Prøv avisen
Fra kulturradikal til katolik

Præst: Johannes Jørgensen så sin egen svaghed i øjnene, og det viser hans styrke

Martin Bergsøe har tidligere været underviser i litteratur på universitet og katolsk præst, men siden 2004 har han været frikirkepræst i Bibelværkstedet i Nykøbing Falster. – Foto: Leif Tuxen

Digteren og forfatteren Johannes Jørgensen var en litterær stjerne i det kulturradikale københavnermiljø, inden han blev kristen – og ignoreret. Han skrev imidlertid sine vigtigste bøger som katolik, mener forfatteren og præsten Martin Bergsøe, der er aktuel med bogen ”En røst i ørkenen”

Den danske forfatter og digter Johannes Jørgensen skrev engang en lille historie om en forfængelig edderkop, der spandt et stort spindelvæv og til sidst beundrede sit væv på afstand. Edderkoppen syntes, at ”en tråd fra oven” skæmmede mesterværket, så den kappede tråden over, men i samme øjeblik faldt hele vævet sammen. Det var nemlig tråden fra oven, der holdt alting oppe.

Tråden fra oven var for Johannes Jørgensens vedkommende forbindelsen til Gud, og den valgte den danske digter og forfatter at holde fast i, da han først forstod, hvor meget den betød. Men man kan læse hans syvbindsselvbiografi ”Mit Livs Legende” som en lang selvudlevende rapport fra lønkammeret, hvor Johannes Jørgensen viser, hvor svært han har det med at omvende sig, når det kom til stykket, mener litteraten og frikirkepræsten Martin Bergsøe, der er aktuel med bogen ”En røst i ørkenen” om Johannes Jørgensen som kristen forfatter.

”Det var Johannes Jørgensens erindringer, som sugede mig ind i hans forfatterskab. Han fremstiller sig selv som en ussel skurk, så man virkelig kan identificere sig med ham,” siger Martin Bergsøe med en hæs latter:

”Johannes Jørgensen skriver næsten selvudslettende ærligt om, hvor forfængelig, grisk og uærlig han er, så hans liv bliver et spejl, man kan genkende sine egne svagheder i. Han kunne skrive smukt om troen på papiret, men han vidste godt, at hans private liv ikke var spor efterstræbelsesværdigt. Hele hans liv var en lang jakobskamp for at få de to ting til harmonere, men han fuldførte løbet i en slags hellig resignation, så han til sidst overgav sig i Guds hånd. Når man står over for skaberen, bliver man jo lidt ydmyg. Det kan vi andre lære noget af i dag. For et menneske, der ikke bøjer knæ for noget, der er større end en selv, bliver et umenneske, men Johannes Jørgensen så sin egen ufuldkommenhed og svaghed i øjnene, og det viser hans styrke,” siger Marin Bergsøe og tilføjer:

”Men Henrik Pontoppidan var den eneste danske kulturpersonlighed, der sagde om Johannes Jørgensen, at han blev et mandfolk af at blive kristen, før var han et skvat.”

Allerede da Johannes Jørgensen var en yderst belæst og begavet dreng i Svendborg, fik han faktisk øgenavnet ”Johannes Døberen”. Hans moder hed endda også Elisabeth ligesom den nytestamentlige profets mor, men det var først, efter at Johannes Jørgensen som voksen fik en kaldsoplevelse i Schweiz på sankthansaften, hvor lyset fra en katolsk kirke overtrumfede de smukke, unge kvinder i sommerkjoler ude på gaden, at han forstod sit kald som kristen forfatter. To år efter konverterede han også til katolicismen.

”Johannes Jørgensen ville præcis som sin nytestamentlige navnebror være en røst i ørkenen, der banede vejen for Kristus,” siger Martin Bergsøe, der af samme grund har kaldt sin bog for ”En røst i ørkenen”. Men i Bergsøes øjne blev Johannes Jørgensen også kristen midt i en åndelig ørken af gudløse kunstnere i et sekulariseret samfund.

”Den sikre vej til at blive et sort får i de kredse var at blive kristen. Han blev betragtet som en kætter i de kulturradikale kredse, der kunne rumme alting, bortset fra kristendom. Men virkeligheden svarede ikke til det kulturradikale dogme om, at ’vi er lykkelige’. Johannes Jørgensen havde aldrig havde følt sig lykkelig i de kulturradikale kredse, hvor han nu blev betragtet som en frafalden.”

Det var et chok for de kulturradikale venner i København, da Johannes Jørgensen blev kristen. Som ung digterkomet havde Johannes Jørgensen flirtet med ateismen, darwinismen og socialismen, som dengang var kommet på mode blandt kunstnere og intellektuelle, men kristentroen kostede ham hans centrale plads i det københavnske ateistiske kunstnerparnas, der fjernede den frelste forfatter fra deres midte som et uønsket spindelvæv fra en svunden tid.

Før havde han tilhørt inderkredsen af den litterære, ateistiske og senere socialistiske elite, og selveste Georg Brandes havde set et stort lys i den unge digter, før han altså blev kristen. Og så var det slut med anerkendelsen fra Brandes, der omtalte Jørgensen som ”den lille renegat!”.

”Det er jo typisk,” siger Martin Bergsøe med et stort suk.

”En anden stor forfatter som Poul Hoffmann kan man stort set ikke finde i en dansk litteraturhistorie, fordi han er kristen. Emil Bønnelycke blev også ignorereret, efter at han blev kristen. Og sådan blev Johannes Jørgensen også på det nærmeste udstødt, og i litteraturhistorien herhjemme er han nærmest kun kendt som symbolistisk digter fra sine unge år, selvom han som katolsk forfatter blev en stor stjerne i Europa. I sin samtid var han den næstmest oversatte danske forfatter efter H.C. Andersen. Hans selvbiografiske værk ’Mit Livs Legende’, der udkom i syv bind 100 år før Knausgårds ’Min Kamp’, er verdenslitteratur. Og det måske allerbedste, hans helgenbiografier, der stadig trykkes i Italien, er totalt ignorerede herhjemme. Og det har provokeret mig,” siger Martin Bergsøe, der som frikirkepræst i den apostolske kirke Bibelværkstedet i Nykøbing Falster selv har bevæget sig langt væk fra det litterære marxistiske miljø på Københavns Universitet, hvor han engang underviste i litteratur.

Men som 33-årig blev han døbt, efter at han oplevede, at Gud talte til ham om at blive kristen og præst under en ferie.

”Jeg lå på en strand i Kroatien og læste Karen Blixens breve fra Afrika, da jeg pludselig hørte en stemme, som jeg er sikker på var Guds. Siden har jeg som Johannes Jørgensen også kæmpet for at finde min plads og bevare mit kald. Det har været noget af en rejse. Før jeg blev kristen, var jeg medlem af DKP, men så blev jeg katolsk præst, og jeg var mere katolsk end paven, inden jeg opdagede, at der var mange måder at være kristen på. Det førte til et brud med den katolske kirke, som jeg har det fint med i dag som frikirkepræst. Kristne skændes for meget. Vi har alle en slem tendens til at betragte andre kirkeretninger som stærkt fortyndede udgaver af sandheden, men kirken er banalt sagt som en blomsterhave, hvor der bør være plads til alle slags blomster, så længe man har fokus på Jesus,” siger han og tilføjer så:

”Det er Jesus, der er rosen, skrev både Heinrich Suso og senere Brorson. Derfor skrev Jørgensen også, at troen skal plejes som en rose. For det, man giver opmærksomhed, er også det, der vokser i ens liv. Derfor skrev Johannes Jørgensen også, at ’du forvandles til det, du elsker’. Den sætning er jeg glad for. For den minder mig om, hvad der er det vigtigste i mit liv.”

Hvad elsker du så selv?

”Mange ting, men hvis Jesus ikke er på førstepladsen, har jeg et problem. Det er tråden til Himlen, der er det vigtigste, og det er Jesus. Derfor talte Johannes Jørgensen også meget om, at folk skulle omvende sig, hvis de ikke skulle ryge i Helvede. Det var voldsomt provokerende dengang, og det er det stadig i dag, men for Johannes Jørgensen, der slet ikke levede noget perfekt liv med en slem skilsmisse, økonomiske problemer, forfængelighed og begær, var det afgørende hele tiden at vende tilbage til det vigtigste. Derfor vendte han hele tiden blikket mod evigheden. Døden fylder også meget i både hans helgenbiografier og selvbiografien. Og det er inspirerende læsning i dag, hvor tanken om efterlivet ikke er i høj kurs. Men Johannes Jørgensen argumenterede for, at det er afgørende, hvad vi vælger at elske nu, fordi de valg får betydning for, hvor vi skal tilbringe evigheden. Jeg er selv 70 år nu, og så finder man ud af, at livet bare er et knips med fingrene,” siger han og knipser, inden han tilføjer:

”Det gode er, at det kun tager et sekund at genetablere gudsforbindelsen i livet. Johannes Jørgensen taler om omvendelsen som Guds statskup i et menneskeliv. For i det øjeblik, du vender dig mod Gud, står han klar til at tage imod dig, men valget er dit.”

Den katolske forfatter Johannes Jørgensen ses her ved skrivebordet i hjemmet i Svendborg. – Foto: A.E. Andersen/Ritzau Scanpix