Michael Böss: Vi er blevet dårligere til at tale sammen og se hinanden i øjnene

Trods hundredvis af forbindelser på Facebook bliver ensomhed hurtigt resultatet, når man lader sin anerkendelse afhænge af algoritmer, som ikke engang opfinderne kan overskue, mener historikeren Michael Böss, der er aktuel med bogen ”Det digitale massemenneske”

”Jeg tror, at en tekst når dybere ind i sindet, når man læser den på papir i stedet for på en skærm, og jeg tror ikke mindst, at det er sundere at se hinanden i øjnene end at leve livet med et kunstigt lys i øjet fra mobiltelefonen.” –
”Jeg tror, at en tekst når dybere ind i sindet, når man læser den på papir i stedet for på en skærm, og jeg tror ikke mindst, at det er sundere at se hinanden i øjnene end at leve livet med et kunstigt lys i øjet fra mobiltelefonen.” – . Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix.

Vi skærmer os for hinanden i mere end en forstand i vores digitale tid, hvor det er blevet normalt at møde hinanden gennem skærme.

”På den måde afskærmer vi os også fra hinanden, og det ødelægger ikke kun øjenkontakten mellem mennesker, der burde se og lytte til hinanden ansigt til ansigt, men det fjerner os også filosofisk og eksistentielt fra kontakten til de kristne og vestlige værdier, der tidligere har formet forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske. Det betyder, at vi også risikerer at få et mere overfladisk forhold til hinanden, når vi mødes analogt,” siger historikeren Michael Böss, der er aktuel med bogen ”Det digitale massemenneske”.

Selv forsager han ikke – fuldstændigt – de sociale medier. Han bruger stadig Facebook flittigt, og han kan endda finde på at sende sine børnebørn en snap, selvom han også selv ved, hvad det vil sige at blive afhængig af de små og store skærme, der i løbet af en enkelt generation har revolutioneret måden at omgås andre mennesker på.

Mange kigger konstant på en miniatureudgave af verden i form af mobiltelefonen, som egentlig skulle sætte os i forbindelse med hinanden, men ofte gør det stik modsatte. Engang lærte kirketårnene, der stadig peger op mod himlen, os at kigge op, mens filosofiske fyrtårne som Kant og Løgstrup mindede os om, at ethvert menneske har værdi i sig selv, og at man holder en del af sin næstes liv i sin hånd. Nu holder man bogstaveligt talt i stedet en del af sin næstes likes i sin hånd.

”Det er en mere målbar, men også meget mere amputeret måde at søge og give anerkendelse på. Og rent eksistentielt kan det betyde, at vi kommer til at maskingøre og dermed tingsliggøre hinanden, fordi den overfladiske måde at møde hinanden på digitalt også smitter af på vores virkelige møder,” siger Michael Böss.

I sin bog henviser han også til flere studier, der viser, at ikke mindst unge bliver ensomme af al den digitale kontakt med andre mennesker. Men ensomheden kan ramme os alle, når man overgiver behovet for omsorg og anerkendelse til en algoritme, selvom man paradoksalt nok bruger den for at undgå ensomhed.

”En af pointerne i min bog er, at vi skal vænne os fra at betragte teknologien som et værktøj, men mere betragte den som et miljø, vi lever i nu til dags, og som er næsten umuligt at frigøre sig fra. Og selvom de sociale medier i princippet også kan føre til virkelige møder og dybe relationer, er det i sin natur et meget overfladisk miljø, der desværre ofte fører til mere ensomhed. Det er derfor, jeg har kaldt undertitlen på min bog ’I ensomhedens tid’, ” siger han og tilføjer:

”Vi lever i et massesamfund, hvor fællesskaber opløses, og hvor stadig flere oplever ufrivillig ensomhed. De to ting hænger sammen. I massesamfundets tid gælder det om at blive en del af de fællesskaber, der findes. Derfor gælder det om hele tiden at have antennerne ude, når vi mødes online, og tilpasse sig selv de fællesskaber. Men fællesskaberne er ikke længere givne, som de gamle var det, og de er heller ikke lige så værdifulde som de ’analoge’, altså dem, vi skaber og er en del af, når vi er fysisk sammen med hinanden. Og desværre smitter de digitale fællesskaber af på de analoge: Folk bliver dårligere til at tale sammen og se hinanden i øjnene i familien, parforholdet eller venskabet. Når parforholdet bryder sammen, sender vi måske en sms. For det er nemmere. Samtaler er sværere at kontrollere. Og vi har lært, at den digitale teknologi giver en følelse af at være i kontrol og mestre tilværelsen.”

Selv har Michael Böss bemærket, hvordan det er blevet sværere at få en dyb, eksistentiel samtale med andre mennesker, så man kan inspirere og inspireres i mødet med sit medmenneske.

De sociale medier er i stedet indrettet til, at man skal søge sammen med folk, der allerede mener det samme som en selv. På den måde presses man også til at have de samme holdninger, hvis man vil være en del af fællesskaber. Alle kan se, hvad man liker og dermed støtter.

”Det skaber også en fare i tiden for, at folk kan lade sig manipulere. Sociologiske studier viser også, at den ensomhed, der følger med massesamfundet, gør folk nemmere at manipulere. Det så man allerede under Hitlers regime. Han fik mange følgere, og de mekanismer er i en vis forstand endnu stærkere i dag, hvor de sociale medier er indrettet til at give nogle stjernestatus og andre næsten ingenting.”

Algoritmerne sørger med et bibelcitat for, at dem, der har, skal gives. På den måde udskilles de populære fra de upopulære og de aktive fra de passive.

”Det rammer ikke mindst de i forvejen sårbare unge uden et socialt netværk. For de, der særligt rammes af ensomhed på nettet, er dem, der ikke er aktive selv, men bare bliver iagttagere af de aktive. På den måde bliver man ikke en del af et fællesskab, men snarere en tilskuer til andres liv, som hurtigt kan virke mere vellykkede og spændende end ens eget. Det kan skabe mindreværd. Hvor mange netop gik ind på de såkaldt sociale medier for at mindske ensomhedsfølelsen, vil ensomhedsfølelsen blot blive styrket og ledsaget af en form for tristhed, som forværrer den tilstand, de er i. Intagram kan være et af de mest deprimerende steder at gå hen for unge mennesker, fordi de andres liv kan virke mere spændende og succesfulde.”

Den følelse bliver blot forstærket af, at de fleste i forvejen viser et glansbillede af deres egne liv på de sociale medier med smukke fotografier, der er særligt udvalgte og endda ofte manipulerede.

Men der er vel også eksempler på ensomme unge, der finder venner på nettet?

”Ja, det er klart. Og det er jo også en grund til, at jeg selv bliver på Facebook. For det kan også bruges til at dele viden og som henvisninger til den analoge verden. Og man kan både blive oplyst og underholdt på de sociale medier. Men det er et farligt sted at søge fællesskab og anerkendelse. De digitale systemer og deres algoritmer er som sorte bokse. Tech-firmaerne bruger dem til at gennemlyse os og samle viden om vores længsler og holdninger, men ofte er ikke engang deres opfindere i stand til gennemskue dem. Vi er på vej ud af oplysningstiden og på vej ind i en tidsalder, hvor mørket er ved at brede sig,” siger forfatteren, der mener, at bogen stadig er et bedre fordybelsesmiddel end skærmen.

”Jeg tror, at en tekst når dybere ind i sindet, når man læser den på papir i stedet for på en skærm, og jeg tror ikke mindst, at det er sundere at se hinanden i øjnene end at leve livet med et kunstigt lys i øjet fra mobiltelefonen,” siger Michael Böss, som dermed rammer en tone fra H.C. Andersens ”Nattergalen”, som dog sang skønnere end den kunstige. Derfor er formålet med hans nye bog at få os til at reflektere over, hvad det i grunden vil sige at være et menneske.