Historier, kalder Niels Frank sine 21 prosastykker i samlingen ”Vulkaner på månen”. Et gennemgående motiv er byen og dens fremkomst og livsvilkår. I samlingens første stykke griber Frank helt tilbage til det gamle Egypten og til Sodoma og Gomorra og når frem til nutidens Venedig. Byen som fænomen er snart en drøm og snart et mareridt, snart en utopi og snart en dystopi. Den er ”ikkestedet, der er for godt til at være sandt, og ustedet, der er for sandt til at være godt”. Den er stedet, hvor fantasi og virkelighed ikke er til at skelne fra hinanden.
Franks livtag med verdens byer former sig som historiske og geografiske overflyvninger i så stor og generaliserende højde, at det truer med at gøre dem jævnt uinteressante. Det bliver til en noget gumpetung satire at høre om, hvordan byen skiftevis er Utopi og Dystopi. Men det bliver straks mere inciterende, når der kommer nogle handlende figurer ind i billedet.
Det kan for eksempel være det vesterlandske ægtepar, der er på ferie i Marokko og diskuterer skæbne og tilfælde med deres hotelvært. ”Det tilfældige er noget man bekæmper,” siger denne, ”og skæbnen er noget man følger. Man går foran tilfældet, men bag ved skæbnen.”
For at vise dem, hvad noget tilfældigt er, fører han dem ved aftentid ind i medinaens labyrint, hvor han pludselig forsvinder. Så står de dér alene, og op dukker et par fyre, der straks berøver dem alle deres værdigenstande. Er det nu tilfældigt? Eller er det skæbnen, der har ført dem på afveje. Historien er underfundig og indeholder nogle af de sentensagtige formuleringer, som bogen byder på en hel del af. Det er langt oftere som sprogmester end som historiefortæller, at Frank brillerer. Hans fortællinger er ofte forglemmelige, men hans sentenser sætter sig fast.
Hvis man med historier mener traditionelle fortællinger med en begyndelse, udfoldelse og en afslutning med eventuel pointe, så er der få af samlingens stykker, der er historier. Der er for eksempel en remake af historien om sultanen, der forklædt som tigger går ud i byen for at se, hvordan folk har det, hvad de laver, og hvad de siger bag hans ryg.
Franks version har dog en overraskende pointe. Efter en snak med Gud den almægtige finder sultanen nemlig ud af, at Gud i sin allestedsnærværelse altid er ude af sig selv, ligesom han selv er det, når han forklæder sig. I modsætning til Gud, der ”er, hvor jeg er”, har sultanen dog et hjem at trække sig tilbage til. Det gør han så og indstiller sine udflugter, fordi han ikke kan holde den guddommelige tilstand ud. Også han er kun et menneske, der må have et hjem for ikke at blive fortabt.
Bogen toner godt ud med historien ”Ikke mere at skrive hjem om”. Den handler om en enkemand, der rejser fra Danmark til Sicilien med tog som i gamle dage. Men hvordan kan man vende tilbage? ”At skrive det ned er at gense det. Men at gense det er at tage livet af det.” Er det så en rejse tilbage eller er det en drøm? ”Egentlig var det som at komme tilbage til en drøm, man kun kan huske, når man befinder sig i den.” Drøm og virkelighed væver sig ind i hinanden, og det væv skal ikke udredes, men opleves.
Kunsten bevæger sig altid fra billede til idé og ikke fra ide til billeder, skriver Frank. Det er bare ikke altid så ligetil at fatte, hvad hans billeder giver én en idé om. Det kunne nemt gå, hvis billederne, og det vil her sige historierne, havde en sådan intensitet, en sådan stemningsfylde og sådan en fascinationskraft, at al snak og krav om idé og pointe måtte forstumme. Det oplever jeg ikke, at de har alle sammen. Der er flere af historierne, som jeg klart nok burde læse en gang til, fordi jeg missede en pointe eller to, men selve historierne ægger mig ikke til at gøre det.
Og så sker der alligevel noget overraskende, mens jeg sidder og skriver denne anmeldelse. Historierne er blevet bedre for mig, mens jeg har skrevet om dem, end de var, mens jeg læste dem. Når jeg tvinger mig selv til eftertanke, sker der noget, som ikke skete undervejs. Det kan tyde på min noget misserable læsning. Eller på historiernes særlige kvaliteter.
Nogen mener, at den sande litteraturs kvaliteter ligger i, at den kan læses mange gange. Ja, at den endda skal læses flere gange for at kaste noget af sig. Det er muligvis rigtigt. Men den skal også kunne læses første gang. Det er her, man skal hægtes på og blive sulten og nysgerrig. Det er her, man skal have fornemmelsen af at gå på vulkaner. Franks historier er ikke tvingende læsning, selvom de bedste af dem absolut er værd at bevæge sig ind i. Ikke for at fortabe sig i oplevelsen, men for at tænke nyt.