Drømmen om den gode debat

At ”scrolle” ned gennem debatter på Facebook er som at vandre gennem en lang værtshusgade og høre det ene voldsomme slagsmål efter det andet

Den gode og rigtige debat er en fiktion. Vi har kun mere eller mindre rodede og urene debatter. Skal man så bare give op og lade det hele sejle?, skriver Nils Gunder Hansen.
Den gode og rigtige debat er en fiktion. Vi har kun mere eller mindre rodede og urene debatter. Skal man så bare give op og lade det hele sejle?, skriver Nils Gunder Hansen. Foto: Arkivfoto.

Det er lidt svært med debatter. Nogle gange kan de virke kaotiske og beskidte. Så drømmer nogle om at trække en streg i sandet mellem den gode debat og den helt forkerte debat. Som nu Informations litteraturredaktør Peter Nielsen, der den 30. maj skrev følgende i anledning af den hidsige litterære debat, der blev startet af Mette Høeg i Weekendavisen:

”Tænk, hvis Mette Høeg ikke havde været drevet af misogyni, og tænk, hvis hun havde inkluderet mandlige forfattere i sin undersøgelse og været en bedre litterær læser, så kunne vi i dag have diskuteret, ikke hende, men om nutidens litteratur er for privat og selviscenesættende? Det er en relevant diskussion, som i øvrigt også Peder Frederik Jensen havde fat i, da han skrev for en mere verdensvendt litteratur.”

”Høeg har sagt, at litteratur må have et højere formål end at være selvterapi. Det har hun ret i, ligesom hun har ret i, at der i den nye litteratur sker en dyrkelse af det narcissistiske. Blot formår hun ikke i den sammenhæng at kvalificere den afgørende diskussion om form og indhold.”

Der er noget næsten rørende over Peter Nielsens kontrafaktiske overvejelse, hvor den helt forkerte debat ikke skulle have været flyttet ret meget, før vi havde fået den helt rigtige debat. Men ak, nu synes den tabt for altid, som om Mette Høegs indlæg repræsenterede et (synde)fald, der ikke lader sig tilbagerulle.

Nielsens anmelder Tue Andersen Nexø drømmer i samme avisudgave også om den gode debat, men her i en endnu mere ren og paradisisk udgave:

”Det er ikke til at kæmpe sig gennem det litterære landskab for bare klummer og kommentarer om kvinder i dansk samtidslitteratur. Orker vi det mere? Nej, det gør vi ikke “”

Nexø mener ikke, at de, der debatterer den danske samtidslitteratur, har læst bøgerne, i hvert fald ikke nok af dem. Det er lidt uklart, hvad han mener, en litterær debat må indeholde. Måske må den kun angå analyser af specifikke værker og kun føres af kritikere, der (næsten) har læst alt. Her vil selv hans redaktørs ”gode debat” falde igennem, frygter jeg, for den er da vist alt for generaliserende og vidtløftig.

Men jeg forstår godt længslen, for det er svært med debatter. Nogle gange kan det være en deprimerende oplevelse at scrolle ned gennem Facebook og se diverse debat-”tråde”. Det svarer lidt til at vandre gennem en lang værtshusgade og høre det ene voldsomme slagsmål efter det andet udfolde sig inde på de gustne etablissementer. Har man lyst til at gå derind? Ikke rigtig.

Skingerheden og aggressionen på de sociale medier kan være chokerende. Man må holde hovedet koldt og betænke, at disse debatter også var der tidligere; der var man blot beskærmet imod dem, fordi de blev ført af meningsfæller over køkkenborde og ved middagsselskaber, som man meget nådigt ikke selv var til stede ved.

Heldigvis kan man også finde ”den gode debat” på Facebook, hvor folk ved noget, viser god vilje og prøver at holde en rimelig tone. Men det er en god idé ikke at blive hængende for længe, for selv disse debatter kan forbavsende hurtigt køre i grøften. Folk føler sig misforstået og fejlrefereret, og så hæves stemmen: ”Hvor i min tråd har jeg skrevet, at“?”

Faktisk kender man det også fra avisernes langsommere tempo. Det er sjældent en god idé at lade en debat køre for længe. Har man nogensinde oplevet, at den faktisk har fået en naturlig afslutning? Ak nej. Som regel må redaktøren skride ind og erklære debatten for hermed afsluttet.

Hvorfor er det så svært med debatter? Fordi man aldrig kun diskuterer emnet. Der er også altid følelser, værdier og personlig identitet på spil. Vi kan bare aldrig holde os til sagen. Og selvom man prøver, kan man sjældent overskue alle de mulige konsekvenser af ens eget standpunkt, ligesom det erfaringsmæssigt er svært at begribe alle facetter af modstanderens synspunkt.

Den gode og rigtige debat er derfor en fiktion. Vi har kun mere eller mindre rodede og urene debatter. Skal man så bare give op og lade det hele sejle?

Nej, man må jo frimodigt prøve at hæve barren for sit eget vedkommende i stedet for at hengive sig til puristiske debatdrømme som dem på Information.