DR’s fortrinlige kammerkor scorede et kunstnerisk selvmål af rang

Tomme budskaber om fred og akavet aktivisme gjorde DR Vokalensemblets bud på aktuel kormusik til en pinlig affære

DR Vokalensemblet sang fremragende ved torsdagens koncert. Men koncertens politiske budskaber lød hule, hvilket langsomt udviklede aftenen til et kunstnerisk selvmål af rang, skriver anmelder Sune Anderberg.
DR Vokalensemblet sang fremragende ved torsdagens koncert. Men koncertens politiske budskaber lød hule, hvilket langsomt udviklede aftenen til et kunstnerisk selvmål af rang, skriver anmelder Sune Anderberg. . Foto: Per Morten Abrahamsen.

En juvel i dansk musik er DR Vokalensemblet så afgjort. Få andre kor kan matche de 20 sangeres afstemte samklang, og sjældent forlader man deres koncerter uden at have set lyset i ofte ukendte, men velvalgte værker med moderne tilsnit.

Torsdag aften i DR Koncerthusets Studie 2 var en undtagelse.

Ikke fordi ensemblet faldt igennem, de sang for så vidt fremragende. Sopraner rejste sig som glasklare spir i højderne, basser fik jorden til at skælve under os. Smidigt strejfede enkeltstemmer akkurat hinanden i tætte linjer, og senere samledes de i vældige muskelklange.

Alligevel udviklede koncerten sig langsomt, men sikkert til et kunstnerisk selvmål af hule budskaber og kvalm aktivisme.

Fra land lagde man med David Langs ”Make Peace” (2016), en from elegi af små, cirkulerende motiver, der rejste sig som fontæner af kviksølv. En kold og fattet sentimentalitet, der højtideligt opfordrede til at skabe fred, hvor man kan.

Budskabet fik et nøk op i Ann-Sofi Söderqvists ”Crossroads” (2021), der paraderede tomme fraser om anstændighed. Musikken var alvorlig og kantede sig af sted med klare, stærke linjer, næsten som ét langt udråbstegn. ”Vi er menneskeheden,” lød det ublu til slut. Tak for kaffe – fairtrade, naturligvis.

”Had må overvindes af kærlighed,” indskød en af herrerne, inden ensemblet gav sig til at nynne med hånden for munden, hvæse som afrikanske krigere og stampe i gulvet. Alt sammen en del af Marie-Claire Saindons ordløse, men ikke just subtile ”When a Thought of War Comes” (2020).

Varme søgtes indskudt med klangskønne uddrag af Niels la Cours nyromantiske bud på Ingemanns salme ”Fred hviler over land og by” (1987). Men Tina Anderssons ”The Angel” (2011) fik med monoton mol og messende linjer, der smagte af middelalder, hurtigt slukket den ild.

Selvhøjtideligheden fik følgeskab af rendyrket, men uvirkeligt akavet aktivisme i aftenens hovedværk, Niels Rosing-Schows Black Lives Matter-komposition ”The Calls” (2022) med tekst af Brendan Fernandes.

I en teatralsk musik med delikate, højtstablede akkorder og ligetil imitation af politisirener opfordrede det vældigt hvide kor til, at man sluttede sig til deres kamp for sortes rettigheder. Selv var de klædt i stiliserede politiuniformer, vistnok for at understrege, at når det kommer til stykket, ønsker vi alle fred og fællesskab.

Og så stod de altså der på scenen med hver sin knyttede næve løftet mod himlen, for selv en hvid kattekilling kan jo godt føle sig som en sort panter. Det skal befolkningen i USA’s fattigste kvarterer nok sætte pris på.

DR Vokalensemblet: ”The Calls”. Dirigent Lone Larsen. DR Koncerthuset Studie 2, København. Torsdag den 9. februar.