Dronning Margrethes interesse for arkæologi blev tidligt vakt – allerede inden hun begyndte at gå i skole. Æren for dette havde barnepigen Agnete Ohrt, der læste højt af historiebøger, blandt andet om oldtiden. Hendes formidling var kendetegnet ved stor indlevelse.
Interessen blev yderligere ansporet, da prinsesse Margrethe i 1949 var med på en skoleudflugt til det vestlige Himmerland, hvor en lokal lærer, S.C. Sigvardsen, der tillige var en dygtig amatørarkæolog, tog børnene med til den kendte køkkenmødding i Ertebølle og til jernalderborgen i Borremose. Desuden præsenterede han dem for sin samling af stenalderredskaber. Sigvardsens levende og engagerede måde at fortælle på gjorde et dybt indtryk på prinsessen.
Både barnepigen og læreren mindes på en omfattende udstilling – bemærkelsesværdigt iscenesat af kunstneren Ingvar Cronhammar – "Dronning Margrethe og arkæologien", der i anledningen af 70-års fødselsdagen den 16. april vises på Moesgård Museum ved Århus indtil 29. august. Den er blevet åbnet under overværelse af dronningen, der selv viser rundt på den måde, at hun via et audioguidesystem taler direkte til den enkelte gæst, livfuldt, med smittende begejstring og tydelig faglig kompetence. Mange ikke tidligere offentliggjorte fotografier, smalfilm samt en del af dronningens tegninger indgår i udstillingen, der fra den 9. oktober kan ses på Nationalmuseet i København. De to museer udgiver i samarbejde med Gads Forlag en stor og fyldigt illustreret bog. Også den med titlen "Dronning Margrethe og arkæologien".
I ungdommen var prinsesse Margrethe i praktik på flere af Nationalmuseets udgravninger. Ligesom hun studerede arkæologi ved universiteterne i Århus, København og Cambridge.
I 1962 og 1964 deltog hun i Slusegårdudgravningen på Bornholm. Hun boede på Slusegård hos gårdejer Svend Aage Christoffersen og hans familie – og på udstillingen kan man se hendes dagbog fra opholdet. Et meget veloplagt og morsomt "dokument" fra samme tid er en 16 meter lang billedfrise, som prinsesse Margrethe, tilsyneladende inspireret af Bayeux-tapetet, udførte på bordpapir til den fest, der blev holdt efter den afsluttende udgravning i 1964. Man spiste helstegt gris og drak vin af kohorn. En kopi af frisen, hvis tema er udgravningsleder, professor Ole Klindt-Jensens liv som arkæolog, vises på udstillingen, mens originalen kan ses i en tilstødende café.
Som regent har dronning Margrethe besøgt en lang række udgravninger og ifølge museumsinspektør Martin Brandt Djupdræt "været en uvurderlig støtte for dansk arkæologi". Gæsterne kommer rundt til en række af de mest væsentlige arkæologiske undersøgelser gennem de seneste knap 40 år. Blandt de fund, der udstilles, er det berømte Jellingbæger i forgyldt sølv og prydet med dyreornamentik. Det er fundet i kong Gorm den Gamles gravhøj og har en ganske særlig betydning ifølge dronningen. Hun fortæller: "Jeg kan huske, jeg var i Jelling Kirke for at se udgravningen, da de havde fundet Gorms grav. Jeg stod der med mine to små drenge (...), og jeg tænkte: "Det er altså mærkeligt at tænke sig: Hvis det er rigtigt nok, at de ben er Gorms, så er det hans efterkommere, jeg står med i hånden her".
Rammen om udstillingen er umiskendelig Cronhammar. Man har fornemmelsen af at gå i en af hans installationer, for eksempel ved synet af montrerne, der i gådefuld tavshed synes at svæve på puder af lys. En subtil detalje er den i loftet afbildede dna-streng, der relaterer til udviklingshistorien, til det tidlige menneske, der rejser sig for på godt og ondt at blive handlende i verden. Cronhammars iscenesættelse, der udtryksfuldt afspejler det store i det "små", er præget af stor ro og enkelhed – hvilket netop kendetegner udstillingens opbygning, der for at undgå det flimrende er koncentreret om enkelte genstande og enkelte historier.
Den nævnte bog, der er redigeret af Jesper Laursen og Lars Jørgensen og har bidrag af en række fagfolk, folder de fortællinger ud, som man møder på udstillingen. Dette sker ikke mindst ved hjælp af et usædvanligt levende og righoldigt billedmateriale. Ifølge forordet er det en bog, der mere handler om dronningen og arkæologien end omvendt.
Om ungdomsårene beretter nogle af de studerende og udgravningsdeltagere, der fulgte dronningen på nært hold. Meget underholdende er blandt andet afsnittet om prinsesse Margrethes arkæologiske efterårsferier i 1950'erne sammen med sin morfar, Sveriges kong Gustav VI Adolf. Sammen deltog de i de store svenske udgravninger ved San Giovenale i Italien. Fortælleren er fotograf – og lejlighedsvis chauffør – Jan Mark, der uden tvivl har god grund til at mene, at han er den eneste, der med hidsigt snurrende baghjul har sprøjtet mudder på en konge. Det skete, da svenskekongen hjalp med at skubbe prinsessens lejede Fiat op ad en pløret bakke.
Anden del, der ligesom første indeholder mange citater af dronningen, omtaler som udstillingen en række af de betydningsfulde udgravninger, som dronning Margrethe har besøgt i sin regenttid. Det siges i den forbindelse om dronningen, at hun "ikke blot velvilligt (har) lagt øre til arkæologernes begejstrede beretninger om fund og forskning. Hun har også engageret, vidende og med sin særlige iagttagelsesevne bidraget med skarpsindige og dristiske tolkninger af de arkæologiske fund".
Forordet slutter med et "Tak og tillykke til en kær kollega".
Dronning Margrethe og arkæologien. Moesgård Museum, Moesgård Allé 20, 8270 Højbjerg. I marts åben hver dag fra 10 til 16. Mandag lukket. Derefter alle dage fra 10 til 17. Vises indtil den 29. august 2010.
Jesper Laursen og Lars Jørgensen (red.): Dronning Margrethe og arkæologen. Rigt illustreret. 230 sider. 249 kroner. Gads Forlag.
grymer@kristeligt-dagblad.dk
