Odilon Redons kunstneriske spejl reflekterer stadig de mest utrolige syner

Superb udstilling med den visionære franske symbolist Odilon Redon, hvis drømmende og esoteriske univers har gjort ham til en slags kunstnernes kunstner

Odilon Redon drømte om kunsten som et spejl. Når mennesket kikkede ind i det, skulle det ikke blot se sig selv, men også ”den gloriøse sammensmeltning af vores kristne arv og vores frembrydende moderne sandheder”. Tro og videnskab var ikke modsætninger for Redon, men hinandens forudsætninger. Her er det ”Le cyclope” (Kykloperne) fra cirka 1914. – Fotos: Coll/Kröller-Müller Museum, Otterlo/Glyptoteket.
Odilon Redon drømte om kunsten som et spejl. Når mennesket kikkede ind i det, skulle det ikke blot se sig selv, men også ”den gloriøse sammensmeltning af vores kristne arv og vores frembrydende moderne sandheder”. Tro og videnskab var ikke modsætninger for Redon, men hinandens forudsætninger. Her er det ”Le cyclope” (Kykloperne) fra cirka 1914. – Fotos: Coll/Kröller-Müller Museum, Otterlo/Glyptoteket.

Der findes kunstnere, der er radikalt orienterede imod deres omverden, og der findes kunstnere, der er radikalt orienterede imod deres indre verden. Den franske kunstner Odilon Redon befinder sig et sted midt imellem.

Den panteistiske Odilon Redon var optaget af naturen og naturvidenskaben, men han var også optaget af mennesket og det, der i den freudianske periode omkring 1900 fik navnet ”det ubevidste”. Han brugte sine sansninger og detaljerede iagttagelser af den ydre verdens fænomener til at skabe en slags korrespondance til sjælen og de drømme, der fødes af at se ind i sig selv. Hans værk er besjælet.

Et af Odilon Redons mest kendte billeder fra 1889 hedder ”Med lukkede øjne” og viser en nøgen kvinde, der dukker op af havet med et drømmende udtryk i ansigtet. Øjnene er lukkede, og hun er væk i sin indre verden. I en slags programerklæring fra sin dagbog skriver Redon, at han ønsker ”at åbne en lille dør mod mysteriet”, og han forklarer sin originalitet med ”på menneskelig vis, at bringe liv i usandsynlige skabninger og gøre dem levende i overensstemmelse med sandsynlighedens love, ved – så vidt muligt – at stille det synlige til rådighed for det usynlige”.

Den vingede hest Pegasus er en af Redons yndlingsfigurationer og selve det mytologiske billede på den kunstneriske inspiration: Nogle gange for tung til at lette, nogle gange for vanskelig at tæmme, men af og til flyver den til himmels og farver universet. For er Redon det sortes mester, er han også farvernes. Hans pasteller rummer en glødende farvepragt af en anden verden. Her er det Redons ”Pégase et l’Hydre” (Pegasus og Hydra) fra omkring 1907.
Den vingede hest Pegasus er en af Redons yndlingsfigurationer og selve det mytologiske billede på den kunstneriske inspiration: Nogle gange for tung til at lette, nogle gange for vanskelig at tæmme, men af og til flyver den til himmels og farver universet. For er Redon det sortes mester, er han også farvernes. Hans pasteller rummer en glødende farvepragt af en anden verden. Her er det Redons ”Pégase et l’Hydre” (Pegasus og Hydra) fra omkring 1907.

Det kan beskueren af Odilon Redons værk konstatere, at han gør. Stiller det synlige til rådighed for det usynlige, ja, fantastiske og mærkværdige. Redons litografiske serier, pasteller og malerier ligner ikke så meget andet i tiden, og de har været – og er – til inspiration for utallige kunstnere, ikke blot de dekadente og symbolistiske kunstnere omkring 1900, men også de surrealistiske kunstnere i det 20. århundrede og de religiøst ekspressive i det 21. århundrede. Redon var og er en slags kunstnernes kunstner, og blev i sin samtid kaldt for drømmeprinsen.

Ny Carlsberg Glyptotek i København viser den første store solo-udstilling med Odilon Redon i Danmark. Det er en udstilling skabt i samarbejde med Kröller-Müller museet i Holland, der ejer væsentlige værker af kunstneren. Det er den anden udstilling i Danmark, der for tiden er kurateret i samarbejde med Kröller-Müller museet. Kunstmuseet Arken i Ishøj viser i øjeblikket Vincent van Gogh i et lignende samarbejde, men modsat Arken har Ny Carlsberg Glyptotek ikke bare overtaget en pakke fra det hollandske museum, men udvidet Redon-udstillingen med signifikante lån fra blandt andre Musée d’Orsay i Paris, Van Gogh Museet i Amsterdam og Städel i Frankfurt am Main.

Desuden har Glyptoteket garneret Redon-udstillingen med andre kunstnere fra 1800-tallet som Delacroix, Corot, Rousseau og van Gogh, Gauguin, Emile Bernard, Paul Serusier, Maurice Denis, Pierre Bonnard, Edouard Vuillard for at vise, hvad Redon blev inspireret af, og hvem han blandt andet indgik i sammenhæng med. Endelig viser Glyptoteket en række af museets egyptiske og græske antikker. Som andre kunstnere og digtere i tiden omkring år 1900 var Redon intenst optaget af antikkens kunst og figurationer og hentede en del af sit billedsprog derfra.

Som andre kunstnere og digtere i tiden omkring 1900 var Redon intenst optaget af antikkens kunst og figurationer og hentede en del af sit billedsprog derfra. Her er det hans ”Tête de martyr” (En martyrs hoved) fra 1877.
Som andre kunstnere og digtere i tiden omkring 1900 var Redon intenst optaget af antikkens kunst og figurationer og hentede en del af sit billedsprog derfra. Her er det hans ”Tête de martyr” (En martyrs hoved) fra 1877.

Resultatet af denne iscenesættelse med totalt 213 værker er overdådigt, gedigent mærkværdigt og opsigtsvækkende. Odilon Redons originalitet og egensindighed lader sig ikke skjule. Visionære billeder af menneskets sammensmeltning med naturen og kosmos blomstrer i bogstavelig forstand frem og indtager rummet. Planter gror i arabesklignende former op ad havet og sætter hvide blomster i form af menneskeansigter eller lader et stort solitært øje folde sig ud med syner af en anden verden. Hvide æg krakelerer og føder ansigter ud af deres skal. Redon betegnede i sin dagbog sig selv som et skyggemenneske, og i hans mange grafiske blade fødes hans kunst og dens figurationer ud af mørket som sært lysende gestalter; som en åndeverden. Redon ser ind i mørket, identificerer sig med det, men fortaber sig ikke i det, tværtimod illuminerer hans kunst mørket. Mørket er, som han skriver i dagbogen, ”åndens agent”.

Odilon Redon var i lighed med en række andre kunstnere inden for symbolismen og dekadencen i slutningen af det 19. århundrede en litterær kunstner. Han hentede en stor del af sin inspiration fra tidens poesi, romaner og entusiastiske kunstkritik og fungerede også selv som kritiker af tidens franske kunst. Redon er i en vis fortand prototypen på den symbolistiske kunstner med referencer til Gustave Flaubert, Charles Baudelaire, Edgar Allen Poe og Joris-Karl Huysman i sin billedverden. Hovedparten af hans i alt 12 sort-hvide litografiske serier er illustrationer til tidens litteratur, Flauberts ”Den hellige Antonius’ fristelser”, Baudelaires ”Helvedesblomster”, Poes fantastiske og gotiske fortællinger og Huysmans dekadencebibel, romanen ”Mod strømmen” fra 1884; den mest afgørende epokeskabende bog i tiden, der, blandt meget andet, også beskriver Redons kunst!

Odilon Redons ”Triste montée” fra 1879.
Odilon Redons ”Triste montée” fra 1879.

Når Odilon Redon i sin dagbog noterer ”Jeg har aldrig været nogen steder. De begivenheder, som i tiderne har påvirket mig, han kun fundet sted i mit hoved”, er det en direkte reference til hovedpersonen i Huysmans ”Mod strømmen”, en drømmende, livstræt skikkelse, der isolerer sig i et hus ude på landet omgivet af det smukkeste og skønneste – herunder Redons værker – og foretager lange imaginære og forviklede rejser i sin lænestol. Redon har i et af sine grafiske blade fra 1888 portrætteret hovedpersonen i ”Mod strømmen”, der bærer navnet ”Des Esseintes” – det menneske, der uddrager essensen af verdens fænomener.

Men er Odilon Redon en indlevet fortolker af epokens dekadencelitteratur med alskens syner af forfald, er han ikke mindre optaget af tidens naturvidenskabelige udvikling. Fremskrevet af Charles Darwin i ”Arternes oprindelse” fra 1859. I 1883 skaber Redon sin egen visionære parallel med det grafiske værk ”Les Origines”, hvor han skildrer evolutionen i skikkelse af tvetydige mutationsformer, halvt dyr, halvt mennesker. Underlige amorfe hybridformer, der bevæger sig fra havet og ind på land. Er Redons univers stedvis melankolsk og fyldt med vemod og ensomhed, er det nu ikke uden humor og sans form det groteske. Det er underholdende at begive sig ind i Redons dyriske halvverden, befolket af edderkopper, satyrer, kykloper og kentaurer.

Odilon Redons ”Femme voilée” fra cirka 1895-1900.
Odilon Redons ”Femme voilée” fra cirka 1895-1900.

Flere af Odilon Redons syner fra denne skyggefulde vækst- og forvandlingsverden handler i sidste ende om inspiration. Drømmeprinsens egne skjulte og åbenbarende ressourcer som kunstner. Således er selve det mytologiske billede på den kunstneriske inspiration, den vingede hest Pegasus, en af Redons yndlingsfigurationer. Nogle gange for tung til at lette, nogle gange for vanskelig at tæmme, men af og til flyver den til himmels og farver universet. For er Redon det sortes mester, er han også farvernes. Hans pasteller rummer en glødende farvepragt af en anden verden. Hvad den store franske kunstner og inspirator Gustave Moreau er for farven i oliemaleriet, er Redon for farven i pastellen.

Pegasus får himlen til at brænde i rødt og grønt, ligesom kvindelige muser lyser så sart, som var de æteriske væsner på vej til at forsvinde i farven. Odilon Redon er en stor, delikat erotiker, men han holder igen og undgår den vulgaritet, der præger visse af tidens kunstnere og digtere.

Han er passioneret, men filtrerer sin passion. Det gælder også hans religiøse billeder. Redon levede i en tid, hvor Gud blev erklæret for død, og kristendommen eroderede, men også i en tid for konversioner og esoteriske omvendelser, der bragte troen til live igen.

Kristus med tornekronen fremkaldes naturligvis også i Redons koloristiske univers. Som en drømmende gestalt med halvt lukkede øjne ses han med tornekronen over sit hoved som en udbrændt glorie. Redons kunstneriske Kristus-fortolkning er som et ikonmaleri, der går i opløsning, så konturerne sløres, og farverne flyder sammen i et smerteskønt kosmos. Det er på en gang uhyre suggestivt og karakterfuldt, hvad Redon sætter i værk.

Odilon Redon drømte om kunsten som et spejl. Når mennesket kikkede ind i det, skulle det ikke blot se sig selv, men også ”den gloriøse sammensmeltning af vores kristne arv og vores frembrydende moderne sandheder”. Tro og videnskab var ikke modsætninger for Redon, men hinandens forudsætninger.

Hans kunstneriske spejl reflekterer stadig her mere end 100 år efter de mest utrolige syner, når vi kaster et blik ind i det.