Sørine Gotfredsen: Ny roman får dronning Margrete I til at visne i historieundervisning

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har skrevet en stor og grundig roman om Margrete I, der dog ikke for alvor griber. Det er ord og historisk referat mere end et overbevisende portræt af Margrete

Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der her ses i Roskilde Domkirke foran Margrete I’s sarkofag, mestrer virkelig sproget, men hun har det med at skrive uden om sine karakterer frem for ind i dem, mener Sørine Gotfredsen. – Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der her ses i Roskilde Domkirke foran Margrete I’s sarkofag, mestrer virkelig sproget, men hun har det med at skrive uden om sine karakterer frem for ind i dem, mener Sørine Gotfredsen. – Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

I betragtning af, hvor meget der tales om kvinder på topposter og kampen mod et patriarkalsk overherredømme, synes det oplagt at skrive en roman om dronning Margrete I, der i 1300-tallet samlede Norden til ét rige. Det har forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen nu gjort og tilmed grundigt.

”Margrete I” hviler på omfangsrig research, stor iver efter at beskrive epoken præcist og naturligvis ønsket om at forklare baggrunden for den Kalmarunion, der blev Margretes livsværk. De fleste ved kun lidt om denne store kvindeskikkelse, og det er beundringsværdigt, at Anne Lise Marstrand-Jørgensen har gjort sig så stor umage med at levere en fortælling om hende.

Til gengæld er romanen også præget af de skavanker, der kan opstå, når man på autentisk vis vil præsentere en historisk periode. Forfatterens lyst til at fremvise al sin nyerhvervede viden fletter sig ind som bremseklodser i beretningen, mens man løbende kommer i tvivl om, hvorvidt man egentlig skal undervises eller lade sig rive med. Anne Lise Marstrand-Jørgensen er en sikker og professionel forfatter, der kan hive poetiske ordbilleder af sig i en strøm, der aldrig synes at få nogen ende, og ”Margrete I” vil sikkert for nogle føles som en inderlig oplevelse. Det gør romanen ikke for mig, og jeg vil prøve at forklare hvorfor.

Men først lidt om handlingen. Som barn bliver Margrete af sin far, kong Valdemar Atterdag, lovet væk til kong Håkon VI af Norge, og efter en smertefuld afsked med faderen ankommer Margrete som en 10-årig ensom pige til den norske kongebolig Akershus.

Med sig har hun tjenestepigen Kerstin, der med et tavst og mystisk væsen repræsenterer romanens mere uhåndgribelige univers, særligt udfoldet gennem troen på elverfolket og dets indvirkning på menneskets skæbne. Margrete tugtes hårdt af hofdamen Merete Ulvsdatter, der bogstaveligt talt tæsker bibelcitater ind i hende, men Håkon er en fremkommelig ægtemand, og da Margrete som 17-årig udfører sin vigtigste opgave og føder en søn, Oluf, ånder alle lettet op.

Imidlertid rummer Margrete meget andet end moderpotentiale. Hun interesserer sig for det politiske og vil videreføre sin fars virke, og hurtigt får hun efter Valdemars død Oluf indsat som dansk konge.

Da Håkon dør tidligt, og Oluf selv som 17-årig må forlade denne verden, banes vejen gradvist for, at Margrete som såkaldt ”fuldmægtig frue og husbond” kan overtage magten. Der er mange taktiske manøvrer på spil, og vi følger hovedpersonen hele vejen fra den rørende afsked med faderen i Danmark og gennem det forløb, der gør Margrete til en handlekraftig, snu og til tider kølig magtkvinde.

Meget i romanen er historisk korrekt, men Anne Lise Marstrand-Jørgensen inddrager også elementer, der skal bringe os tættere på Margrete. Tjenestepigen Kerstin fylder meget, ja, desværre for meget. Som nævnt repræsenterer hun det mystiske, underbevidstheden og samhørigheden med naturen og desværre også en del Gajol-pakke-agtige fraser som: ”Det er i menneskets natur at holde dele af deres væsen skjult for andre”.

Forholdet mellem de to kvinder virker mest som et påklistret fortælleteknisk kneb, og i løbet af de 600 sider bliver man temmelig træt af denne mutte tjenestepige, der aldrig gider svare på noget, når det kommer til stykket. Tilmed kniber det med den ægte indlevelse i Margretes væsen, for mens Marstrand-Jørgensen virkelig mestrer sproget, har hun det med at skrive uden om sine karakterer frem for ind i dem. Sanseindtrykkene lægger sig som en vold omkring hovedpersonen som her, hvor Margrete drømmer om genforening med sin far:

”Legen er et isslag, der glaserer en klase bitre bær, så hun først mærker sorgens styrke, når hun er alene i sin seng om aftenen og endelig kan give tårerne frit løb. Når hun græder, rykker mørket tættere om sengen, nattens lyde puffer hende ind i en verden af blinde dufte: sten og sengehalm, urter, blomstervand, pels.”

Det er mange sider med ord på ord på ord, og med Kerstin som den konstante dystre skygge skaber Anne Lise Marstrand-Jørgensen en sært både flygtig og overhøjtidelig verden omkring Margrete, som denne læser aldrig helt forstår meningen med.

En del af forklaringen er, at romanen mangler interessante dialoger. For mens forfatteren kan konstruere diskussioner om det politiske, kommer hun til kort, når samtalen skal stikke dybere.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er ikke stærk på det eksistentielle plan, og frem for at tegne hele forankrede menneskeportrætter slår hun konstant over i de udvendige stemningsbilleder af æbler, der modnes, og sne, der falder, hvilket i længden gør ”Margrete I” til en noget monoton læseoplevelse.

Til gengæld skal Marstrand-Jørgensens anerkendes for en fin balance angående det feministiske. Der er stort set ingen demonstrative henvisninger til kvinders kamp generelt, og Margrete beskrives blot som en usædvanligt stærk og klart tænkende kvinde, der først lader sig begejstre, da hun omsider i 1397 om sig selv kan udbryde: ”Jeg er Margrete (…) af Guds nåde dronning af Norge og Sverige og ret arving og fyrste til Danmarks rige.”

Margrete fungerer i en mandeverden, og mens parløbet med Kerstin som sagt udmatter, er det i forholdet til mændene – kong Valdemar, den tro rådgiver Podebusk, sønnen Oluf og også ægtemanden Håkon – at romanens mest rørende scener opstår. ”Margrete I” er ikke en feministisk roman, selvom den sikkert også vil blive udlagt sådan, og mest af alt meddeler den, at vil man til tops som kvinde, betaler det sig at opføre sig som en mand. Men hvem denne stærke Margrete egentlig var, føler jeg mig stadig ret usikker på. Her drukner hun for meget i historisk referat og ord på ord på ord. Der blot lægger sig omkring hende.

Læs interview med forfatteren om romanen ved at klikke her.