Drømmekoncert i Holmens Kirke

Camerata Kor og Orkester opførte Bachs Matthæuspassion til seks stjerner

Holmens Kirke lagde scene til en mesterlig opførsel af Bachs Matthæuspassion.
Holmens Kirke lagde scene til en mesterlig opførsel af Bachs Matthæuspassion.

Kan man forestille sig en mere opløftende indgang til påsken end en fuldlødig opførelse af Matthæuspassionen af Johann Sebastian Bach?

Jeg kan i det mindste ikke. For palmesøndag stillede kammerkoret Camerata Kor og Orkester op med adskillige fremragende musikere og havde desuden så ypperlige solosangere som sopranen Henriette Bonde-Hansen, mezzosopranen Elisabeth Jansson samt Adam Riis og Florian Plock til at varetage henholdsvis tenor- og basstemmen.

Dertil kom, at man i det udfordrende parti som Jesus havde Simon Duus, der aftenen forinden havde brilleret i Operaens repremiere på Carl Nielsens ”Maskarade”, hvor han sang Henrik. Hvilket skift! Og hvilken præstation, at han havde pondus nok til at bidrage til en uforglemmelig aften.

Bortset fra det stærkt syngende kor ydede især to svenskere en ypperlig indsats. Tenoren Leif Ahrun-Solén var gennem alle tre timer en klar og glødende evangelist. Han gav med vokal skønhed, forbilledlig tekstudtale og dramatisk nerve mæle til Jesu lidelseshistorie, så de små nakkehår rejste sig.

Det havde næsten chokvirkning, da han i passagen ”Da råbte Jesus med høj røst og opgav ånden” slyngede sit ”laut” ud i kirkerummet som et nødskrig. Ahrun-Solén var en evangelist i verdensklasse.

De mere end 100 medvirkende blev med suverænt overblik holdt sammen af den unge dirigent Jakob Hultberg, der gang på gang demonstrerede fortrolighed med det storslåede værk. Koralversene blev ikke bare liret af, men fortolket som i nr. 54, hvor kor og orkester blændede ned fra dramaet i første vers til en hviskende inderlighed i det andet: ”Du edles Angesichte” (om Frelserens ædle ansigt).

Som helhed var det en Matthæuspassion, der fik en til at overhøre de få og i den store sammenhæng ubetydelige skønhedspletter, for den levede i sandhed op til ens drømme om, hvordan dette værk, vel i højere grad end noget andet, kan berige og styrke ens åndelige arsenal.

kultur@k.dk