Prøv avisen

Drenge i den sidste krigsvinter

0Fortalt i et ukunstlet og hverdagsnært billedsprog skildrer János Szász fuldstændig usentimentalt, hvordan de to store drenge vænner sig til livet, som det kan folde sig ud under de værst tænkelige forhold. – Foto: Miracle Film.

Det store stilehæfte. Krigsdagbogen er stor og lavmælt filmkunst

De er tvillinger, og de er uadskillelige. De vokser op i Ungarn under Anden Verdenskrig. I løbet af sommeren 1944 beslutter forældrene, at det er sikrest at sende drengene ud til mormoderen på landet. Inden de tager af sted, giver faderen dem et stort stilehæfte, hvor de skal skrive alt, hvad de oplever, ned. Ikke noget med at digte: Kun sandheden tæller.

Det første møde med bedstemoderen er ikke ligefrem lykkeligt. Ingen af dem kendte til hinandens eksistens forvejen. Horeunger kalder hun dem, og snart kalder de hende heksen.

Så er der lagt i kakkelovnen til en intens og dragende skildring af de to drenges barske kamp for overlevelsen i den sidste krigsvinter.

Vi får aldrig at vide, hvad de to drenge hedder. De er også nærmest en enhed, og sammen oplever de menneskenes dårskab. I få tilfælde møder de dog glimt af godhed. Bedstemoderen kører dem hårdt. Hos hende skal man arbejde for at fortjene at spise, og hvis de ikke opfører sig ordentligt, låser hun dem ude.

LÆS OGSÅ: Danskerne læser flere digte

Drengene beslutter tidligt, at de vil hærde sig, så de kan modstå verdens tryk.

De slår hinanden halvt fordærvet for at lære at udstå smerte. De sulter sig. De lærer sig at lyve, stjæle og presse penge ud af folk. De møder seksualiteten og døden og lærer at leve med adskillelsen fra forældrene. Ikke fordi de vil. Men fordi de bliver nødt til det.

Det hele bliver ført omhyggeligt til protokols i det store stilehæfte.

På en enkelt vinter går de to drenge gennem flere fortrædeligheder, end de fleste moderne mennesker går igennem på et helt liv.

Fortalt i et ukunstlet og hverdagsnært billedsprog skildrer János Szász fuldstændig usentimentalt, hvordan de to store drengei et kuldslået miljø, hvor døden hele tiden banker på, på deres egen sære måde tilvænner sig livet, som det kan folde sig ud under de værst tænkelige forhold.

Det er stor og samtidig lavmælt filmkunst.