Du er, hvad du spiser

Torben har en spiseforstyrrelse, der vil noget: Trianglen, hele Østerbro faktisk, Nørrebro, tiden, Afrika, Folketinget inden sommerferien, Kina, fiskekvoterne - hele verden faktisk - har han slugt, for at vennen Frantz ikke skulle have noget at råbe af mere. For at de kunne sidde på en bakketop med bellis og nyde en stille pils - bare de to. Men det går ikke så godt længere. Torben snyder i kort, Frantz råber igen, og Jönsson skambider dem - inden Torben trøstespiser den. Helt galt går det, da piercede Poul dukker op på det, han tror er Kastellet, og da Torben kort efter kaster en halv Jönsson og Pouls skolekammerat Aga fra Flensborggade 16 op. Fire mennesker og en halv hund er to for mange i det døde univers med bakken, hvor de megastore moskugler gør det ud for møbler. Line Knutzon er en af landets fineste dramatikere - men det er svært at se »Torben Toben« som andet end en parentes i en karriere med ellers lutter skarpt formulerede hovedsætninger. Det virker, som om Line Knutzon har haft svært ved at få struktur på sin berettigede og indignerede vrede over samfundet og menneskene, som om hun ikke for alvor har haft en idé eller et mål med stykket. Og derfor dunker forestillingen af sted i al for megen tomgang - det gentages i uendelighed, hvilke steder Torben har spist, de skæve samtaler om afføring og sex er uendelige, og midt i det hele kommer Frantz' råbemonologer, hvor han raser over og hader konkrete mennesker og institutioner som Ekstra Bladet og TvDanmark, der virker fuldstændig malplaceret og gammeldags midt i et univers hævet over tid og sted. Det kommer til at overdøve de vidunderligt formulerede historier som den om fremtiden, der ikke just kom på fast besøg i Torbens barndomshjem, selvom hans mor, fru Madsen, bød på kaffe og hjemmebag, når den bankede på, og de forrykt genkendelige scener som der, hvor Aga med det bedrevidende luftgebis går i gang med at lave et kaffe-udvalg. »Torben Toben« har sin force i skuespillerne og instruktionen - Emmet Feigenberg har virkelig fået presset så megen mening ud af teksten, som det lader sig gøre. Jesper Hyldegaard er charmerende hæmmet som den gråmelerede og eftersnakkende Poul, der immervæk har fået lavet nogle piercinger, for at man skal kunne genkende ham. Og Trine Dyrholm er heldigvis blevet sluppet ud af de hot pants, som hun i et par år har været gidsel i, og viser igen med Aga, hvor mangfoldig og ikke mindst morsom hun er som skuespiller. Jesper Lohmann er den brovtende Frantz med det ømme hjerte, der både banker for Jönsson og - ikke mindst - Torben. Torben Toben - Homo Sapiens ville man have kaldt ham i andre tidsaldre - som Nikolaj Kopernikus får skabt det mest rørende, fjollede og nervøst anlagte menneske ud af. Han er som typecastet til Line Knutzons univers og tone, og hvis bare han får noget bedre at arbejde med en anden gang, vil de to blive en svimlende alliance. Men det må blive en anden gang. Line Knutzon: Torben Toben. Iscenesættelse: Emmet Feigenberg. Scenografi: Marianne Nilsson. Dr. Dantes Aveny. Til 17. november.