Da den unge migrant fra Burkina Faso ankommer til en italiensk by og ser, hvor han skal sove, krakelerer drømmen i ham. Han skal sove på et stykke papkarton med et vattæppe over sig. Der er primitive bål, hvorover der laves mad. Der er koldt, og der er tændt op i oversavede olietønder, hvorved migranterne kan varme sig et øjeblik. De er alle fra det sorte Afrika.
Er det virkelig det? Er det værd at gennemgå ubegribelige strabadser, ydmygelser og skuffelser for?
Ayiva og Abas er to unge mænd fra Burkina Faso, der for deres sidste penge påbegynder en lang rejse mod det forjættede Europa. De betaler for at blive ledsaget gennem Niger og ind i Algeriet og videre til Libyen, hvorfra de skal skaffe sig bådplads på en af de mange elendige både, der forsøger at krydse Middelhavet.
Vi har set mange billeder af disse bådflygtninge det seneste års tid. Her ser vi det indefra.
Undervejs gennem den libyske ørken frarøves de to unge mænd og de øvrige i rejsegruppen alt, hvad de har af værdier. Der er banditter alle vegne. Da de når frem til den libyske by, hvorfra de skal ud over havet, tvinger den kyniske menneskesmugler dem ud på havet i en gummibåd uden styrmand. De er nu totalt overgivet til deres egen skæbne. Kun et kompas får den, der udpeges til styrmand, med.
At de kommer i forbindelse med den italienske kystvagt og bliver reddet, er et mirakel, filmen dvæler meget lidt ved. Hovedhistorien foregår i Italien. Migranterne får et tre måneders indrejsevisum. Derefter skal de ud igen, hvis de ikke inden har fået en arbejdskontrakt, som kan give dem en opholdstilladelse.
Ayiva og Abas kommer til byen Rosarno i Calabrien, hvor de har bekendte. Det er her, de får anvist det primitive overnatningssted i udkanten af byen nær jernbanen. Det er trøstesløst. Ayiva starter med at stjæle en kuffert i toget, fordi de simpelthen ikke har tøj nok til den italienske vinter. Derefter får de daglejerjobs som appelsinplukkere.
De hutler sig igennem med lidt tuskhandel og småfusk sammen med andre sorte afrikanere. De sender penge hjem til familien i Burkina Faso, mens de også prøver at leve et liv i øjeblikket med lidt fest, øl og kvinder. På en gang er de loyale over for den hjemlige kultur, men samtidig falder de for det vestlige livs fristelser.
De to unge mænd går hver sin vej. Den ene bliver introvert opgivende. Den anden prøver at udnytte mulighederne.
Filmen er ikke en reklamesøjle for ”Kom til Europa”-synspunktet. Tværtimod er den helt ærlig i sin skildring af de problemer, der er på samfundets bund med slavelignende forhold og brutal vold. Der bliver problemer i Rosarno. Unge italienere går til angreb på afrikanerne, der svarer igen med hærværk. Det er en deprimerende spiral nedad.
Filmen ender brutalt og håbefuldt på en gang. Det stærke ved filmen er, at den giver et billede af en ny virkelighed i Europa, og det set indefra.