August er død. Og håbet om en ubrudt slægtslinje af præster er – i hvert fald foreløbigt – lagt i graven. Men mindet om sønnen genopstår. I hvislende løv, i drømmefangere, foran døbefonten i den lukningstruede Brovang Kirke. August er død, og han har erstattet Gud. Både for Johannes og Elisabeth, der ikke længere kigger opad, men indad. Og for dramaet, der nu tilsyneladende endegyldigt har forladt kristendommen.
Men der er stadig grund til at vælge at tro. Især på Lars Mikkelsen. For i hans stormfulde skikkelse er Johannes Krogh en af de mest komplekse karakterer i dansk dramahistorie. Da Johannes bliver bedt af Emilie (Fanny Louise Bernth) om at træde tilbage fra den sovende Anton, forløser Mikkelsens furede ansigt vrede, sorg, afmagt med en sådan heftighed, at forbeholdene for en stund fortager sig.
For det er, når replikkerne får lov at forstumme, at ”Herrens veje” er stærkest. Når Johannes vågner på kirkegulvet, når Christian (Simon Sears) sidder på knæ i vandkanten, når Elisabeth holder Anton i armene på legepladsen. I Ann Eleonora Jørgensens livslevede øjne lyser halvandet års følelser. Men lyset slukkes, når hun scenen efter sidder opstillet skødesløst midt på gulvet og spørger først: ”Har du overhovedet besøgt hans grav?” Og spørger så: ”Hvad skete der egentlig mellem os?” Så dør dramaet og indlevelsen med denne dramaturgiske unode, hvor de dybt konstruerede samtaler fjerner forrige scenes pagt mellem seere og skuespillere.
Dette første afsnit i anden sæson er milevidt fra sidste års absolut blændende premiereafsnit. Johannes sad i den nedgående sommersol og sang ”Op al den ting” med en angst døende. Scenen var andægtig, dyb. Samtalen var både menneskelig og fuld af ånd. Pludselig kunne vi genkende den døende, hans liv og frygt, selvom vi intet anede om ham. Men som dramaet er skredet frem, er der blevet længere og længere mellem de enestående øjeblikke. For i overgangen fra det eksistentielle til det psykologiske gemmer almindelighederne sig. Når sorgen flytter fra præstekontoret til sorggruppen, når højstemtheden forvitrer, står det genkendelige tilbage.
Fotograferingen er stadig stoflig og smuk. Produktionsdesignet står overlegent distancen i forhold til internationale storproduktioner. Men fordi dramaet ikke stikker dybere, fremstår scenografien glitret. Det er næsten som at kigge ind i et dødt diorama, hvor figurerne er opstillet i sirlige rammer.
Johannes er nu den svage, svag i ånden, svag i troen. Det er ikke ham, der forlader rummet. Emilie går, Christian går og den almægtige far bliver ikke stående oprejst tilbage. Han falder sammen. I kroppen, på gulvet og søger svaret. Ikke i bøn, men i boksning, hvor slagene formentlig både skal være et øje for et øje, en krop for en krop. Men også en alkoholerstatning, en erstatningsbøn, en måde at mærke livet.
”Synes du selv bare, du er den samme,” spørger Christian Johannes? Nej, ilden er slukket. Men er troen også væk? Jeg tror stadig. På at ”Herrens veje” igen kan løfte sig derop, hvor den på ny bryder nyt land. Hvor den på ny bliver en fremragende eksistentiel udforskning af det senmoderne, søgende liv. Men der er vi ikke nu.