En af de mest markante amerikanske forfattere, Don DeLillo, har netop udgivet sin første roman i seks år, ”Zero K”. DeLillo, der fylder 80 senere i år, vender med romanen tilbage til de fundamentale spørgsmål om eksistensen i en stil, der også prægede nogle af hans bedste romaner fra 1980’erne såsom ”The Names” og ”White Noise”. Hvor plottet i sidstnævnte havde sit omdrejningspunkt i en pille, der skulle fjerne alle tanker om døden, men med meget uheldige bivirkninger i form af hukommelsestab, så er ”Zero K” bygget op omkring drømmen om at kunne slå døden ved at lade sig fryse ned, i håb om at fremtidens teknologi vil kunne bringe en til live igen.
Det er tema, som allerede Anders Bodelsen gjorde til genstand for fiktion i sin glimrende roman ”Frysepunktet” fra 1969. Nedfrysning er samtidig ikke blot fiktion, men noget som antageligt mere end halvandet hundrede personer har undergået i den såkaldte kryonik, der dog ikke har løst den anden halvdel af ligningen, den vellykkede optøning. Så andre har været der før i både fiktioner om en posthuman fremtid, hvor teknologien forandrer menneskets eksistens, og i virkelighedens verden, men DeLillos roman er forfatterens mest interessante bud på en roman over et tema, der har ulmet i tidligere værker.
”Zero K” sætter spot på en af de mest bekymrende konsekvenser ved en eventuel succesrig brug af teknologi, nemlig, at man vil komme til at se en menneskehed, som ikke længere lever på vilkår, der om end ikke er lige, så dog sammenlignelige. De nedfrosne, både dem i romanen og i en amerikansk ørken, er udtryk for en håb om, at man kan danne en kult, der bryder fri af menneskehedens grundvilkår.
DeLillo er bestemt ikke en fortaler for dette, men han bruger håbet om et teknologisk fix til et kammerspil omkring disse begær om at snyde døden. I ”Zero K” er der en for DeLillo uvant stærk skildring af forholdet mellem far og søn, hvor Jeffrey Lockharts hovedrige far, Ross, er vidne til, hvordan faderen vil lade både sin kone Artis og senere sig selv nedfryse. Som så ofte hos DeLillo er der en nærmest klinisk kølig interesse for, hvordan de konkrete processer omkring nedfrysningen foregår, og hvordan de folk, der er med til at udføre det, agerer.
Romanens følelsesmæssige centrum er et afsnit i midten af romanen, der forsøger at skrive en monolog for en nedfrosset bevidsthed. Den har næppe nogen forbindelse til virkelige forhold, men med sin tone af klaustrofobi og hjælpeløshed bidrager den til kritikken af, at man bringer mennesker fra at være personer til objekter og tilbage igen.
Romanens titel henviser til nul kelvin eller det absolutte nulpunkt, hvor alt er stilstand. I romanen er det også navnet på de grupper, der står for nedfrysningen, selvom de, som det tørt bemærkes, ikke kommer i nærheden af det absolutte nulpunkt. Alligevel har DeLillo valgt denne titel, som understreger et genkommende motiv hos DeLillo: at længes efter tilstande, hvor der ikke er nogen bevægelse, vel vidende at liv og bevidsthed kræver tid for at kunne udfoldes.
På mange måder er det ikke så meget nedfrysningsprojektet, der er centralt, men først og fremmest et afsæt for en meditation over eksistensen. Over, hvad vi sanser og finder værdi i fra menneskelige relationer til solnedgange over Manhattan, der får det til at se ud, som om sol og jord rører hinanden.
Spørgsmålet om menneskets evne og vilje til at forandre sin egen eksistens gennem teknologi er så relevant som nogensinde: Evnen til at udvælge eller designe børn over håb om nye medicinske terapier, der kan styrke mennesket eller forlænge dets liv, til en øget integration med maskiner er blot nogle af de vigtigste symboler på, at vi lever i en tid, hvor den teknologiske udvikling accelererer, og hvor det i højere grad er etiske forbehold end tekniske begrænsninger, der skal sætte rammerne for, hvordan menneskeheden udvikler sig. DeLillo går også videre ved at lade bipersoner i romanen spekulere i, om man for eksempel kunne forbedre menneskets syn, så man kunne få et rigere indtryk af verden, end det vores øjne lige nu er i stand til at give os.
Men først og fremmest tager han et vigtigt emne op i en roman, der ikke kan reduceres til et debatindlæg, men som forsøger at tænke eksistensen i lyset af en posthuman horisont.