Dr.theol. og forfatter: Pietismen ligger på lur i Kierkegaards teologi

Da Søren Kierkegaard var barn, tog hans far ham med til møder i Brødremenigheden. Selvom Søren Kierkegaard som voksen udtalte sig dybt polemisk om Brødremenigheden, har den pietistiske bevægelse alligevel sat sig spor i hans teologi, mener den bogaktuelle dr.theol. Anders Kingo

Anders Kingos bog ”Søren Kierkegaard og herrnhuterne – om teologi og forkyndelse i moderne tider” er netop udkommet på Fønix Forlag. Kingo mener, at Søren Kierkegaard kan have været ganske præget af pietistiske tanker og strømninger.
Anders Kingos bog ”Søren Kierkegaard og herrnhuterne – om teologi og forkyndelse i moderne tider” er netop udkommet på Fønix Forlag. Kingo mener, at Søren Kierkegaard kan have været ganske præget af pietistiske tanker og strømninger. Foto: Lene Esthave/Ritzau Scanpix.

Hvis filosoffen og teologen Søren Kierkegaard havde levet i dag, ville han have rystet på hovedet af den flakkende og søgende dansker, der leder efter livets mening i alt fra selvhjælpsbøger til selvrealisering. Den udbredte tendens til at styre sit liv ved at mærke efter i sig selv ville han have fundet latterlig. For når det kommer til de store spørgsmål om livets mening, gav han ikke meget for følelser, siger Anders Kingo, dr.theol. og valgmenighedspræst, der er aktuel med en ny bog om netop Søren Kierkegaard.

”Søren Kierkegaard var meget klar i forhold til, at det ikke går an at fundere sandheden på de menneskelige følelser. De er omskiftelige størrelser, hvor vi som individer er kastebolde for både glæder og sorger. Men sandheden om Gud er absolut. Derfor må det være følelserne, der udspringer af sandheden, og ikke omvendt,” siger han.

Af samme grund tog Søren Kierkegaard afstand fra en af de teologiske strømninger, der prægede hans tid, nemlig pietismen. Også her tog man udgangspunkt i følelseslivet og tillagde det stor betydning i forhold til at erkende Guds mening med livet. De relativt få gange, Søren Kierkegaard omtaler pietismen i sine værker, er polemikken tydelig.

Alligevel mener Anders Kingo, at der gemmer sig mere i Søren Kierkegaards forhold til pietismen. I sin nye bog argumenterer han ligefrem for, at Søren Kierkegaard bærer en vigtig arv med sig fra denne teologiske bevægelse. Bogen hedder ”Søren Kierkegaard og herrnhuterne – om teologi og forkyndelse i moderne tider” og undersøger den berømte filosofs forhold til den milde form for pietisme, man fandt hos den herrnhutiske brødremenighed.

Søren Kierkegaard var selv rundet af det pietistiske. Hans far, Michael Kierkegaard, var vokset op i et miljø præget af den herrnhutiske brødremenighed i Vestjylland og tog som voksen selv sin familie med i Brødremenigheden i Stormgade i København. Det betød ifølge Anders Kingo, at Søren Kierkegaards barndomssøndage var kendetegnet ved, at de om morgenen gik til gudstjeneste i statskirken og senere på dagen tog til møde i Brødremenigheden i Stormgade.

Ville gøre religion personlig relevant

Selvom det længe har været velkendt, at Søren Kierkegaard kom til møder i Brødremenigheden som barn, er det ifølge Anders Kingo aldrig blevet grundigt undersøgt, hvordan det har præget Kierkegaards egen teologi. Han ser derfor sin bog, der baserer sig på hans egen doktordisputats, som et stykke grundforskning.

”Det mest konkrete tegn på den pietistiske arv er, at Søren Kierkegaard overtog deres sprogbrug. Han bruger for eksempel ord som inderlighed, omvendelse og efterfølgelse. Men han tapper ordene for deres oprindelige indhold og giver dem en ny betydning. En betydning, han ikke definerer, men som skal læses ud af sammenhængen. Det vil derfor være forkert at sige, at han står for en anden form for pietisme. Det er noget helt andet,” siger han.

Den herrnhutiske brødremenighed stod for en følelsesbetonet, pietistisk teologi. Den var meget fokuseret på Kristi lidelser, og ifølge Anders Kingo kunne en prædiken typisk bestå af en detaljeret udpensling af, hvilke lidelser Jesus gennemled, hvorefter prædikanten så på menigheden og sagde:

”Alt dette har Kristus gjort for dig. Hvad har du gjort for ham?”

Søren Kierkegaard tog afstand fra denne insisterende måde at fremkalde følelser på. I en af sine tekster sukker han ligefrem ad Brødremenigheden og deres evindelige stirren på Kristi sår og lidelser, som han formulerer det.

Alligevel deler han en intention med pietisterne, mener Anders Kingo. For at forstå det må man gå lidt idéhistorisk til værks. Da Martin Luther døde i 1546, efterlod han sig et enormt forfatterskab, men ikke en egentlig dogmatik eller kirkelære. Derfor fik de unge lutherske kirker et stort behov for at definere, hvad luthersk kristendom er, og hvad det vil sige at være en evangelisk luthersk kirke i verden. Det var en intellektuel øvelse i at sige, hvad der var det rigtige. Til gengæld blev det enkelte menneskes personlige tanker og forhold til verden og Gud negligeret eller underbetonet.

Følelser er for flygtige

Her kom pietismen med dens forskellige retninger til og rettede fokus mod mennesket og dets følelser og personlige forhold til Gud. Og den intention om at få gjort religionen inderlig og personlig relevant deler Søren Kierkegaard med pietisterne, forklarer Anders Kingo.

”Han er enig i, at kristendommen ikke er en objektiv lære, men at den er noget, der angår menneskets eksistens. For eksempel er læresætningen ’Jesus døde langfredag for dine synders skyld’ kun interessant, hvis man også kan sige, hvad det så betyder for mit liv. På samme måde er han enig med pietisterne i, at kristendommen er inderlig,” siger han.

Alligevel er det vigtigt at understrege, at på trods af enigheden mener Søren Kierkegaard, at pietisterne vægter det personlige i kristendommen på et forkert grundlag. Og selvom begge bruger ordet inderlighed, mener de noget vidt forskelligt med det. Anders Kingo forklarer, at den altafgørende forskel er, at pietisterne i sidste ende funderer deres kristendomsforståelse på følelser, hvilket Søren Kierkegaard er imod. Han mener, at følelser er alt for flygtige og svingende til, at man kan fundere sandheden på dem.

”Søren Kierkegaard er dybt præget af den pietistiske tankegang. Han gør brug af samme vokabular, og teologien udspringer på mange måder af samme intention. Men han tager teologien et helt andet sted hen. For ham er Gud forudsætningen for at tale om menneskelivet. Den forudsætning, som er det evigt uforanderlige,” siger han.

Netop den uforanderlige Gud er et tema, der går igen igennem Anders Kingos nye bog. Det er især Søren Kierkegaards vægtlægning på Guds uforanderlighed, der er med til at adskille hans teologi fra herrnhuternes. Og hans syn på uforanderligheden kommer også til at gå i rette med megen af den teologi, man ser udfoldet i folkekirken i dag, forstår man på Anders Kingo.

”Der er en tendens i dag til, at teologien skal følge med tidsånden, og til at gøre Gud foranderlig. Men Søren Kierkegaards pointe er, at Gud er selve forudsætningen for at kunne tale om menneskelivet. Forudsætningen er det evigt uforanderlige. Hvis sandheden og gudsbegrebet bygges på følelser eller tidsånden, har vi foranderligheden. Ifølge Søren Kierkegaard har du dog kun fast grund under fødderne, hvis du bygger livet på uforanderlighed,” siger han.