Det var svært ikke at tage et par forsigtige dansetrin på vej over den store sal med det ternede gulv på Fredensborg Slot, hvor de kongelige brudepar plejer at svinge sig i valsen. Men turen gennem slottet i går eftermiddags skulle rask videre til pressereceptionen i slottets havestue, i anledning af udgivelsen af bogen "Margrethe".
Mens vi ventede på hovedpersonen, belærte majestætens pressechef, Lis Frederiksen, journalister og fotografer om slagets gang på en måde, der nok ville få de færreste til at kalde hende hyggespreder, men som var ganske effektiv. På slaget 15 dukkede dronning Margrethe frem fra fløjdørene, glad og veloplagt.
Hun stillede sig foran os på det røde gulvtæppe sammen med bogens forfatter, journalist Annelise Bistrup og den administrerende direktør for Politikens Forlag, Karsten Blauert, der står for udgivelsen. Her fik hun overrakt et eksemplar af beretningen om sit eget liv som passende gave forud for 65-års dagen på lørdag.
– Det var ikke uden bæven, jeg sagde ja til medvirke, men jeg tænkte, at Annelise Bistrup måske kunne kalde nogle minder og billeder frem, som ville have en vis interesse for andre også. Undervejs gik det op for mig, at jeg havde noget at byde på, alene i kraft af, at jeg – som øjenvidne – har billeder på min indre skærm, som flere og flere ikke længere kender til – simpelthen fordi de er for unge. Det bliver let noget meget personligt, når man har ført mange og lange samtaler, men hvad der er at finde af mig i bogen, må man spørge Annelise Bistrup om. Man forstår aldrig sig selv så godt som andre, sagde dronning Margrethe med et underfundigt smil.
Inden da havde Karsten Blauert mindet om, at Annelise Bistrup i 1997 skrev en bog om dronning Ingrid, og at forlaget derfor syntes, det lå lige for nu at bede hende skrive bogen om dronning Margrethe. Annelise Bistrup sagde, at hun håber, bogen vil hjælpe os til at lære Dronningen at kende, ikke bare som et ikon, men som en levende kvinde af kød og blod med kunstnersind og skarpt intellekt.
Bagefter var der reception med små glas vin og kransekage. Dronning Margrethe fik ild på smøgen og lod sig afslappet udspørge af journalisterne, mens livristen trådte diskret til og fra med et lille sølvaskebæger. Der blev blandt andet spurgt om, hvorvidt Dronningen har planer om at ændre på noget, nu da hun nærmer sig pensionist-alderen? Om, hvorfor hun ikke har skrevet bogen selv? Hvad der er slemt ved pressen? Hvad hun mener om samarbejdspolitikken under besættelsen? I rækkefølge lød svarene, at nej, der er ingen ændringer i sigte. At hun aldrig ville have haft overblikket til at skrive bogen selv. At det kan være slemt, når der ikke er forståelse for, at man kun kan yde sit bedste, hvis man en gang imellem får lov at lade op helt privat, uden overvågning. At det er svært for hende at svare detaljeret på, men at hun aldrig glemmer, hvordan hendes mor, dronning Ingrid, på et tidspunkt sagde til hende: "Vi skammer os sådan!". Og at hun selv er af den overbevisning, at "hvis ikke nogen havde sagt stop dengang, så havde vi ikke siddet, hvor vi gør i dag".
Da spørgsmålene begyndte at gå i ring, kom hofmarskallen til venlig undsætning med et farvel og tak og ledsagede dronning Margrethe tilbage gennem fløjdørene.