DR's opgave er at sprede lys

Der findes masser af journalistik, der spreder mørke. Men DR skal være et værn mod intolerance ved at oplyse befolkningen - også gennem flere programmer om tro på troens egne præmisser, mener Michael Christiansen, der for nylig blev genudpeget som DR's bestyrelsesformand

Michael Christiansen har været med til at fyre 600 medarbejdere - herunder de 42 musikere i underholdningsorkestret - i sine første seks år som DR's bestyrelsesformand. Men selv med møgsager og massefyringer kalder han sit job for et stort privilegium. - Paw Gissel
Michael Christiansen har været med til at fyre 600 medarbejdere - herunder de 42 musikere i underholdningsorkestret - i sine første seks år som DR's bestyrelsesformand. Men selv med møgsager og massefyringer kalder han sit job for et stort privilegium. - Paw Gissel.

På Amager ligger en af Danmarks mest berømte byer - DR Byen - på én gang tungt og elegant som et arkitekttegnet ørige af beton og glas med en lille å, der skærer sig idyllisk igennem det hele.

Emil Holms Kanal løber ganske symbolsk igennem både Københavns Universitet og DR Byen, der jo selv producerer fjernsyn til seks kanaler og et hav af radiokanaler. Men den fysiske fælleskanal med universitetet passer øjensynligt DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen, godt. For begge institutioner er sat i verden for at oplyse folk, som han siger.

Den magtfulde mediemand tøver et øjeblik, da han skal svare på, om DR først og fremmest er en dannelsesinstitution eller en underholdningsfabrik. Men DR's 90 år gamle formålsparagraf sidestiller faktisk nyheder, debat- og samfundsstof og underholdning, påpeger han:

”Det er vigtigt, at man ikke vægter underholdning over de andre ting. Men man må godt 'undervise' på en underholdende måde. Jeg har selv undervist på universitetet i mange år, hvor jeg kunne se, at de undervisere, der ikke var underholdende blev forladt, uanset hvor dygtige de var. Det samme gælder DR. Det er ikke nok, at indholdet er i orden. Præsentationen skal også være i orden, så man pirrer folks nysgerrig og giver dem lyst til at lære mere. Og hvert eneste program i DR skulle helst ende med at gøre folk lidt klogere,” siger han, da vi sidder på hans glaskontor - et af de få lukkede - i DR Byen, der i øvrigt lever op til sit navn med sit virvar af travle journalister, fotografer og kendisser, der løber ind og ud af interview.

Det er en lille by i byen, der skaber nyheder til hele landet i mere end én forstand.

Alene i 2014 har flere af de mest diskuterede sager i landet på den ene eller anden måde handlet om DR selv, hvad enten det har drejet sig om budgetoverskridelserne ved Eurovision, Ole Bornedals kontroversielle dramaserie om 1864 eller lukningen af DR UnderholdningsOrkestret.

For alle har en holdning til DR, på samme måde som alle har en holdning til den landsby for folkevalgte og journalister, der arbejder på Christiansborg. Men de to parallelverdener, der på hver sin måde arbejder med danskernes hverdag og virkelighed, er også gensidigt afhængige af hinanden. Det er ofte i studierne her, at politiske debatter afgøres. Omvendt er det politikerne, der bestemmer, hvor mange penge DR skal have. Og man skal blot kaste et blik ud på den blafrende blå beklædning på Koncerthuset i blæsevejret udenfor for at huske, at licenskronerne ikke altid har slået til. Og at DR trods sit arkitekttegnede domicil også har måttet spare, så det har gjort ondt.

Michael Christiansen har selv været med til at tage de hårde beslutninger ved blandt andet at fyre 600 medarbejdere - herunder de 42 musikere i DR UnderholdningsOrkestret, DRUO - i sine første seks år som DR's bestyrelsesformand. Senest skabte sagen om lukningen af DRUO så stort tumult, at nogle politikere forsøgte at omstøde DR's bestyrelses beslutning:

”Hvis man som bestyrelsesformand ikke kan regne med, at en beslutning, som de politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer har bakket op omkring, gælder, fordi Folketinget har taget beslutningen over til sig, så er det meget vanskeligt at være bestyrelsesformand, så det glædede mig, at politikerne besindede sig.”

Flere komponister sagde ellers også, at I har amputeret en vigtig del af jeres egen historie med nedlæggelsen af DRUO?

”Enhver, der lever af musik, ville gå imod enhver form for besparelse. Og jeg tror, at jeg er en af dem, der har haft mest ondt af denne beslutning, fordi jeg kender orkestret så godt som tidligere chef for Det Kongelige Teater. Men det ændrer ikke ved den omstændighed, at DR er blevet mindre og skulle blive mindre. Og det kan ikke nytte noget, at vi ender med at sidde og spille musik for hinanden herinde. Der skal også være en del journalister, redaktører, teknikere og andre fagfolk, hvis vi skal kunne løfte vores opgave, og det er dem, der har holdt for i tidligere sparerunder.”

Man kan indvende, at DR laver en del programmer, som lige så godt kunne være lavet af kommercielle virksomheder, mens DRUO var unikt “

”Her er der tale om et fremragende orkester, men trods alt også et orkester med et repertoire, som kan videreføres af andre i et vist omfang. For vi har rigtig mange gode orkestre i forvejen. Selv uden et underholdningsorkester har vi 200 professionelle musikere og sangere i DR. Og vi kan ikke sætte os på alt musikliv i landet. Hvis man havde lukket Den Kongelige Ballet, som er landets eneste, var det en anden sag. Men denne smertefulde lukning har paralleller til, at vi også har lagt en del af vores andre produktioner ud af huset. Vi skal ikke lave alting selv på DR. '1864' var for eksempel også lavet af et produktionsselskab uden for huset.”

”1864” gav jo ellers også DR en del dårlig presse i året, der gik “

”Ja, men det handlede mest om, at der var nogle historikere, der ikke brød sig om dele af serien, som jo oprindeligt var den daværende kulturminister Per Stig Møllers gode idé. Hvis man skal lave en serie, bliver man også nødt til at give krigen et ansigt. Det gjorde Bornedal. Og det gjorde han rigtig flot. Jeg synes, at diskussionen om hans portræt af Monrad kom til at fylde for meget i forhold til, at det ellers var en god serie, men kritikken var ikke helt uforskyldt efter min mening. I al fald var det en serie, som delte vandende. Det væsentlige var dog, at '1864' fik os til at diskutere vores historie og fælles nationale traume.”

Har DR ikke et medansvar for det billede, der blev tegnet af blandt andre Monrad?

”Bornedal skulle da have kunstnerisk frihed til at skrive sine replikker, som han ville. Ingen ved jo heller ikke, hvad Hitler faktisk sagde i bunkeren, som det er fiktivt skildret i den fremragende film 'Der Untergang'. Men min egen holdning er, at man altid skal passe på, når man sætter personer, man ved meget om, ind i en sammenhæng, der i øvrigt er fyldt med korrekte facts. Bornedal har sin fulde kunstneriske frihed, men må naturligvis tåle kritik. Det må vi alle.”

I årets løb blev I i DR's ledelse også beskyldt for at være selvomsluttende og arrogante, ikke mindst i kølvandet på budgetoverskridelserne i forbindelse med Eurovision. Hvordan forholder du dig til den kritik?

”Vi må forholde os til, om vi kan kommunikere mere åbent, men der har jo ikke været tale om nogen intenderet arrogance. Men jeg synes, at kritikken af DR skyder ved siden af i forhold til budgetansvar for Eurovision. Det er rigtigt, at vi stod med valget mellem Herning og København, som det er kommet frem, men ens for de aftaler var, at værtsbyen skulle levere en arena, som levede op til internationale standarder. Det var det, man fra Københavns side forpligtede sig til. Derfor synes jeg heller ikke, at vi moralsk set skulle kunne holdes ansvarlig for nogen efterregning for, at budgettet for selve sitet skred. Ellers ville det jo betyde, at borgere i Herning skulle betale licenskroner for, at Københavns Kommune og Region Hovedstaden ikke kunne gennemføre projektet inden for bugettets rammer.”

Et forsigtigt smil breder sig i ansigtet på Michael Christiansen, der på trods af ubehagelige møgsager og massefyringer stadig har mod på at kæmpe for DR, så han har takket ja til en genudpegning som bestyrelsesformand de næste fire år. For DR's problemer er langtfra overstået, mener han:

”DR befinder sig som alle andre mediehuse i en situation, som man roligt kan sige er meget stærkt udfordrende. Man fokuserer meget på, at det er de skrevne medier, der har problemerne, men der er en tendens til at overse, at de elektroniske medier er på vej ind i tilsvarende strukturelle problemer. Danskernes elektroniske vaner er under voldsomme ændringer i disse år. Man bruger nogle andre apparater, end man tidligere har gjort med tablets og mobiler. Det er måske ikke den store trussel i sig selv, men det, der ændrer billedet radikalt, er streamingtjenesterne,” siger han og peger på, hvordan internationale, netbaserede underholdningsfirmaer som Netflix er med til at presse det traditionelle såkaldte flow-tv, hvor seerne ser, hvad der bliver sendt:

”Netflix er et tilbud, der gives på basis af vores egne præferencer. Det vil sige, at det enkelte menneske er sin egen redaktør. Men det, der er karakteristisk for medier som Kristeligt Dagblad og DR er, at der faktisk er en redaktør, der har en mening om, hvordan stof skal sammensættes og præsenteres med et helhedsbillede af, hvordan stoffet skal indgå i den almindelige borgers hverdag. Men en streamingtjeneste følger Googles natur ved hele tiden at analysere dine egne behov og forstærke dem. Derved forsvinder redaktøren ud af dit liv, og den samlede bearbejdning af stoffet kommer under pres. Og det kan ende med at blive et demokratisk problem, fordi ingen så fastholdes på at få øjnene op for andre måder at se verden på.”

Den udvikling er allerede tydelig i USA, hvor der er ikke er public service, påpeger han:

”Hvis man er republikaner, ser man republikansk tv. Man ser slet ikke demokratisk tv. Man ser det, man én gang har valgt. Det samme princip følger streamingstjenesterne. Og derfor er de en trussel mod den måde, vi præsenterer public service på.”

Men udfordrer I danskere nok som redaktører, når I for eksempel allerede har parkereret kultur- og trosstoffet på en nichekanal som DR K i stedet for at præsentere det for flere danskere på DR 1?

”Jeg bliver gang på gang mødt med spørgsmålet, som jeg ikke helt forstår. Det er jo sådan set aviserne, der har opfundet kultursektionerne. På samme måde siger vi, at de, der er særligt interesserede i dette stofområde, får særlige indlæg i 'avisen'. Da jeg kom til, var der kun to kanaler. Nu er der seks. Det vil sige, at kulturen skulle kæmpe om pladsen på DR 1 og DR 2. I dag skal kultur ikke kæmpe om pladsen. Nu nævner DR 1 og DR 2 i stedet, hvad der foregår på kulturkanalen. Folk kan så tage det magasin eller lade være. Selve tankegangen om at 1,8 millioner danskere bliver på kanalen efter X Factor, hvis der kommer et kirkeligt magasin, er dybt naiv.”

Hvis man ser på seertal kan man alligevel se, at der var langt højere seertal for tro- og kulturprogrammer, da de lå på DR1 end på DR K?

”Det er helt klart. Men lejlighedsvist flytter vi jo også ting, der startede på DR K eller DR2. Bonderøven og Spise med Price startede for eksempel på DR2 og blev siden flyttet over på DR1.”

Men så flytter I vel også primært programmer efter popularitet, og risikerer man så ikke at fremmedgøre en stor del af befolkningen for kultur- og trosstof, hvis de ikke bliver præsenteret for det på hovedkanalen?

”Jeg er stor tilhænger af at opgradere kulturstoffet i nyhederne. For du har ret i, at vi ikke kommer videre, hvis kultur kun er forbeholdt 4-5 procent af befolkningen. Men det er også en arbejdsdeling mellem DR1, hvor alle skal kunne være med og nichekanalerne, hvor man kan gå i dybden med det, der måske ikke interesserer alle. I øvrigt er DR K igen i år den hurtigst voksende danske tv-kanal, så mere niche er det heller ikke. Og det vidner om, at folk gerne vil have en kanal med en ambitiøs kulturdækning.”

Men mange af troens temaer som liv, død og meningen med livet vedkommer jo netop alle?

”Det er jeg helt enig med dig i. Vi skal ikke påtvinge nogen stoffet, men vi skal sørge for, at tilbuddet er der. Og Anders Lund Madsens fremragende programmer om døden viser jo også, at der ikke er nogen begrænsning for, hvor mange der kan have lyst til at se et program om livet efter døden, hvis formatet er rigtigt.”

I har jo også ansat Bibelselskabets generalsekretær Morten Thomsen Højsgaard til at styrke området. Men hvordan skulle sådan en styrkelse af trosstoffet komme til udtryk?

”Blandt andet ved at opsøge de steder, hvor troen gror, men også der, hvor den er ved at visne. Men under alle omstændigheder synes jeg, at det er vigtigt, at vi beskæftiger os med troens indhold og ikke bare troens historie og sociologi. Jeg synes, at der er sket meget i DR, men jeg synes roligt, at man kan lave mere af den art.”

Hvordan vil du beskrive dit eget forhold til tro?

”Jeg har en tro, som jeg vil beskrive på den måde, at der er et uforklarlighedscentrum i mig, som jeg har helt overladt til noget, der ikke er særligt rationelt. Og jeg har accepteret, at min rationalitet har en grænse, hvor jeg er præget af nogle holdninger, der kommer et helt andet sted fra. Det er et slags åndeligt sanctuarium, mens jeg bevæger mig rundt i denne her verden, hvor stort set alt andet er rationalitet. ”

Vil du beskrive din tro som kristen?

”Ja, selvfølgelig. Kristendommen har påvirket mig siden min barndom. Jeg er opvokset i en præstefamilie, og min egen søn er præst i Australien i den anglikanske kirke. Min bedstefar var fængselspræst i 30 år, og min familie har altid koblet deres sociale bevidsthed sammen med den trosmæssige baggrund. Det har også præget mig. I mit barndomshjem kom der nogle af de tidligere langtidsfanger, som min morfar havde været præst for i Horsens Statsfængsel. Man kan vel ikke komme tættere på samfundets egentlige bund end at være sammen med langtidsfanger. Men min mor tog dem med ind, og det påvirkede mig for livet,” siger Michael Christiansen, der mener, at troen kan have meget at sige, når det gælder både næstekærlighed og eksistentielle spørgsmål:

”Min egen søn har blandt andre arbejdet som præst på et hospice, hvor man også bliver konfronteret med de rum, som troen åbner, når man står på sidste station inden døden. Og jeg var selv departementschef i Forsvaret, da vi gik med i Golfkrigen, og danske præster pludselig skulle forholde sig til, at staten gav danskere ordre til at dræbe. Der havde jo ikke været nogen i den danske folkekirke, der havde beskæftiget sig med villet død siden 1864. Og det var meget spændende samtaler, der blev ført med præsterne dengang,” siger Michael Christiansen, der på den måde også mener, at teologi kan tilføre en ekstra dimension til store etiske dilemmaer i de politiske beslutningsprocesser, der ellers kan være præget af 'tørre cifre og magtstrategier.'

Det er dog hverken tros- eller kulturstoffet, der ligger Michael Christiansen mest på sinde som bestyrelsesformand i DR:

”Jeg er kulturmand selv, men når solen går ned, er det vigtigste, at vi beskytter vores pluralistiske demokrati og arbejde kontinuerligt med at udbrede tolerance. Intolerancen slumrer i os alle. Men tolerance hænger sammen med én ting - viden. Det man ikke ved, hvad er, er man bange for. Der er rigtig meget journalistik, der spreder mørke. Vores opgave er at sprede lys ved at oplyse folk om alt fra sociale forhold til politik og plastik operationer. Vi skal simpelthen udfordre danskerne ved at vise dem en større verden end deres egen. Og når valget er afholdt til sommer, så er mit store håb, at DR af folk opfattes som det sted, hvor de blev oplyst nok til at træffe deres egen beslutning om, hvem de skulle stemme på og hvorfor.”