Journalister har særlige muligheder for at markedsføre bøger. Forfatteren til denne bog, Thomas Larsen, er journalist ved Berlingske. Allerede inden udgivelsesdatoen har Berlingske serveret en række appetitvækkere fra bogen.
Da bogen rummer mange udtalelser fra Dronningen, har heller ikke frokostpressen holdt sig tilbage. I et forsøg på at skabe sensation har man revet nogle af udtalelserne ud af deres sammenhæng. Langt hen ad vejen virker sensationerne overdrevne.
Det er en flot udstyret bog med mange fine illustrationer, som helt overvejende balanceres sobert. Bogen skriver sig ind i den aktuelle diskussion om, hvad danskhed i lyset af globalisering og indvandring er. Her får Dronningen lejlighed til at pointere, hvor meget kristendommen har formet Danmark, men hun kommer også ind på, hvad troen har betydet for hende personligt, skønt hun hader, hvad hun kalder ”sjælekrængeri”. Alligevel får man det indtryk, at hendes tro blev meget stærk, da hendes far døde i 1972, og hun selv måtte overtage den regentværdighed, som det blev hendes livsopgave at forvalte.
Bogen må også forstås som et forsøg på at bidrage til at styrke ikke bare det danske nationale fællesskab, men også rigsfællesskabet. Hvor meget regenten betyder for rigsfællesskabet, som jo af og til slår revner, understreges af, at Dronningen har besøgt Færøerne 14 gange og Grønland i et tilsvarende omfang. Dronningen er selve personifikationen af rigsfællesskabet.
Bestræbelsen på at virke samlende mærkes også i samtalen om ”udkantsdanmark”. Dronningen bryder sig ikke om det udtryk. Hun lægger vægt på at komme så meget rundt i Danmark som muligt. Men bogen nævner også, at det i en lederartikel i Kristeligt Dagblad blev kritiseret, at prins Joakim opgav at bo på Schackenborg. Dronningen forsvarer beslutningen med, at det ikke var muligt for hendes søn at være 100 procent landmand, fordi han har forpligtelser som en del af kongefamilien.
Der falder også nogle anerkendende dronningeord om kronprinsesse Marys arbejde med blandt andet at løfte forholdene rundt omkring i verden for kvinder, som har ekstremt vanskelige vilkår. Dronningen tilføjer med klædelig beskedenhed, at det arbejde ikke ville have ligget for hende selv.
Man skal ikke lade sig narre af bogens titel til at tro, at den hele vejen er Dronningens fortælling. Overvejende er der tale om, at forfatter Thomas Larsen skitserer dansk historie og en lang række aktuelle samfundsspørgsmål, hvortil han føjer en række udtalelser og kommentarer fra Dronningen. Næsten alt i bogen kunne være politisk sprængstof. Men Larsens version af Danmarks historie og nutidens samfundsspørgsmål er gennemgående tilpasset, så det undgås, at Dronningen kommer til at udtale sig om meget kontroversielle spørgsmål.
Eksempelvis skriver Thomas Larsen sig uden om de mange kontroverser, der fortsat eksisterer mellem faghistorikere om baggrunden for den sørgelige krig i 1864. Han nævner heller ikke den rolle, som Dronningens tipoldefar, Christian IX, havde i beslutningsforløbet i 1864. Dronningens mangeårige træning i at balancere mellem politisk ladede synspunkter fornægter sig heller ikke.
Helt undgår bogen dog ikke det, der på nogle kan virke kontroversielt. Det er almindeligt kendt, at kongehuset altid har stået forsvaret nært. Det er derfor heller ikke overraskende, at der er en kritisk undertone af, at det danske forsvar ikke var bedre forberedt på at imødegå den tyske besættelse i 1940. Dronningens mor, daværende kronprinsesse Ingrid, skal have skammet sig. Dronningen roser også den danske krigsindsats i Afghanistan og Irak og undgår at forholde sig til de menneskelige, politiske og økonomiske omkostninger ved disse krige, hvis resultater er meget blandede.
Dronningen udtaler sig bekymret om presset på moderne familier, hvor begge forældre lever et travlt og udadvendt liv. De mange skilsmisser foruroliger hende også: ”Det er hårdt for børnene,” lyder hendes ord.
Umiddelbart har det dog vakt mest opsigt, at Dronningen har udtalt sig om indvandrerspørgsmålet. Det er nærmest umuligt at balancere mellem synspunkterne i dette spørgsmål, som har været udslagsgivende ved flere folketingsvalg og som fortsat kan dele vandene. Bogen viser, hvordan Dronningen gradvist har vendt sig væk fra de synspunkter, som hun gav udtryk for i sin måske mest huskede nytårstale i 1984. Her talte hun om, at vi møder de tilvandrende med ”humor og små dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder…”.
Hun er siden blevet mere opmærksom på integrationsproblemerne og ville næppe have udtalt sig på samme måde i dag. I forskræppet før bogens udgivelse har man bragt citater, hvor Dronningen bruger det billede, at en nydansker kan sammenlignes med et omplantet træ. ”Man må gerne beholde sine rødder, men man skal sørge for, at jorden er frisk.” Det har provokeret en del mennesker.
Men når man læser et citat som dette i dets kontekst, hvor Dronningen blandt andet også betoner, at vi skal have rede på vore egne værdier og kultur, så vi bedre kan hjælpe de nyankomne til rette, virker det omtrent så balanceret, som det overhovedet kan være. Det er en uskik med et forskræp for en bog, som sensationaliserer mere end godt er, længe før udgivelsen.
Men forskræppet er det vanskelige vilkår, som kongehuset må dele med andre, der vover sig ud i mediernes spærreild. Dog kan man spørge, om der ikke om nogle år kan komme en ny, kongelig erkendelse, nemlig den at vi skal passe på ikke at overreagere.
Thomas Larsen skal i denne forbindelse have lidt kritik. Poul Nyrup Rasmussens (S) gamle ord til Pia Kjærsgaard (DF), at ”stuerene bliver I aldrig”, var måske ikke de klogeste. Men Larsen burde ikke gengive dem uden konteksten. Nyrup reagerede på et forslag fra Dansk Folkeparti om at straffe indvandrerfamilier kollektivt, et forslag som strider grundlæggende mod vestlige retsprincipper. Det er et retsprincip, som måske hører hjemme i nogle af de lande, som indvandrerne kommer fra. Så måske var det alligevel ikke naivt af Dronningen i 1984 at tale om risikoen for ”grovere metoder” i Danmark.