Dronning Margrethe i samtale om scenekunst

Livet igennem har Dronningen haft sin gang i Det Kongelige Teater. Det taler Nila Parly indforstået og vidende med hende om i smuk, men også lidt tandløs coffee table-bog

Dronning Margrethe i samtale om scenekunst

Siden hun var helt lille, har dronning Margrethe elsket opera, teater og ballet. Og det bliver markeret her i 2020, året for hendes 80-årsfødselsdag, med Nila Parlys ”Med Dronningen i Det Kongelige Teater”.

Bogen er bygget op over en række samtaler mellem Dronningen og forfatteren. De mødes på Amalienborg, kigger på fotografier og klip fra udvalgte opførelser på Det Kongelige Teater, fra Heibergs ”Elverhøj” over Bournonvilles ”Et folkesagn”, hvortil Dronningen som bekendt designede scenografi og kostumer, til Richard Strauss’ ”Kvinden uden skygge”.

Resultatet er en smuk cof-fee table-bog, en lille guldgrube af fotos, både private og fra teatret, kostumeskitser, omhyggelige lister over medvirkende, ditto biografier over komponister, forfattere og instruktører, sjove anekdoter og faktuel viden – og man får en øjeblikkelig og næsten fysisk trang til at spæne ind på Det Kongelige Teater, sætte sig i de bløde sæder og se på, måske især fordi man ved, at det i denne coronatid er helt og aldeles umuligt.

Men desværre bøjer bogens samtaler sig en kende ind over sig selv.

Nila Parly er dramaturg og teaterforsker, ph.d. i musikvidenskab og forfatter til en række artikler og bøger, og at hun desuden er uddannet operasanger, har været balletbarn ved Det Kongelige Teater og senere operadramaturg samme sted, bevirker naturligvis, at hun kender sit stof og ikke mindst institutionen.

Det mærker man, og det profiterer bogen (også) af. Men det betyder desværre også, at det er og bliver en lidt lukket fest, en bog for kendere af Det Kongelige Teaters specifikke opsætninger, og det er så langt fra en folkebog, der inviterer lægmand ind, som det kan blive.

Derimod er det en på mange måder klassisk jubilæums-, hyldest- eller fødselsdagsbog, hvor forfatteren, som etikken byder, forholder sig ærbødigt til sin hovedperson, der omvendt har carte blanche til at forblive reserveret og aldrig personlig, og hvis man havde håbet at få en luns af Dronningen undervejs, bliver man skuffet.

Der bliver nemlig ikke givet ved dørene, hverken når det gælder privaten eller kunsten. Som man for eksempel ser det, da samtalen falder på ”Kvinden uden skygge”, og Nila Parly spørger, om Dronningen, som i operaen, har oplevet at blive prøvet af sin far, at blive forberedt på at skulle overtage efter ham: ”Nej, helt sådan tænker man vel ikke. Det gør jeg ikke,” siger Dronningen venligt, men bestemt.

Eller som her, da samtalen falder på kunst. På spørgsmålet ”Hvad er kunstens betydning i Danmark i dag, set i forhold til da De voksede op?” svarer Dronningen: ”Det er svært at sige. Men den kommer meget bredere ud, end da jeg var barn.”

Og endvidere: ”Har kunsten ændret karakter, så den er blevet bredere?”. Hvortil Dronningens svar lyder: ”Den har vældig travlt med at komme folk i møde – eller i hvert fald sådan, at kunstnerne mener, at de kommer publikum i møde. Men jeg er sikker på, at folk også gerne vil transporteres over i et andet univers.”

Og det sidste kan der måske nok være noget om. Spørgsmålet er blot, om universet i ”Med Dronningen i Det Kongelige Teater” er blevet en kende for lukket til for alvor at hente sin læser med ind?