete den Første sikre sig den fortsatte orden i den nordiske union. Det er en glimrende dramaturgisk motor, fordi historien rummer en så dyb menneskelig genkendelse, og fordi intrigerne kan eksplodere omkring moderen og matriarken, hvor tre landes interesser står på spil, og en tysk fjende lurer under horisonten på Østersøens anden bred.
Selv har Charlotte Sieling peget på dramaets karakter som værende nærmest på niveau med Shakespeare. Det er da også muligt at se paralleller til både ”Macbeth” og ”Hamlet” i Margrete den Førstes umulige valg og udelelige herskesyge. Men forløst bliver dette potentiale aldrig rigtig i filmen. Nu er det jo også meget forlangt, at stemningen i Shakespeares replikker med deres svimlende klogskab og komplekse eksistentielle problematikker skal kunne genskabes i et dansk filmmanus.
Rent episk løfter ”Margrete den Første” sig aldrig rigtig. Replikkerne falder tungt, og der er en udpræget kunstighed i dialogerne, der savner spontanitet og naturlighed. Måske har manuskriptforfatterne Maya Ilsøe, Jesper Fink og Charlotte Sieling ønsket at nærme sig de islandske sagaers lakoniske sprogtone og definitive styrke. I så fald er det ikke lykkedes. Der deklameres illustrative historiske sætninger, og især Trine Dyrholm i rollen som Margrete den Første synes at være ved siden af sig selv.
Drama i stive replikker
Det er jo nærmest umuligt at få norske Bjørn Floberg og svenske Magnus Krepper til at spille dårligt, og begge gør da også, hvad de kan for at bringe noget drama ind i deres stive replikker ved hoffet.
Det samme gælder Morten Hee Andersen som stedsønnen Erik, der forlener rollen med både moderafhængig svaghed og lurende magtbegærlig farlighed.
For at kompensere for replikkernes sært stillestående karakter og handlingens mangel på fremdrift pumpes komponisten Jon Ekstrands musik konstant op i et larmende crescendo før de bastante klip til ny scene.
Men nu er film jo film. Billeder. Levende billeder. Og her fejrer ”Margrete den Første” triumfer. Filmen åbner med scener efter slaget ved Visby på Gotland 1351, hvor Margretes far, Valdemar Atterdag, lader sin datter være vidne til grusomhederne. Det er drivende flot og magtfuldt – ligesom en række scener, hvor Margrete med sit følge rider igennem sit forenede nordiske rige i sne, langs hav og kulsorte klipper. Visioner fra imaginære verdener, som de kendes fra ”Game of Thrones”, omsat til frysende nordisk natur af den rent ud virtuose fotograf Rasmus Videbæk.
Visuelt løfter ”Margrete den Første” sig til internationalt niveau. Det samme gælder kostumer og scenografi, der er bragende flot og med indendørsscener skudt ved levende lys og komponeret efter 1800-tallets historicistiske malere som billedkunst. Den inderste kerne i selve fortællingen er også så stærk, at man, efter to timer i middelalderens mørke med dystre dyk i menneskesindet, sidder tilbage en anelse rystet over magtens fortærende grusomhed. Den krævede sin kvinde og fik det i Margrete den Første.