Driften efter at skrive

-- Jeg arbejder på den måde, at jeg sætter mig ned og skriver, uanset om det sker i blinde eller ej, siger ...

-- Jeg arbejder på den måde, at jeg sætter mig ned og skriver, uanset om det sker i blinde eller ej, siger Karl Ove Knausgård. -- Foto: Scanpix.

INTERVIEW : Den norske forfatter Karl Ove Knausgård har med romanen "Ude af verden" taget anmelderne med storm og spås en fremtid som den nye Jan Kjærstad. Kristeligt Dagblad har mødt Knausgård til en samtale om moral, selvrefleksion og den kunstneriske skabelsesproces

Navnet Karl Ove Knausgård er endnu ikke kendt i Danmark, og derfor var anmeldernes overraskelse stor, da de for nylig blev præsenteret for oversættelsen af den store roman "Ude af verden". Den handler om den unge Henrik Vankel, der får en stilling som lærervikar i et lille landsbysamfund i Nordnorge og forelsker sig i sin 13-årige elev Miriam. Det er en stærk prosa, som kommer læseren i møde, var anmelderne enige om, og der er store forventninger til Knausgård, der kun var 30 år, da han debuterede med romanen i 1998. En roman, der etablerer en fascinerende verden, som forekommer både nærværende og foruroligende.

Jeg møder Knausgård på Hotel Alexandra i København. Han er både venlig og imødekommende, men også høfligt reserveret. Han vil tydeligvis helst tale om sit forfatterskab og ikke om sit liv.

Hvorfor har du skrevet romanen "Ude af verden"?

– Jeg forestillede mig aldrig, at jeg skulle skrive netop den roman, men jeg har altid haft en drift efter at skrive. Jeg skrev min første roman, da jeg var 19. Den blev afvist. Siden begyndte jeg på forfatterskolen i Bergen og fik et stærkt modspil. Det betød imidlertid, at min selvkritiske sans tog overhånd. Jeg fik svært ved at skrive og blev vældig frustreret, men fik dog offentliggjort en lille novelle i en antologi i 1995. Derefter rejste jeg til Kristiansand og begyndte bare at skrive uden at vide, hvad teksten skulle handle om.

– Jeg havde ingen historie eller karakterer, men pludselig begyndte en fortælling at udkrystallisere sig, nemlig hovedhistorien om Henrik og Miriam. I den periode udviklede jeg mig meget rent stilistisk. Det var både mærkeligt og tilfredsstillende. Jeg gik fra det helt knappe udtryk til et ekspansivt formsprog. Jeg blev vældig bevidst og kunne bedre håndtere selvkritikken.

Hvordan opfatter du selv din hovedperson, læreren Henrik Vankel?

– Jeg ser ikke på ham som et menneskeligt ideal. Der er noget forkrøblet over hans væsen forstået sådan, at han er så passiv og handlingslammet. Alt er gennemreflekteret. Han er – som en norsk kritiker har sagt – refleksionsskadet. Han inkarnerer en grundstruktur i bogen, som består af skam, efterfulgt af ny moralsk overskridelse, der så igen udløser en ny skam. Der er noget mekanisk ved hans forelskelse i Miriam og hans opførsel i det hele taget, som svarer til noget, man også møder hos hans far. Derfor er det vanskeligt at vide, hvad hans følelser egentlig bunder i. Han er ekstremt narcissistisk. Det er da heller ikke en smuk kærlighedshistorie mellem Henrik og Miriam, han har nemlig en distance i forhold til sine handlinger og dermed til hende, som er uhyggelig.

Hvorfor gør du så meget ud af Henriks selvrefleksion?

– Han har et ønske om at tænke sig frem til et absolut punkt i forhold til sig selv, men han kommer aldrig langt nok. Hans selvrefleksion trænger ikke igennem. Selvindsigten er måske bare en indsigt i sproget. Det afspejler en tendens i vores tid, nærmere bestemt den måde vi taler om os selv på. Vi har et enormt ordforråd til at beskrive os selv med. Der er et element af falskhed i den omfattende selvoptagethed.

I romanen gennemspiller du et etisk eller moralsk drama, hvor Henrik har store betænkeligheder ved sine handlinger og motiver. Hvordan ser du egentlig selv på det vel nok mest kontroversielle, nemlig hans forhold til den 13-årige skolepige Miriam?

– Det mest interessante spørgsmål, når det gælder moral i denne sammenhæng, er måske ikke, om jeg mener, at det er forkert af en 26-årig lærer at indlede et seksuelt forhold til sin 13 år gamle elev – for det er det selvfølgelig – men om, hvorfor jeg valgte at skrive en roman om det. Alle ved jo, at det er en nem måde at få opmærksomhed på i offentligheden. Hvorfor skulle jeg fortælle præcis den historie? Jeg havde skrevet omtrent 300 sider, da historien dukkede op, og jeg husker, at jeg gik rundt et par uger og overvejede, om jeg skulle følge det spor eller ej. Hvad var det, som gjorde det vigtigt. Den eneste måde at finde ud af det på var ved at skrive historien. Og da jeg gjorde det, opdagede jeg, at alle romanens temaer samlede sig og blev tydeliggjort i den moralske overskridelse.

Vil du beskrive din arbejdsproces lidt nøjere? Jeg kunne også spørge mere konkret: Hvordan skriver du?

– Jeg arbejder på den måde, at jeg sætter mig ned og skriver, uanset om det sker i blinde eller ej. Efter at jeg havde fået udgivet "Ude af verden", skrev jeg hver dag i fire år uden at komme nogen vegne. Jeg ville lave en fortsættelse til "Ude af verden", men noget manglede. Det var alt sammen kendt stof for mig. Derfor kom jeg til at gentage mig selv, og det går jo ikke. Pludselig dukkede der imidlertid noget op, som ikke passede ind i sammenhængen, og så fulgte jeg det spor. Det blev til en roman. Alt, hvad jeg havde skrevet før dette punkt, var ubrugeligt. Jeg måtte kassere det hele. Jeg skrev mig selv frem til et nyt sted, hvor jeg kunne skrive fra. Det er en vældig arbejdskrævende proces, men også givende. Det er netop dér, meget af kraften ligger i min skrivning: at jeg ikke ved, hvor jeg ender. Der opstår en særlig dynamik, hvor teksten giver svar på mine spørgsmål. Efter måske 300 sider fornemmer man en særlig klarhed: Sådan skal det være. Nu er værket endelig faldet på plads. Det gælder både stof og form.

– Når inspirationen først har meldt sig, tænker man ikke mere. Det virker nærmest, som om at bogen allerede er færdig. Alting kommer til mig med en slags selvfølgelighed. Der er stor forskel på at skrive uden for en inspiration og inden for en inspiration.

Dine romaner er meget lange. Hvorfor?

– Ja, det har været meget vigtigt for mig. Jeg har jo skrevet mig op imod den knaphedsæstetik, som jeg beskrev for dig før. Tanken er, at man kan tilvejebringe et langt mere nuanceret univers, når man råder over 700 sider, end man kan, når man kun har 200 sider.

– Man har ment, at bøgerne er for lange, men jeg vil have det sådan, selvom jeg ikke er blind over for problemerne ved mit valg. I forbindelse med min sidste roman ville min redaktør fjerne cirka 60 sider, men efter en lang diskussion valgte jeg alligevel at holde fast i dem. De var vigtige for mig.

I din seneste roman "En tid for alt" (2004) arbejder du med de bibelske grundfortællinger. Hvorfor begyndte du på det?

– Det er egentlig en tilfældighed. Jeg har en gammel plakat hængende på væggen fra en Peter Green-away-udstilling i Barcelona. På den kan man blandt andet se en fuglevinge og en kerub. Jeg kom derfor til at skrive en kortprosatekst om englenes udvikling, som mundende ud i en lille episode fra min barndom. Det var en nærmest fysiologisk beskrivelse af englene. Den korte tekst blev mit afsæt for at arbejde med det bibelske stof.

– Så kom bibelhistorierne nemlig ind i billedet, Kain og Abel samt Noah. Min bog begynder som et essay om engle og Bibelen. Derfra arbejder jeg mig videre ved at genfortælle de bibelske fortællinger fra en lidt anden vinkel. Jeg kunne imidlertid først for alvor få de bibelske motiver til at fungere og falde på plads, da jeg fik dem forbundet med det norske landskab. Jeg tager således udgangspunkt i tiden før syndfloden og slutter af i Norge med hovedpersonen fra "Ude af verden", Henrik Vankel. Sådan at han kommer til at fremstå som fortæller af historien.

Har du noget forhold til de bibelske grundfortællinger i øvrigt?

– Nej, jeg læste vældig meget om det, mens jeg skrev bogen. Jeg læste dertil meget litteratur fra 1600-tallet. Der er en slags barok følelse i den bog. Jeg skabte en karakter fra 1600-tallet, Belori, som skrev om engle. Det er et pseudo-videnskabeligt eller pseudo-kunstnerisk univers, som tiltrak mig meget, fordi det var så forskelligt fra den første bog. Jeg arbejde fra en helt anden vinkel for at komme videre rent kunstnerisk. Jeg gjorde næsten det modsatte af, hvad jeg gjorde første gang.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Gode anmeldelser

De norske anmeldere skrev meget rosende om "Ude af verden":

"Besættende, overvældende og mægtig ... Vi har nævnt Mykle, vi har antydet Hamsun, vi kunne trække Nabokov frem." Dagbladet

"Knausgård er en usædvanlig begavet iagttager, med et sensitivt og præcist blik for verden ... "Ude af verden" er en vægtig og relevant roman og en opsigtsvækkende debut." Aftenposten

"Knausgård debuterer med en roman så skarp, smuk og tragisk, at læseren bliver tavs. I romanens psykologiske orientering skabes der associationer til studier i menneskelivets irrationelle sider, som de beskrives af store forfattere som Dostojevskij og Hamsun." Morgenbladet