Drukferie er en moderne form for overgangsritual

Den problematiske danske alkoholkultur udvider i disse år kampzonen, og det kan forældrene næppe dæmme op for alene

"Den danske drukkultur har været meget omtalt de senere år, og selv om en modbevægelse efterhånden er ved at sætte ind i forhold til gymnasiernes festglade markedsføring og universiteternes rusture, synes det på andre punkter, som om drukkulturen bliver taget til et nyt niveau," skriver Nils Gunder Hansen.
"Den danske drukkultur har været meget omtalt de senere år, og selv om en modbevægelse efterhånden er ved at sætte ind i forhold til gymnasiernes festglade markedsføring og universiteternes rusture, synes det på andre punkter, som om drukkulturen bliver taget til et nyt niveau," skriver Nils Gunder Hansen. Foto: Jakob Dall Denmark.

Danske gymnasieelevers vilde druk og hærgen i Prag har været et stort debatemne. Der har været flere kuriøse bud på en forklaring, blandt andet, at det var den tidligere VK-regerings skyld. Men er den traditionelle borgerlige formaning om, at det er forældrenes ansvar, egentlig ikke lige så komisk og verdensfjern? Forældrene er jo ligesom ikke til stede.

LÆS OGSÅ:
Forældre må tage ansvar for unge på druk

Nå nej, men så er der vel tale om dårlig opdragelse, fordi de unge ikke er fjernstyrede via det forældreindsatte over-jeg? Der er noget rørende over den betragtning. Den forudsætter, at familierne stadigvæk er faste kerner af stabilitet og autoritet, der ligger spredt ud i nutidens kaotiske samfund som en hel masse små enklaver fra 1950erne. Og en del af disse celler har så på fatal vis fejlet.

Men man kan diskutere, om familien stadig er den primære opdragelsesinstitution, en mikro-orden der skal forankre samfundets større orden. Langt de fleste børn er jo fra helt små institutionaliserede. En nylig undersøgelse viste endda, at de små institutionsbørn klarer sig bedre senere i livet end de få hjemmegående børn.

Den danske model er gået meget langt i det, man kalder defamilialisering (af-familiegørelse) i velfærdsforskningen. At tørre ansvaret for Prag af på forældrene virker derfor som en nostalgisk miskendelse af, hvilken type samfund vi egentlig har. Det kan lige så godt være vuggestuens skyld. Eller Disney-Channels.

Måske er det slet ikke et spørgsmål om (dårlig) opdragelse. Det er alment kendt, at man kan foretage sig dumme og ubetænksomme ting, når man er ung og fuld. Og det kan man, uanset hvor godt man er opdraget. Midaldrende chefredaktører og andre samfundsstøtter har i anledning af Prag offentligt bekendt, at de selv drak sig temmelig fulde, da de var i gymnasiealderen. Og de var endda opdraget i de gode gamle dage.

Skal man da bare slå sig til tåls med, at der intet nyt er under solen? Jeg tror ikke på de apokalyptiske advarsler om, at tiden er af led, hvad angår opdragelsen og unges adfærd.

Men der er noget, der ikke er, som det altid har været. Den danske drukkultur har været meget omtalt de senere år, og selv om en modbevægelse efterhånden er ved at sætte ind i forhold til gymnasiernes festglade markedsføring og universiteternes rusture, synes det på andre punkter, som om drukkulturen bliver taget til et nyt niveau.

Til enhver tid har man haft fester og udskejelser, tider og steder, hvor der gjaldt andre regler end til hverdag, karnevallet som the world turned upside down. Men disse zoner af undtagelse i forhold til arbejdsliv og hverdag var begrænsede enten i tid (festen sluttede på et tidspunkt) eller sted (man gik på værtshus). Der var et vist proportionelt forhold mellem hverdag og fest, bestemte rytmer, også dikteret af, at der ikke var materiel overflod, og at samfundslivet generelt lå i fastere rammer.

Disse rytmer antastes selvfølgelig af det materielle overflodssamfund fra 1960erne og frem. Og det er, som om man i de senere år for alvor har udvidet druk- og festzonen. Et enkelt tegn på det er, at torsdag aften er blevet til lille fredag. To af grundformerne for udvidelsen er musikfestivalen og (druk)ferien. Det er simpelthen blevet kulturelt acceptabelt at drikke mange dage i træk, og der er steder, der defineres som indrettet på, at man kan drikke og opføre sig hæmningsløst. Man kan betænke, hvor mange uofficielle dage Roskilde Festival er udvidet med gennem årene, og hvordan bestemte feriesteder defineres som drukferiesteder: først Sunny Beach og nu Prag.

Oven i ungdom og gruppepres, som er to heftige ingredienser i sig selv, kommer en bestemt kulturel rammesætning: På dette sted, i denne periode er det meningen, at man skal opføre sig ekstremt. Og både forældre og medier ombølger for eksempel Roskilde Festival med en gigantisk velvilje. Den har efterhånden udviklet sig til en initiationsrite på linje med konfirmationen. Og hvorfor varer Roskilde Festival egentlig ikke en måned?

Jeg elsker også familiefilmen Max Pinlig på Roskilde, men hvad med Max Pinlig i Prag? Den danske drukkultur version 2.0 har svært ved at trække grænsen mellem hyggen og det sorte hul. Og det er den kultur, der skal tilbagerulles gennem en fælles indsats.

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hver anden uge om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv