November 1893. 26 fiskere fra den lille vestjyske by Harboøre er under et stormvejr druknet, og det lille fattige og indremissionske samfund er med et på alles læber. En ung journalist fra avisen Socialdemokraten drager fra hovedstaden mod vestkysten for at dække den nærtforestående begravelse. Her forarges han af den indremissionske præst, der i en dundertale fordømmer flere af fiskerne for deres manglende tro. Han sætter sig for at få præsten afsat og for at redde de stakkels fattige fiskere ud af kløerne på Indre Mission.
Sådan er plottet i Det Olske Orkesters nye forestilling ”Salt”, der til marts får premiere på Aalborg Teater. Forestillingen er anden del af teaterensemblets trilogi: ”En nations selvhad – Danmark mellem skam og selvovervurdering”, som med nedslag i tre perioder af danmarkshistorien afsøger danskernes selvforståelse gennem 300 år. Delvist inspireret af Hans Kirks klassiker ”Fiskerne” og af de virkelige omstændigheder omkring drukneulykken i 1893 er ensemblet med forestillingen nået til slutningen af 1800-tallet.
”Der er noget helt særligt over den periode i danmarkshistorien. Danmark har spillet højt spil og tabt, og landet er blevet mindre på så mange måder. Vores selvforståelse ændrer sig, og hvor vi før har været fokuserede på verdensherredømmet, vender vi os indad og lukker sammen om os selv. Idéen om en særlig danskhed opstår sammen med en spirende nationalisme,” siger Lotte Faarup, der er instruktør og manuskriptforfatter på alle tre forestillinger.
Men hvorfor vælge den tragiske begivenhed og den efterfølgende mediestorm, som udtryk for den tid?
”Det er interessant, at vi her har et sammenstød mellem to verdener og livsanskuelser. Fiskernes liv er så hårdt og voldsomt, at de må have troen, overtroen og de rammer, som det giver, for at klare sig igennem livet. Hvorimod den unge journalist aldrig har skullet tænke over, hvor det næste måltid kommer fra, og kan tillade sig at svæve i kunstens og filosofiens verden,” siger Lotte Faarup.
I mødet mellem den velstillede, idealistiske og på papiret åbensindede grundtvigianske journalist og det lukkede, fattige og bogstavtroende indremissionske samfund bliver kultursammenstødet uundgåeligt. Det vækker, som dramatikeren siger, mindelser om nutidens religions- og kultursammenstød. Og det bliver særligt interessant, fordi det handler om nogen, der har et projekt på andres vegne. Hvor det ofte i dag er Indre Mission, som bliver udråbt til skurken, er det i forestillingen også den unge journalist og hans hjælpeprojekt, der står for skud. For hjælpeprojektet er falsk, mener dramatikeren.
”Hvis man virkelig vil hjælpe mennesker, så bliver man, som Søren Kierkegaard siger, nødt til at forstå, hvor de står og kommer fra. Man skal starte med at interessere sig for dem rent menneskeligt,” siger hun.
”Den unge journalist starter ud med at ville hjælpe og redde fiskerne, men han sætter sig aldrig ind i deres situation og kan ikke forstå dem. Derfor er projektet fra start dømt til at fejle.”
Forestillingen er en historie om religion og tro, men også en historie om skellet mellem rig og fattig i 1800-tallet. For at fortælle om det er Lotte Faarup dykket ned i lokalarkivet i Harboøre, talt med lokalsamfundet og trevlet sig gennem datidens aviser for at få så præcist et billede af de historiske begivenheder og omstændigheder som muligt. Men forestillingen er ikke en én til én repræsentation af virkeligheden, og eksempelvis er navnet på den indremissionske præst i Harboøre ændret.
”Jeg er ikke ude på at lave en historisk korrekt overlevering af de her begivenheder. Jeg er ikke nogen historiker – det er, som Kim Leine så fint har sagt om sine grønlandsfortællinger, magikeren der skal stå over magisteren” siger hun.
”Men jeg vil gerne lade mig inspirere af det faktuelle. Jeg kan slet ikke fantasere mig frem til en historie, som er så kompleks som den virkelige hændelse. Men jeg har været nødt til at bøje tingene, så jeg kan få et eventyr, en fortælling, ud af det.”
Den første forestilling i trilogien, ”Sukker”, havde premiere i foråret 2018. Den foregik i 1700-tallet, hvor Danmark var en international stormagt med kolonier i fjerne verdensdele. Et på mange måder mørkt kapitel i historien, hvor danskernes erobringstrang og slavehandel gjorde Danmark rigt. Men også en tid, hvor humanisme og videnskab spillede en stadigt større rolle, og tanken om det hvide overmenneske blev udfordret og opbygget på ny, nu forklædt som et retfærdigt overmenneske.
En menneskeopfattelse, der trækker tråde gennem journalisten i ”Salt” og hans falske hjælpeprojekt og frem til nutiden. Og det er her trilogien om danskernes selvforståelse til næste forår ender, når den tredje og sidste del får premiere under titlen ”Hvem er det der banker på?”. Et stykke, der skal handle om den igangværende flygtningekrise.
Det lyder unægteligt politisk. Og det er det også uden tvivl, siger Lotte Faarup. For hun er vred og indigneret over nutidens Danmark, og projektet har for hende handlet om at forsøge at forstå, hvor det hele starter.
”Trilogien udspringer af en lyst til at give nogle dybere bevæggrunde for den nationalisme og racisme, som jeg ser i dag. Jeg vil gerne skære ind til benet i den fortælling. Og der bliver det for let at gå tilbage til engang i 1970’erne, hvor de tyrkiske gæstearbejdere kom herop, og sige, at problemet starter der. Sagen er, at vi bliver nødt til at gå mange hundrede år tilbage, hvis vi skal finde roden til det,” siger hun.
”Jeg er hverken historiker eller politiker, jeg er kunstner og fortæller. Derfor er det ikke min opgave at komme med svarene, men at stille spørgsmål. Med forestillingerne beder vi danskerne om at tænke sig om og revurdere deres forståelse af sig selv, danskhed og vores plads i historien.”