Sporene findes endnu, og de taler et meget tydeligt sprog. Tusindvis af døde flygtninge ligger begravet over hele landet. Oprindeligt var gravene fordelt på 475 kirkegårde. Nu er de samlet på 25 kirkegårde. Fra Aalborg i nord, Oksbøl i vest til København i øst, hvor Vestre Kirkegård alene rummer over 5000 begravede. Millioner var flygtet fra den fremrykkende Røde Hær på Østfronten i den sidste krigsvinter, og en lille del af dem endte i Danmark. De første flygtninge ankom i begyndelsen af februar 1945 med skib til København. Ved Befrielsen tre måneder senere var der skønsmæssigt 240.000 krigsflygtninge i Danmark.
Thomas Harder har med den ambitiøse bog, ”De uønskede – de tyske flygtninge i Danmark 1945-1949”, der er blevet til i samarbejde med Erik Ingemann Sørensen, sat sig for at skrive flygtningenes historie fra opbruddet fra hjemstavnen i øst, selve flugten til lands og til vands, ankomsten og indkvarteringen til hjemsendelsen af de sidste flygtninge næsten fire år efter de førstes ankomst. Harder er gået kronologisk til værks. Han bruger løbende flygtningenes egne beretninger og danske øjenvidner til at illustrere deres vilkår, mens historien om krigens og fredens forløb, de politiske forhandlinger og den offentlige debat rulles minutiøst op. Billedredaktionen akkompagnerer fint.
Emnet rummer en betydelig kompleksitet. Alene det tilsyneladende uskyldige ord ”hjemsendelse”, som er anvendt ovenfor, skjuler de udfordringer, man stod over for efter krigen. For det første var ikke alle flygtningene tyske, endsige tyske statsborgere. Tyske mindretal fra Memelland, Bessarabien og flere andre steder var repræsenteret sammen med polakker, tjekker, italienere og så videre. For det andet var det hjem, som de fleste civile tyske flygtninge kom fra, nu polsk eller sovjetisk territorium. For det tredje var det tilbageværende Tyskland opdelt i fire besættelseszoner, så der skulle forhandles separat med sejrsmagterne for at opnå deres tilladelse til at modtage flygtninge, hvad de indledningsvis slet ikke var i stand til. Det britisk besatte Slesvig-Holsten umiddelbart syd for grænsen modtog alene næsten en million flygtninge, hvilket for nogle områders vedkommende betød en fordobling af indbyggertallet. Det førte til bekymringer i København for det danske mindretals vilkår.
Indtil Befrielsen var flygtningene besættelsesmagtens ansvar. Tyskerne ønskede danskernes hjælp til at løse opgaven, og de danske myndigheder søgte aktivt at opnå indrømmelser på andre områder som kompensation for en eventuel bistand med for eksempel lægehjælp til de ofte alvorligt nødlidende børn og sårede soldater. Harder peger som noget vigtigt på, at danskerne søgte at kæde ønsket om hjemsendelsen af danske kz-fanger til flygtningespørgsmålet.
Efter den 5. maj 1945 overtog danske myndigheder ansvaret, og da var det politikken at isolere flygtningene fra de danske samfund i lejre, at sørge for et vist minimum af forplejning og i øvrigt arbejde på deres snarlige udsendelse. Folkestemningen var ikke flygtningene gunstigt stemt, og aviserne bidrog med negativt ladede reportager hertil, nogle mere end andre. Nogle enkelte forsøgte i offentligheden at tale for forbedrede vilkår for flygtningene, heriblandt en gruppe præster.
Harder undgår at tage direkte livtag med nogle af de store diskussioner, der knytter sig til emnet for hans bog. Hvad var prisen for eller gevinsten af, at danske myndigheder gik i direkte forhandlinger med det tyske regime? Kunne og skulle danskerne have gjort mere for at yde medicinsk og anden hjælp til flygtningene? Det er ikke, fordi problemer eller dilemmaer som disse er ham fremmed. Tal, citater og fakta fremlægges med dokumentarisk nøgternhed, og det overlades til læseren at tage de principielle drøftelser. En sådan etisk lavmælthed fra forfatterens side er antagelig en klog fremgangsmåde, hvis ønsket er at åbne feltet. Der er folk nok, der bærer deres personlige opfattelse uden på tøjet, når det handler om Anden Verdenskrig.
Det er en lang bog, og den dokumentariske omhu kunne godt trætte, hvis det ikke var for Thomas Harders gennemkultiverede og letflydende pen. Teksten benytter sig ikke af virkemidler, der hele tiden bringer forfatteren i erindring. Han skriver næsten gennemsigtigt, således at dramaet, lidelserne, kvalerne, fortvivlelsen i selve historien taler for sig selv.