Nicolaj Stochholm digtsamling ”titlen i paradis” omhandler et erotisk forhold. Digtene afsøger det, der foregår mellem de elskende, i et poetisk sprog, som man i høj grad kan kalde eksperimenterende. Det drejer sig om en stil, hvor normalsyntaksen er smadret, tegnsætningen væk og metaforerne vildtvoksende, og man oplever, hvordan grænserne mellem subjekt og objekt og ydre og indre er sat ud af kraft. I visse tilfælde er vi på herrens mark med hensyn til at forstå, hvad der sker i digtene. Resultatet er dog oftest en fascinerende, suggestiv monolog, hvor man virkelig mærker, hvilken altopslugende og altomstyrtende kraft kærligheden og erotikken er i menneskets liv.
Et eksempel på, hvor rablende og dramatisk forholdet mellem de elskende skildres, lyder: ”jeg vil at du / stoler på min båd for du skal med / din tale ramme mig og splintre mit / skrog min længsel alle mine viljer / sejlende afsted hvilken trafik og se / du retter bølgen ind mod min flåde / af lovlydige revolutionære rovdyr / du flænser min tro med tungen jeg / mærker din lyst er den vilde dybde / der holder mig dirrende oppe og / koncentrerer hele min lykke i dig.”
Skal man nærmere indkredse det specielle ved Stochholms kærlighedsdigte, kan man bemærke, at de er fyldt med stærke, aktive og dominerende kvinder, og at det bestemt ikke er noget traditionelt forhold mellem kønnene, der folder sig ud. En formulering lyder: ”jeg er allerede så vild med den / nye feminist der kan forvandle / mit heteronormative hjerteslag / min hjemfaldne ejendomsret.” Det er formodentlig også derfor, at de intense erotiske digte er forsynet med overskrifter, der antyder, at det lyriske jeg - både ironisk og dybt alvorligt - spejler sin erotik i en række kendte personer. Blandt disse navne er en del kvinder, der på markant vis har brudt med traditionelle kønsroller såsom de politiske magtkvinder Margaret Thatcher og Angela Merkel, psykoanalytikeren Joan Riviere, rigmandsdatteren og terroristen Patty Hearst samt Lorena Bobbitt, der var i alle medier, efter at hun havde kastreret sin voldelige mand.
Samlende kan man sige, at ”titlen i paradis” er en mere kompleks, kaotisk og excentrisk digtsamling end de to forrige, ”Odefabrikanten” (2011) og ”Ødelagt rim” (2013), i hvilke digtene er strammere og kortere. Dette kan i momenter være lidt frustrerende, idet partier af den nye samling er vanskelige at finde hoved og hale i. På den anden side er Nicolaj Stochholm ligesom Simon Grotrian og Niels Frank en af de digtere, hvis poetiske stil er så original, at hans digte uomtvisteligt lader sig placere på en højere hylde end de fleste af tidens medieorienterede og -fetisherede digtere.
Hør blot den følgende bizarre svada, der alene får kryds og slange, fordi den ikke ligner noget som helst andet, der er skrevet på dansk: ”mit liv går gennem / snubler gennem fakulteter egoer og det / bløde intet før jeg kan se dig foran min / egen drøm og så køber du en polyfarvet / kjole hvor hummeren æder dine bryster / og finder hjem i det blå hav mens køerne / gumler hunde i grøften og skider oliefelter.”
kultur@k.dk