Dette er bogen, der måtte komme. Siden 2001, hvor de to teologer og tidehvervsfolk Søren Krarup og Jesper Langballe fik plads i Folketinget, er diskussionen taget til. Spørgsmålet er, om deres politiske engagement repræsenterer et brud med den oprindelige tænkning i Tidehverv, og nu har teologen Mette Kathrine Grosbøll taget tyren ved hornene.
Med bogen "Teologisme – om Tidehvervs vej til Christiansborg", der udkommer i dag, forsøger hun at påvise, at Tidehverv som teologisk bevægelse langt hen ad vejen er havnet i netop de unoder, man oprindelig tog afstand fra. Efter at have skitseret Tidehvervs fødsel i 1926 beskriver forfatteren, hvordan bevægelsen med stor vægt på forsagelse af formulerede ideologier gennem årtier har vendt sig mod fænomener i samtiden. Først var det kampen mod fromhed og Indre Mission, under krigen deltog man i modstandskampen, og herefter angreb man humanismen og den psykologiserende tilgang til mennesket.
I de senere år har indvandringen domineret i tidehvervsk debat, og det er i netop indvandringens lys, at denne bog skal læses. Det muslimske element i samfundet er selve årsagen til, at Krarup og Langballe i dag sidder i Folketinget for Dansk Folkeparti, og meget af bogens tese står og falder med, hvordan man opfatter begrebet indvandring. Som et politisk problem blandt mange andre, eller som en decideret katastrofe for nationen? Som de fleste nok ved, hælder Søren Krarup til det sidste, og dette er af afgørende betydning.
Omhyggeligt gennemgår Mette Kathrine Grosbøll centrale diskussioner i Tidehvervs historie om synet på folk og nation, lov og evangelium, Luthers regimentelære og næstekærlighedsbegrebet. Dette er nødvendig baggrundsviden for at kunne bedømme Tidehverv i dag og dermed den anklage, Mette Kathrine Grosbøll retter mod især Søren Krarup.
Den bunder i tre centrale spørgsmål. For det første om Krarup i sin hævdelse af den af Gud indsatte verdslige øvrighed nærmer sig den tidehvervske dødssynd at gøre evangeliet til middel for noget andet, og som politiker ser sig selv som en slags forkynder af Guds vilje.
For det andet om Krarup har gjort danskheden til en objektiv størrelse og ikke – som hans far Vilhelm Krarup i sin tid – ser den som en virkelighed, der manifesterer sig i den enkelte som væren.
Og for det tredje om Søren Krarup har forladt den åbne søgen for i stedet at optræde som fortolker af folket og skråsikker teolog, for hvem intet længere er til debat. Grosbølls analytiske vej gennem Tidehvervs historie er grundig og velskrevet, men det kniber med overblikket, når hun skal drage klare konklusioner af den. Indimellem overfortolker hun sit materiale, hvilket for eksempel sker i spørgsmålet om Krarups syn på politik og religion.
Her undervurderer Grosbøll på næsten demonstrativ vis Krarups evne til at sondre, og hun skriver: "Herunder om Krarup således ikke kommer til at knæsætte DF's politik som guddommelig, fordi det i Krarups teologiske optik bliver det eneste parti, der handler i overensstemmelse med (Krarups udlægning af) Guds vilje?" Dette er noget sludder. Utvivlsomt ser Krarup sig selv som én, der på ret vis kæmper på kristelig grund, men det er ikke i sig selv et problem.
Han må sågar fra Folketingets talerstol belære sine kolleger om Luthers syn på øvrigheden, så længe han blot anerkender den verdslige indretning. Mette Kathrine Grosbølls antydning af, at Søren Krarup opfatter en bestemt politik som særligt guddommelig er usaglig og skaber en vis vagtsomhed i læseren.
Men andre steder har forfatteren fat i noget. Det er for eksempel rigtigt, at Krarup har gjort sig til repræsentant for en fast defineret idé om folket og dets indre, og med årene har denne tanke nærmest klistret Tidehverv og det nationale sammen til ét.
Kampen mod indvandring kan næppe undgå at sætte sig spor i Tidehvervs identitet, og her er vi fremme ved bogens tredje anklagepunkt. Dette kalder forfatteren "den primære anke", og den går på – som hun skriver – "at den oprindelige spørgen i den uophørlige søgen efter sandheden er blevet afløst af svar. Selvopgøret er overstået, og i stedet er et angreb sat ind." Spørgsmålet er altså, om der stik imod tidehvervsk tradition er opstået en fremadrettet ideologi, og her er det, at definitionen af begrebet indvandring er central. Handler denne sag om politik, eller handler den om ren folkelig nødværge?
Mette Kathrine Grosbøll erkender spørgsmålet, men hun forholder sig ikke helhjertet til det, og derfor kan hun ret ubesværet konkludere, at Tidehverv i vid udstrækning er blevet til det, man i sin tid gjorde op med. Hun antager nemlig, at en politiker altid vil være drevet af en slags idealisme og antyder endda, at Krarup og Langballe i 2006 opgav deres præsteembeder, fordi "smagen af politisk magt alligevel kom til at overskygge den mere ydmyge forestilling om folkeligt arbejde." Dette er ganske enkelt grebet ud af den blå luft og modsiges nærmest dagligt af Krarups egen definition af sit politiske virke som en midlertidig indsats mod en konkret trussel mod nationen. Mette Kathrine Grosbøll svigter i rollen som nøgtern analytiker, og det er bogens allerstørste svaghed.
Til gengæld har forfatteren ret i, at der er indtrådt en vis fastfrysning i den frie samtale i den tidehvervske kreds, og dette kan i længden blive til et problem. Enhver, der har prøvet at blive sat på plads af redaktør Krarup i "Tidehverv" ved, at der er lavt til loftet – meget lavt, faktisk, og det kan man kun beklage. Men derfra og til at hævde, at der ikke findes en rød tråd fra tidehvervsk tænkning og til engagementet på Christiansborg er der langt, og trods stort benarbejde får Mette Kathrine Grosbøll ikke bragt sagen overbevisende i mål.
Hun sætter fingeren på ømme punkter i Tidehvervs moderne identitet, men hun trumfer sin overordnede konklusion igennem uden tilstrækkelig rygdækning, og hun forholder sig ikke fuldbyrdet til det centrale spørgsmål, hun ellers selv formulerer. "Spørgsmålet er, om man kan stille op til Folketinget for et politisk parti uden at være politisk, men kun folkelig?", skriver hun.
Det gode ved "Teologisme" er, at læseren bliver klædt på til selv at vurdere, om Søren Krarup og Jesper Langballe har forrådt Tidehverv, og for denne læsers vedkommende bliver svaret på ovenstående spørgsmål et andet end forfatterens. Ja, man kan godt være politiker uden at være politisk ideolog. Det kræver bare, at man tænker som Søren Krarup og opfatter den muslimske indvandring som en national katastrofe, der skal bekæmpes, mens tid er. Set i det lys tager Søren Krarup blot sin givne virkelighed på sig i ansvar og i tro, og dermed er i hvert fald en del af tråden gennem Tidehvervs historie bevaret intakt.
**Mette Kathrine Grosbøll: Teologisme – om Tidehvervs vej til Christiansborg. 200 sider. 189 sider. Anis. Udkommer i dag.
kultur@kristeligt-dagblad.dk