Prøv avisen
Interview

Tre generationers syn på faderrollen

Sonja Oppenhagen (til venstre), Rikke Wölck (til højre) og Laura Allen Müller (på gulvet) spiller tre generationer af døtre i forestillingen ”Dansen med far”. Foto: Folketeatret

Folketeatrets nye forestilling ”Dansen med far” sætter fokus på faderrollen set gennem tre generationer af døtre, spillet af Rikke Wölck, Sonja Oppenhagen og Laura Allen Müller. De tre skuespillere har hver især også selv oplevet, hvordan forholdet til ens far kan sætte evige spor – og ar

Rikke Wölcks far fyldte for meget i hendes barndom: Han var en far, som både var charmerende og begavet, men også voldelig. Laura Allen Müllers far har altid mest af alt fyldt ved sit fravær. Og Sonja Oppenhagens far gik fra at fylde det hele med skænderier, der holdt hende væk fra hjemmet i dagtimerne og vågen i nattetimerne, til at forsvinde fuldstændig ud af hendes liv, da hun var 14 år.

De tre skuespillere, der nu sidder samlet side om side omkring et bord i et af Folketeatrets lokaler, er vokset op hver deres sted med hver deres far. Men fælles for dem, og for alle os andre, er, at de er blevet til dem, de er, på baggrund af de fædre, de er født med – og enten har eller ikke har haft tæt på i deres opvækst. Og det er dét almenmenneskelige tema, forholdet mellem far og datter, som de tre skuespillere vil udfolde i Folketeatrets forestilling ”Dansen med far”, der har premiere senere på måneden.

I forestillingen, som Rikke Wölck selv har skrevet manuskriptet til, er det nu ikke deres egne fædre, det handler om, men derimod faderrollens udvikling gennem tiden. I ”Dansen med far” ses faderrollen derfor også gennem tre generationer af døtre, mormor, datter og barnebarn, der spilles af de tre kvinder, mens faderrollen gestaltes af dukkefører Rolf Søborg Hansen og skuespiller Morten Hauch-Fausbøll.

”Man kan sige, at de tre faderportrætter er lidt nogle arketyper. Der er den meget lukkede, følelsesmæssigt afstumpede far, den meget følelsesladede, narcissistiske far, der fylder alt for meget, og så er der den moderne far, som er mere deltagende i datterens liv som medopdrager. Det er altså tre meget forskellige typer fædre, som også er påvirket af, hvordan faderrollen har ændret sig gennem tiden,” siger Rikke Wölck.

For hende som dramatiker har det været interessant at udforske far-datter-forholdet.

”Man taler ofte om far-søn-forhold og mor-datter-forhold, men der er noget særligt interessant ved far-datter-forholdet, og det er et forhold, der også har stor betydning for de valg, vi tager i livet, ikke mindst ubevidst. Det gælder, hvad enten man har haft en meget nærværende far eller en fraværende far, for vi er et produkt af vores forældre,” siger Rikke Wölck, der også har taget sig selv i altid på en eller anden måde at få puttet sin far og sit turbulente forhold til ham ind i sine manuskripter.

Denne gang er bestemt ikke en undtagelse, selvom forestillingen er fiktion. For eksempel er replikken: ”Hvorfor kunne jeg ikke bare få lov til at hade dig af et rent hjerte, hvorfor skulle jeg elske dig så højt?”, direkte møntet på Rikke Wölcks forhold til sin far, som hun beskriver som narcissistisk og som ”en voksen, der forblev et barn”. Men ofte kan man også se far-datter-forholdet i valget af ægtemand, mener hun.

”Man vælger næsten altid enten den samme type mand som ens far eller den modsatte,” siger Rikke Wölck og bakkes hurtigt op af Sonja Oppenhagen:

”Ja, det står helt klart, at valget af min første mand var knyttet til, at jeg manglede en far i min barndom. Jeg var også meget ung, da jeg blev gift, og bagefter har jeg tydeligt kunne se, at jeg søgte den tryghed, som jeg havde manglet hos min far,” siger Sonja Oppenhagen, der ud over to telefonsamtaler som 28-årig ikke har haft kontakt med sin far, siden hendes forældre blev skilt, da hun var 14 år.

Skilsmissedagen kaldte hun dengang i øvrigt for ”den store befrielsesdag” i familiens gæstebog, som hun i samme anledning tegnede flag i, fordi hun, og særligt hendes mor, nu slap for den voldsomme tone, der havde hersket i hjemmet. Og selvom hun ikke har set sin far siden, og hun ved, at han nu er død, kan forholdet til ham stadig spøge i hendes tanker. Det har det faktisk gjort længe:

”Min første tanke, da jeg fik mit første barn, var: ’Åh, bare min far får det at vide’, og den første tanke, hvis jeg har fået en buket blomster på teatret fra en ukendt, har altid været: ’Er det mon fra min far? Er min far i salen?’,” siger Sonja Oppenhagen.

Den yngste af de tre skuespillere, Laura Allen Müller, er som barn født i 1975 vokset op i en helt anden tid end Rikke Wölck og Sonja Oppenhagen, der er født i henholdsvis 1954 og 1948, og hun bider mærke i, at Sonja Oppenhagens mor, på trods af hvor dårligt det stod til i hjemmet, blev hos faderen, til Sonja var 14 år, ligesom Rikke Wölcks mor blev på trods af volden.

”I jeres generation var mødrene på den måde med til at blåstemple faderens tyranni,” siger hun henvendt til de to.

”I min generation var det helt anderledes. Mine forældre mødte hinanden i 1970’erne og var allerede gået fra hinanden, før jeg blev født,” siger Laura Allen Müller.

Selv er hun derfor vokset op uden sin far.

”Jeg har en far, som har fem døtre med fem forskellige kvinder, så han har ikke været særlig præsent i min barndom helt konkret, men han har fyldt enormt meget i sit fravær. Jeg har altid kendt ham, men har ikke haft en hverdag med ham. Samtidig har det været specielt for mig, at jeg er farvet, ligesom min far er. På den måde har der været et stærkt bånd til ham i noget identifikation, fordi jeg er vokset op i en hvid verden. Det har gjort det meget tydeligt, at jeg havde en streng ud til noget andet, som fandtes derude et sted og prægede mig i meget høj grad, men som ikke var præsent i min hverdag,” siger Laura Allen Müller og fortsætter:

”Det, den her forestilling viser så godt, er netop, at uanset om man har en far, der er fraværende eller nærværende, er forholdet en svær balance. Og for mig personligt har det taget lang tid at forstå og forholde mig til, at det, at min far ikke har været der, har betydet lige så meget for, hvem jeg er, som hvis han havde været den her ’urfader’, der havde passet på mig,” siger Laura Allen Müller.

Sådan har hver af de tre skuespillere gennem både deres barndom og voksenliv gang på gang måttet forholde sig til og arbejde med deres far-relationer, og netop fordi det er et tema, der står dem alle tre nært, har det været særligt interessant at arbejde med far-datter-forholdet i teaterform. Nu er håbet så, at forestillingen hos publikum også får sat nogle tanker i gang omkring både det at være barn og at være forælder.

Det, den her forestilling viser så godt, er netop, at uanset om man har en far, der er fraværende eller nærværende, er forholdet en svær balance.