Prøv avisen
Interview

Filminstruktør: Du får mig aldrig til at sige, at åbenbaringer ikke findes

Den 46-årige franske filminstruktur Xavier Giannoli er opdraget kristent og gik i katolsk skole. Som barn var han troende, i dag er han mere skeptisk, men vil gerne tro. Tro – og skepsis – er temaer i hans biografaktuelle film ”Åbenbaringen”. – Foto: 41Shadows

I sine film er den franske instruktør Xavier Giannoli besat af at finde sandheden, men han insisterer på tvivlen som livsvilkår. Han står bag den biografaktuelle film ”Åbenbaringen” om en pige, der hævder at have set Jomfru Maria, og en journalist, der for Vatikanet skal afgøre, om det er fup eller fakta

”Det er første gang, jeg bliver spurgt, om jeg tror på åbenbaringer, efter filmen er kommet ud,” siger Xavier Giannoli.

Han sidder på yderkanten af en sofa på et hotel i Paris, og han kan ikke rigtig holde kroppen i ro og kaster hurtige blikke mod den tolk, der er med for at tage over, hvis han ikke kan få de engelske ord til at makke ret. Men det er ikke, fordi den 46-årige franskmand, der står bag den biografaktuelle ”Åbenbaringen”, er nervøs, at han sidder yderligt på sofaen. Og han har faktisk slet ikke brug for hjælp til at formulere sig. Han er derimod ivrig og kan slet ikke vente med at skulle tale om sin nye film.

”Jeg sværger ved Gud, det er sandt,” svarer han og griner af det første spørgsmål. For han ved faktisk slet ikke, om han tror på den Gud, han nu sværger på.

Sandheden som begreb forholder han sig desuden til som noget relativt. Man skal i det hele taget ikke forvente entydige svar af Xavier Giannoli. Et stort blafrende tvivlsspørgsmål kiler sig ind i alle hans sætninger og forklaringer.

Og tvivlen giver sig også til udtryk i filmen, der handler om en ung pige, der insisterer på, at hun har set Jomfru Maria. Men er det det rene opspind, der skal tiltrække turister til den lille franske landsby, hun bor i? Det bliver journalisten Jacques, spillet af en af Frankrigs store seriøse skuespilautoriteter Vincent Lindon, der får til opgave at undersøge sagen. Han er tidligere krigsjournalist, men er vendt hjem med sår på både krop og sjæl. Hans ven, en krigsfotograf, er blevet sprængt i luften for øjnene af ham, og Jacques har fået en høreskade af eksplosionen.

”Det var oplagt for mig at gøre Jacques til krigsjournalist, for når et menneske har set så mange grusomheder, er det svært at tro på Gud, tror jeg,” siger Xavier Giannoli.

I filmen hyres Jacques af Vatikanet, og han sendes ud på en anden og for ham endnu ukendt slagmark. Den, hvor kampene først og fremmest udkæmpes med ord, og hvor de stridende parter styres af enten tro eller skepticisme. Men i stedet for at gøre journalisten til den, der skal dømme, hvem der har ret, og hvem der tager fejl, så har Xavier Giannoli været langt mere interesseret i at stille nye spørgsmål. Derfor er Jacques mere en detektiv, end han er journalist i filmen, og det er samme rolle, som instruktøren føler, han selv har haft, mens han lavede filmen.

”Jeg er ikke akademiker, jeg er ikke videnskabsmand, jeg lægger ikke et emne under et mikroskop for at dissekere det, det handler mere om, at jeg følger min intuition og forfølger et spor.”

”Min forrige film ’Marguerite’ handler om en skør kvinde, der vil være sanger, selvom hun ikke har en tone i livet. Hun tror fuldt og fast på, at hun kan synge. Det var en film, der egentlig handlede om sandhed og løgn. Og måske er der et ekko af den undersøgelse, der lægger sig tæt op ad et religiøst problem: Findes der en kristen løgn? Er der en kristen sandhed? Alle mine film er nok en undersøgelse af det emne,” siger instruktøren.

Xavier Giannoli fik selv en kristen opdragelse, han gik i en katolsk skole som barn og blev konfronteret med mirakler ”hele tiden”, som han siger.

”Der var historierne om, at vand bliver til vin, og at Jesus kunne gå på vandet, der er indlejret som en overnaturlig dimension i Bibelens fortællinger. Men for mig er det ikke vigtigt, om det kan bevises, at det er sandt. Man behøver ikke et relikvie eller en åbenbaring for at tro på Gud. Det er et valg,” siger han.

Som barn troede han. Som voksen er han blevet langt mere skeptisk, men han tror, at der er mere mellem himmel og jord.

”Jeg vil tro, at der er mere,” siger han.

Det er altså en viljesakt, når Xavier Giannoli har en spirituel dimension i sit liv. Men har han så valgt at tro på åbenbaringer?

”Jeg vil ikke sige, at jeg er sikker på, de eksisterer, men du får mig heller aldrig til at sige, at åbenbaringer ikke findes. Aldrig i livet.”

Han begyndte som ung at lave film, og det har altid været en slags besættelse for ham at fange et glimt af sandheden med sit kamera, at indkapsle nogle af alle de modsætninger, han finder i den menneskelige eksistens, der for ham består i hele tiden at kæmpe med spørgsmål om tro og ensomhed. Men hjælper det at lave film ham til at svare bedre på de spørgsmål?

”Nej, nej, det bliver meget værre! Jeg har bestemt ikke fundet ro. Jeg føler mig fortabt og alene, når jeg bliver konfronteret med disse spørgsmål, ligesom så mange andre mennesker. Og det håber jeg, man kan føle i filmen: at det hele, selve livet, er lidt af et mysterium.”

Ifølge Xavier Giannoli er det fineste svar, man kan give, det, der giver plads til tvivlen. Han mener, at der kan være en skønhed i den religiøse løgn. Hvis det altså er sådan, man ser på troen.

”Selv hvis Kristus er en konceptuel karakter – og jeg vil ikke være respektløs, men vi ved, at mange tænker sådan – så er der en skønhed i den løgn. Det samme sker i min film, der er en skønhed i, at folk vil tro på åbenbaringen, selvom der også kan være en masse idioti forbundet med det. Når det kammer over til fanatisme for eksempel. Men i enhver menneskelig virksomhed er der både noget nobelt og noget vildt latterligt. Som voksne mennesker har vi muligheden for at vælge, at vælge en vej.”

Hvorfor tror du, så mange mennesker har trang til at tro?

”Tja, jeg ville foreslå dig at spørge Søren Kierkegaard,” griner han og fortsætter:

”Vi har brug for illusioner for at holde os i live. Det menneskelige eventyr er drevet af illusioner. Først og fremmest i politik. Om det er kapitalisme eller kommunisme, så afgiver ideologierne et løfte om, at noget bedre vil komme – men det er en illusion. Alligevel har vi brug for det, det er skønheden ved livet. I begyndelsen af enhver menneskelig bevægelse ligger en illusion. Nogle gange tager det overhånd og bliver ekstremt, som når den stakkels Marguerite tror, hun kan blive en stor sangerinde. Andre gange er det det, der skal til for at få os til at leve. Jeg glemmer for eksempel hver dag, at jeg skal dø. Det håber jeg også, at du gør. For hvis vi ikke har den illusion om det, kan vi ikke leve.”