Det er ingen overdrivelse at sige, at et af filosofihistoriens største værker grunder sig på ulykkelig forelskelse. Og at en af filosofihistoriens mest kendte kvinder er Regine Olsen, der er blevet berømt som den kvinde, Søren Kierke-gaard aldrig fik. Ikke fordi han ikke kunne få hende, men fordi han ikke ville have hende. Han ville ikke udsætte hende for sig selv. Derimod ville han gerne sætte hende i værk, så at sige, og det blev til Enten-Eller med den inciterende Forførerens Dagbog fra 1843 som udgivelsens bankende hjerte.
Bogen blev skrevet på Søren Kierkegaards brud med Regine Olsen og er således skrevet frem på den lykke, der i filosoffens tilfælde udsprang af en ulykke. En selvpåført lidelse, der imidlertid fødte en helt anden form for passion. Passionen for skriften, tanken, forestillingen og forvandlingen af det erotiske begær til en suveræn frigjort følelse. At digte sig ind i en Pige er en Kunst, at digte sig ud af hende er et Mesterstykke, som Søren Kierkegaard skriver. Et præcist signalement af Forførerens Dagbog.
Som hos alle store forførere i verdenslitteraturen er det interessante for Johannes i Forførerens dagbog ikke selve den erotiske akt, men alle de forføreriske strategier, der leder frem til den. Således at gøre sig til genstand for den udkårnes opmærksomhed, iscenesætte situationer og møder, der gradvist vækker hendes attrå, tilkaste hende blikke, der får hende til at rødme, og svøbe hende i ind i galant tale, der løsner hendes lidenskab. Forførerens talent er at få kvinden til at føle sig set som den eneste ene, for derved bliver han selv set. Af samme grund kalder Søren Kierkegaard forføreren for en æstetiker. Det er skønheden i riten, der fascinerer forføreren og den fortryllende følelse af forventning, der fylder begge parter og får dem til at længes og drømme.
LÆS OGSÅ: Nutidens kunstanmeldere er selvoptagede
Kærligheden lever i og næres af den tilbageholdte lidenskab, den befrugtes ved afstanden, der virker æggende og telepatisk som et sjæleligt favntag. Når først forholdet fuldbyrdes, affortrylles det i en og samme bevægelse, og fører uvægerligt til bruddet mellem de to. Det du holder af er den første Forliebelse, som Kierkegaard skriver. Det tilfældige møde. Bliver det til mere, bliver det til vane, og den hemmelighedsfulde stemning, den dybe uskyld, der er forelskelsens gedulgte kendetegn, brydes ned og forholdet ender som en banalitet. Så hellere bruddet, som Johannes Forførerens med Cordelia, som Søren Kierkegaards med Regine. Tilbage er savnet som filosofisk og i videre forstand kunstnerisk motor, der kaster værker af sig og får den enkelte til at tænke ud over sig selv, ikke så meget for at nå ind den anden igen, men for at nå frem til det egentlige. Længslen bliver genstandsløs, transcenderende.
Med udstillingen Kærlighedens Labyrint markerer Fyns Kunstmuseum 200-året for Søren Kierkegaards fødsel. Igennem malerier, skulpturer, tegninger og grafik fra museets egne righoldige samlinger ledes beskueren igennem kærlighedens labyrint og dermed igennem de talrige forvandlinger af kærlighedens væsen, der er livets og efterlivets. Udstillingen i museets centrale sal er bygget op omkring en række temaer: Hvordan ser en forfører ud?, De unge piger, Forelskelse, Farligt begær, Ulykkelig kærlighed og Til døden jer skiller.
Der vises primært værker fra den tidlige romantik og frem til anden halvdel af det 20. århundrede. Det er der en pointe i. For den romantiske kærlighed har været konstituerende for pardannelser i den vestlige verden siden slutningen af 1700-talet. Hvor ægteskab og samhørigheden mellem mand og kvinde tidligere kunne være bundet kontraktligt i stand og i moralske, praktiske og religiøse hensyn, frigøres kærligheden og bliver virksom i egen ret i romantikken. Ægteskabet ændrer sig fra at være en kontrakt indgået mellem to mennesker til at være en alliance mellem et par, der er filtret ind i hinandens følelser i en form for prisgivelse, gennemlyst af kærlighed.
Konstituerende i den bevægelse er forelskelsen, der begrebsliggør sig som suveræn følelsesmæssig kategori i slutningen af 1700-tallet, hvor eksempelvis forfatteren Jens Baggesen i det i flere henseender grænseoverskridende værk Labyrinten (1792-1793) som en af de første bruger betegnelsen forelskelse som drivende og bærende kraft i kærligheden. Dermed åbnes der også for den mere vilde, kaotiske og farlige side af kærligheden, lidenskabens tøjlesløse og sværmeriske side, som Kierkegaards samtidige, digteren og lægen Emil Aarestrup, havde et sensitivt blik for. Af samme grund kunne han i et digt fra 1838 kalde sit sind for okkuperet af tanken om kvinden og dermed beskrive forelskelsen som en slags besættelse.
Der skal to til et møde. En genspejling. Selv den mytologiske Narcissus troede sig forelsket i en anden, da han så sit eget spejlbillede. Og som for adskillige andre forelskede i kærlighedens lange historie åbnede der sig en afgrund under ham. Udstillingen er således også bygget op i parvise gensidigt spejlende sektioner, hvor de to første stiller mand og kvinde op over for hinanden. De maskuline forførere i en række portrætter, der eksponerer den mandlige selvbevidsthed og iscenesættelse som uudgrundelig mørk helt a la Byron over for en række kvindeportrætter og nøgenstudier. Kvinden er i de fleste tilfælde set med mandens (in casu den mandlige kunstners) nydelsesfulde blik, der suggestivt klæder hinanden af. Der er således i romantikken, at der bliver normalt at tegne og male efter kvindelig nøgenmodel, og hvor C.W. Eckersberg som akademiprofessor og kunstner får et særligt blik for den kvindelige fysik, der trækker hende ud af den uskyldige, blufærdigt rødmende sfære og ind i erotikkens mere pågående kødelighed.
Men alt sammen har det jo ét formål. Nemlig ligesom hos Søren Kierkegaard at skabe et (tanke-)billede. Forelskelsen, forførelsen, bruddet, savnet og skylden er billedskabende. I et vidunderlig lille allegorisk motiv af Tegnekunstens oprindelse (1811) skildrer Eckersberg al kunst og forestillingsevnes udspring. I motivet henlagt til antikken viser han en korintisk kvinde, der skal til at sige farvel til sin elskede, og for at huske ham, ja indprinte sig ham, tegner hun hans skygge af som en kontur på klippen bag ham. Han bliver et billede for hende, i bogstaveligste forstand et efterbillede, en erindringsstruktur, når han et øjeblik efter er væk, rejst ud i verden og forsvundet ud af hendes favn. Således adskilt fra hende er han der imidlertid stadigværk. Som et synsfelt på væggen, hvor de skiltes.
På udstillingen kan beskueren møde kvinden som idealfigur, som i Einar Utzon-Franks lille bronzestatuette af Beatrice (1924), der jo er Dantes lederstjerne på vejen fra helvede og ind i Paradis, og beskueren kan møde kvinden som fatal forlokkende skikkelse. Overdådigt i Elisabeth Jerichau-Baumans dekadente, glinsende våde Havfrue (1863), og ekstatisk i Jens Adolf Jerichaus Susanne (1914-15), der blotter sig for Rådet i det apokryfe motiv. Forelskelsen strækker sig fra det kyske møde og den prøvende omfavnelse til det farlige begær, der er sindsoprivende og opslugende, og vidner om trolddommen på læben og afgrunden i blikket, som Emil Aarestrup digtede frem som tegn på fristende kvindelighed.
Kærlighedens finale øjeblik er, hvor den bliver transcenderende. Som ved afskeden eller bruddet, hvor kærligheden bliver ulykkelig, eller ved døden, hvor kærligheden forvandles til stille sorg. Udstillingens finale værker hører således til i denne kategori. Som A.C. Tersløses Jeg drømte livet var lykke (1910), hvor en kvinde klædt i sorg sidder ved den sorte kiste. Bag hende vidner en skønvirkebord af valmuer om den evige søvn og den lykke, der fortaber sig som hallucination. Billedet er et af de symbolistisk prægnante værker på Fyns Kunstmuseum, der ejer en god portion fine værker fra tiden omkring år 1900, som også det dramatiske og lettere kitschede genrebillede Frelst (1891) af Valdemar Irminger. Billedet viser en sømand, der kravler i land efter et skibsforlis i stormvejr. Hvad der har holdt ham oppe og bragt ham frelst i gennem bølgerne, vidner tatoveringen på hans ene arm om. Her er den elskede af afbildet. Det er tanken om hende, ønsket om gensynet, der har givet ham styrke og energi til at nå i ly fra stormen.
Man er ikke helt sikker på, at Søren Kierkegaard ville have magtet at bringe sig frelst fra et forlis på havet ved tanken om Regine Olsen, endsige at han havde en tatovering af hende på armen! Ved bruddet reddede han sig netop ikke i land, men kastede sig ud på de 70.000 favne i stedet, men det er jo en anden historie