Prøv avisen

Dronningens værker minder os både om døden og håbet

”At betragte Dronningens kunst er som at få løftet en flig, at få åbnet en sprække til en anden dimension i tilværelsen. Og det kan kun gøres af en kunstner, som er kreativ, søgende og sårbar, og som stiller sine dybeste overvejelser om tilværelsen til skue,” siger Arkens direktør, Christian Gether. – Foto: Leif Tuxen.

Med Farvens sjæl kan kunstmuseet Arken præsentere den hidtil største udstilling af Dronningens værker. Museumsdirektøren er ikke i tvivl om, at Dronningen er en eksistentielt bevidst kunstner, der både peger på tilværelsens forgængelighed og håbet i troen på, at vi er skabt med en mening

Arken er skabt til store kunstnere. Den maritime museumsbygning rejser sig majestætisk i Københavns Vestegn som en magnet for kunst af international kvalitet, og i øjeblikket kan man blandt andet se moderne verdensklasseværker af Damien Hirst på kunstmuseet.

Men end ikke under museets udstilling af Salvador Delis værker var der så mange journalister til stede som forleden, hvor pressefolk fra mindst fire forskellige lande stod klar i foyeren for at møde kunstneren bag museets nye udstilling, Farvens sjæl, der åbner i dag.
Forklaringen skal formentlig findes i udstillingens undertitel: Dronning Margrethe IIs kunst.

En stor oplevelse for Dronningen

Men det er også helt unikt, at vi i Danmark har en dronning, der ud over at passe sine ceremonielle pligter på fornem vis også er en solid og habil billedkunstner, som Arkens direktør, Christian Gether, sagde i sin tale til pressemødet, inden Dronningen selv fik ordet:

Det er for mig en meget stor oplevelse at få lov at udstille her på Arken. Jeg var lettere paf, da jeg blev spurgt. Jeg havde ikke forestillet mig, at Arken skulle åbne sine døre og vægge for mig. Men det har været meget spændende, og jeg har været meget, meget glad for få lov til at udstille her, sagde Dronningen, og som dansk kunstelsker kan man også kun være stolt af at have en så kunstnerisk begavet regent, der oven i købet er gift med en prisvindende poet.

Prinsgemalens arbejde med kunsten er også et sted, hvor han finder ny næring til sin dagligdag, og det gør jeg i allerhøjeste grad også, når jeg maler. Når jeg står i atelieret og arbejder, tænker jeg overhovedet ikke på noget som helst andet. Derfor er det også meget spændende at vise det, man har lavet i de særlige timer, frem, forklarede hun.

Den hidtil største udstilling

Det er ikke første gang, at Dronningen træder frem som kunstner. Men Farvens sjæl er den hidtil største udstilling af Dronningens kunst, der følger hendes billedkunstneriske udvikling inden for de seneste 35 år med over 130 akrylmalerier, akvareller og découpager.

Dronningen har malet og tegnet hele livet, og allerede som barn foretrak hun at male landskaber, når der skulle tegnes i skolen. Men hun fik først for alvor blåt blod på tanden til at blive kunstner i 1970erne, hvor hun blev inspireret til at male en række akvareller af eventyrlandskaber, efter at hun havde læst Tolkiens bøger om Ringenes Herre. Siden har hun som kunstner udfoldet sit kreative talent i mange genrer.

Dronningens værker spænder fra lyse akvareller over humoristiske découpager til ofte dramatiske akrylmalerier af både landskaber, sten og senest fantasiknogler eller knokler, som hun selv kalder dem.

Som tiden er gået, har jeg vovet mig lidt længere ud på det dybe vand. Men jeg har altid bildt mig selv ind, at det, jeg lavede, var noget, jeg ikke kunne lade være med at lave. Det startede med, at der var nogle grønne og blå landskaber. Så kom der til at optræde nogle store sten inde i de landskaber. Derefter gik jeg på opdagelse i stenene, og pludselig begyndte stenene at ligne knogler, og så blev det til knokler på gul bund, forklarer Dronningen, der har hentet inspiration til at skære ind til benet fra sin fortid som arkæologistuderende, hvor hun blev undervist i dyreknogler og allerede dengang blev fascineret af deres form.

Der er håb i billederne

Men fælles for hendes værker er, at hun er en kunstner, som gør sig grundlæggende overvejelser vedrørende eksistensen, mener Christian Gether:

I Dronningens kunst konfronteres vi med det uhåndgribeligt store i tilværelsen. At betragte Dronningens kunst er som at få løftet en flig, at få åbnet en sprække til en anden dimension i tilværelsen. Og det kan kun gøres af en kunstner, som er kreativ, søgende og sårbar, og som stiller sine dybeste overvejelser om tilværelsen til skue. På den måde får vi som beskuere sat et nyt perspektiv på vor tilværelse, siger museumsdirektøren, der over for Kristeligt Dagblad tilføjer, at monarkens kunst også har en metafysisk dimension:

Dronningen opfatter verden som skabt, og det betyder, at når vi grundlæggende står afmægtige som mennesker over for tilværelsens uforståelighed, så er der alligevel en dimension af håb i billederne. Dette, at verden er skabt, gør, at godt nok er vi fnug i universet, men vi er ikke fortabte fnug, fordi vi har et tilhørsforhold til både naturen og den tilværelse, som vi er i. Det skaber en metafysisk dimension i billederne, siger Christian Gether og peger på, hvordan lyset strømmer ned over en række af monarkens motiver fra sten til rosenblade, hvor lyset splintres på overfladen og sendes tilbage i rummet i en myriade af farver, som han siger.

Når man ser på de seneste gule billeder, er der samtidig en memento mori-dimension over dem med skaller, skeletter og skrog. På den måde indeholder billederne et husk, du skal dø. Men hvor man i antikken ville sige, at livet er tragisk, fordi livets perspektiv er døden, må man sige, at livet ikke er tragisk i denne sammenhæng, hvor livet har et håb i sig. Og det er det, man kan se i det, som jeg som fortolker kalder vanitasmotiver. Og de værker opfordrer os som betragtere til at tage vare på vores liv og leve det lidt mere intenst, end vi ellers ville gøre, siger Christian Gether.

Dronningen nærmer sig det metafysiske

Selv er Dronningen dog mere forsigtig med at sammenkæde det religiøse med sin egen kunst:

For mit vedkommende er der ikke nogen direkte sammenhæng mellem de to verdener, siger dronning Margrethe og tilføjer:

Jeg maler helst, som jeg ikke kan lade være med at male. At det kan komme i samspil med den religiøse verden, er ikke noget, jeg bevidst har villet. Jeg har aldrig forsøgt at male den slags ting. Jo, jeg har lavet en altertavle engang. Det er klart, den skulle jo gå den vej. Men det er ellers ikke noget, jeg gør mig bevidst. Men hvis det har noget af det i sig, er det selvfølgelig, fordi man jo ikke maler i koldt blod, siger hun.

Christian Gether mener, at majestæten på den måde netop nærmer sig det metafysiske gennem sin intuitive fortolkning af tilværelsen:

Filosoffen Immanuel Kant taler om, at det sublime opstår, når man oplever noget, som er større end det, der kan omsættes i ord, som er mere end det, der kan fattes med det almindelige intellekt. Alt det, som er større end en selv, det ufattelige, som man alligevel ved er der. Det giver et større rum omkring en og en intuitiv fornemmelse, en førintellektuel forståelse af verden. Og det er denne førintellektuelle forståelse, som er så vigtig og så udbredt i Dronningens kunst, fastslår han.

Foto: Leif Tuxen.
”Som tiden er gået, har jeg vovet mig lidt længere ud på det dybe vand. Men jeg har altid bildt mig selv ind, at det, jeg lavede, var noget, jeg ikke kunne lade være med at lave. Det startede med, at der var nogle grønne og blå landskaber. Så kom der til at optræde nogle store sten inde i de landskaber. Derefter gik jeg på opdagelse i stenene, og pludselig begyndte stenene at ligne knogler, og så blev det til knokler på gul bund,” forklarer dronning Margrethe om udviklingen i sine billeder. Foto: Leif Tuxen.
Foto: Leif Tuxen.