Christian Bartholdy (1889-1976) var den ældste af i alt otte søskende født i præstegården i Laurbjerg ved Langå, vokset op i Seest ved den daværende landegrænse i et hjem præget af kristelig alvor og dansk-nationalt sindelag. Han studerede teologi i København 1906-1912, hvor han blandt andet kom i forbindelse med Olfert Ricard.
Han blev ordineret i 1916, først til et embede som hjælpepræst på Thurø. 1918-1925 var han sognepræst i Sebber-St. Ajstrup, 1925-1943 Brorstrup-Ravnkilde og fra 1943 i Haslev-Freerslev. I 1954 lod han sig pensionere fra præstegerningen og flyttede tilbage til Kolding. Han var blevet medlem af Indre Missions hovedbestyrelse i 1929. Han blev formand i 1934, et hverv, han beholdt, til han blev 70 år. Han døde i en trafikulykke.
Kurt E. Larsen, lektor ved Menighedsfakultetet i Aarhus, har nu begået en lang disputats om denne centrale skikkelse i dansk kirkeliv i det 20. århundrede. Bogen er ikke en biografi i den forstand, at den følger sin hovedperson kronologisk gennem livet, snarere en dissektion af teologen, præsten og organisationsmanden Bartholdys stilling til forskellige aspekter af kristendom og kirke, menighed og samfund behandlet systematisk, kapitel for kapitel. Larsen har gennemgået en enorm mængde af arkivalsk materiale og litteratur, herunder den store underskov af pamflet-, tidsskrifts- og andagtslitteratur, som hører det kirkelige landskab til.
Bartholdy blev et kendt ansigt i offentligheden. Han skrev meget og lod sig ofte interviewe til pressen. Han kunne være skarp, næsten brutal, i sin polemik, men forstod også at afbalancere synspunkterne. Det var han nødt til som formand for en forening, der bestemt ikke var uden indre modsætninger. Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark er egentlig blot en paraplyorganisation for en række lokale samfund og institutioner med større eller mindre økonomisk og organisatorisk tilknytning til landsforeningen. Dens hovedformål er at virke for troslivets vækkelse inden for folkekirkens rammer og har som sådan været den måske allermest betydningsfulde bevægelse i folkekirken i det 20. århundrede. Grundtvigianismen har nok haft større betydning i et bredere samfundsperspektiv, men har ikke bevaret samme loyalitet mod folkekirken som Indre Mission.
Netop håbet om en ny vækkelse spillede en stor rolle for Bartholdy, og han så heri også en mulighed for nationens frelse. Kort efter Anden Verdenskrigs udbrud skrev han, at ”om det Under skulde ske, at vort Folk vendte om for at høre efter Gud, saa turde vi sige, at det har en Fremtid og et Haab, men heller ikke før”. På denne måde spillede kristendom og danskhed sammen for Bartholdy.
Den kollektive vækkelse forudsætter naturligvis individuelle omvendelser. Bartholdy mente, at mennesket skulle omvende sig, både som en subjektiv viljesakt og som en oplevelse af egen syndighed og Guds almagt. Han kunne være kritisk over for det psykologiske pres, der ved lange og udmattende møder blev lagt på ungdommen i Indre Mission for at fremkalde en omvendelsesoplevelse. Men omvendelse måtte der altså til ifølge Bartholdy, og dens tegn var troens vished. Luther kæmpede hele livet med anfægtelser, og det fik Bartholdy til ved reformationsjubilæet i 1936 at skrive, at det forekom ham ”tvivlsomt, om Luther nogensinde er blevet omvendt”, en karakteristik, han dog hurtigt trak tilbage igen.
Bartholdy mente, at Indre Mission skulle være apolitisk. Han var kirkepolitisk konservativ, imod kvindelige præster og med en tendens sent i livet til at være pessimistisk med hensyn til folkekirkens overlevelse. I Indre Mission var der tidligt i 30'erne en modtagelighed for nazismens værdier, og i et interview til Aalborg Stiftstidende i 1934 sagde Bartholdy, at ”Nazismen har et moralsk Indhold, som jeg mener er værdifuldt”. Hans modstandere har siden ikke forsømt at citere ham for dette, mens de har glemt, at han i andre sammenhænge i de samme år advarede imod nazismen, som han betragtede som en trussel. Bartholdy havde selv et forhold til jøderne, der var bestemt af en forestilling om Danmark som et kristent land, hvor jøderne kun kunne betragtes som gæster. Men han tog på det bestemteste afstand fra jødeforfølgelser: ”Hvor Jødehad kan trives i et kristent Land, der lever man i en frafalden Kristenhed”, som han skrev i Indre Missions Tidende i 1942. Det kostede ham en ministeriel påtale. Efter krigen bistod han sin bror Georg, der arbejdede ivrigt som støtte for staten Israel, hvis nyere historie han anså som ”Guds fodtrin i verdenshistorien”.
Som så mange andre så Bartholdy den næsten dådløse overgivelse den 9. april 1940 som undergravende for Danmarks ære. Det var antagelig ikke mindst opvæksten i det nationalt vakte grænseland, der slog igennem hér. For sit lands frihed og for kirkens frihed skulle man kæmpe lige til martyriet, mente han.
Af betydning var det nok ikke mindst, at hans bror Carl var kaptajn i hæren og havde deltaget i kampene om morgenen den 9. april i Sønderjylland. I flere skrifter og artikler i krigens første år opildnede Bartholdy til forsvarsvilje.
I Indre Missions Tidende i 1942 rettede han en kritik mod regeringen: ”Hele vort Lands offentlige Liv smager af Usandhed” og ”Vor Regering vedtager Love og udsender Erklæringer, som krænker en paa det dybeste”, og han var kritisk over for biskopperne, der havde opfordret præsterne til at dæmpe kritikken af samarbejdspolitikken og besættelsesmagten. Bartholdy pådrog sig i den anledning Kaj Munks beundring.
I lyset af den verserende debat om kødets opstandelse og Per Ramsdals udtalelser er det interessant at læse, hvad Bartholdy mente om den sag. I 1952 holdt professor P.G. Lindhardt et foredrag på Askov Højskole om det evige liv, hvor han afviste de gængse forestillinger om et gensyn efter døden og sjælens udødelighed. Det førte ikke overraskende til, at der blev sat spørgsmålstegn ved professorens fortsatte ret til at virke som hjælpepræst i folkekirken.
Men i dette spørgsmål var Lindhardt om ikke på linje med, så dog ikke ganske på afstand af Indre Missions formand, der i et interview i denne avis i 1953 sagde: ”Troen på sjælens udødelighed er et stykke gammelt græsk hedenskab, som desværre er blevet temmelig populært gennem H.C. Andersens eventyr. Ulykkeligt er det, at det også kan finde nogen understøttelse i salmebogen, særlig hos Ingemann.”
Helt så kategorisk som Lindhardt ville Bartholdy ikke afvise enhver forestilling om livet hinsides, men han var selv meget tilbageholdende med at tale for konkret om indholdet i evighedslivet, for Bibelen talte i billeder, og ”fremtiden er Guds og hans alene. Vi har ingen fremtid - uden den, han vil unde os”.
Kurt E. Larsen har en saglig og usentimental, nærmest leksikalsk tilgang til sit stof. Om privatlivet meddeles følgende og ikke mere: ”Christian Bartholdy var ugift og barnløs. Fra 1922 og de følgende mange årtier havde han den samme husbestyrerinde, frk. Bramsen.” Uden at opfordre til dyneløfteri kunne man godt have ønsket sig noget, der lignede et portræt af Bartholdys personlighed og udvikling, så man kunne få lidt skikkelse på denne interessante personlighed. Alene forholdet til hans søskende kunne kaste lidt farve på portrættet. Foruden de allerede nævnte brødre var søsteren Olga, der var lærer på Krogerup Højskole, et spændende menneske. Nu har vi fået en god og kyndig disputats om Bartholdy. Så venter vi i spænding på en egentlig biografi.