Prøv avisen

Du må ændre dit liv

Nicole Krauss er bosiddende i Brooklyn, New York. København er hendes første stop på en længere Europa-rejse i forbindelse med udgivelsen af "Kærlighedens historie". -- Foto: Wanda Wulz.

INTERVIEW: God litteratur er altid grænseoverskridende og påvirker os mere, end vi tror, siger den amerikanske succes-forfatter Nicole Krauss. Hun er aktuel med romanen "Kærlighedens historie", der handler om tid og erindring på baggrund af holocaust

Bøger kan ændre menneskers liv. Det mener Nicole Krauss, der citerer den tyske digter Rainer Maria Rilke (1875-1926) for linjen "Du muss dein Leben ändern".

– Det er en af de mest storslåede linjer, der nogensinde er skrevet. Den viser, hvad litteratur skal være: Litteratur skal påvirke læseren så dybt, at læseren ændrer sit liv. Det sker næsten aldrig, men hvis man nu tænker på alle de bøger, som man har læst i sit liv, og hvis de bøger blev taget væk eller udslettet, ville man så ikke være et helt andet menneske?

Den 30-årige amerikanske forfatter Nicole Krauss er netop debuteret på dansk med romanen "Kærlighedens historie". Det er en fortælling om holocaust, tid og erindring, og om en gammel bog, der efter at have været forsvundet i mange år dukker op igen og skaber forbindelser mellem mennesker, der ellers ikke kender hinanden. I romanen finder man mange slags skrift. Der er afsnit af en selvbiografi, der er nekrologer, der er oversættelser. Og man ser, hvordan litteratur på tværs af tid og sted påvirker mennesker. "Kærlighedens historie" er forfatterens anden roman og har begejstret stort set alle anmeldere. Filmrettighederne er solgt for længst, og romanen er oversat til 28 sprog.

Er al slags litteratur grænseoverskridende?

– Ja, bøgers betydning på menneskeliv er enorm. Og så kan bøger forbinde mennesker, bringe mennesker sammen og skabe sammenhænge. Den amerikanske forfatter Cynthia Ozick taler om, at mennesker, der har læst den samme bog, men ikke kender hinanden, har en underjordisk tunnel gravet mellem sig. En understrøm af forståelse, der løber imellem dem. Det handler min bog også om, siger Nicole Krauss,

Hun danner sammen med kæresten og forfatterkollegaen Jonathan Safran Foer et af de mest omtalte par i de litterære kredse i New York. Han var for nylig i København i forbindelse med romanen "Ekstremt højt og utrolig tæt på", hvor Kristeligt Dagblad mødte ham. Nu har hun taget turen over Atlanten på en 30 dages forfatterturné, der bringer hende Europa rundt. København er første stop for den succesrige forfatter, der imødekommende og oprigtigt interesseret tager imod til en snak om "Kærlighedens historie" hos sin danske forlægger, Gyldendal.

"Kærlighedens historie" handler om jødisk historie og hovedpersonerne er alle jøder. Betragter du dig selv som jødisk forfatter?

– Nej, ikke direkte. Jeg har det ikke godt med at blive sat i bås, ikke kun som jødisk forfatter, men også som for eksempel kvindelig forfatter. Hvad er det ved dét, jeg skriver, der er enten jødisk eller kvindeligt? Nej, jeg er bare forfatter. Når det så er sagt, er det fuldkommen åbenlyst, at jeg tiltrækkes af jødiske emner og problemstillinger. Og at der er lige så mange forskellige slags jødedom, som der er jøder. Så bogen her er også et forsøg på at besvare, hvad jødisk identitet er for mig.

Romanen er tilegnet dine bedsteforældre. Hvordan har de inspireret dig?

– De er alle jøder fra Østeuropa og blev på grund af antisemitisme og Anden Verdenskrig tvunget til at flygte. De vendte aldrig tilbage, deres byer var udslettet, og jeg har altid haft en udpræget bevidsthed om, at der ligger et ufatteligt tab i begyndelsen af min eksistens. Helt banalt ville jeg aldrig være født, hvis ikke mine bedsteforældre var fordrevet og havde mødt hinanden undervejs. Men de talte aldrig om fortiden. De er mennesker, der insisterer på kun at tale om livet. Og det har påvirket mig: både viden om, hvad der skete af uhyrligheder for jøderne i Europa, og så ideen om at livet skal gå videre. Det er nemmere og meget udbredt, at træde et skridt tilbage og afvise livet, især hvis man er blevet såret, men det gjorde mine bedsteforældre aldrig.

Din roman består af forskellige historier, der gradvist forbindes på overraskende vis. Vidste du fra begyndelsen, hvordan bogens skæbner skulle forbindes?

– Nej, slet ikke. Faktisk anede jeg ikke, hvordan historien ville ende. Jeg skrev romanen stort set i samme rækkefølge, som man læser den. På den måde er jeg fuldstændig ligesom læseren, der undervejs finder ud af sammenhængen. Længe var jeg skrækslagen over, at historierne aldrig ville passe sammen. Løsningen kom med personernes stemmer. Både Leo og Alma er førstepersonsfortællere, og da jeg havde fundet deres måde at tale på, følte jeg mig fri. Som forfatter leder man altid efter et sted, hvor man kan være helt fri, sprogligt set. Og dét sted fandt jeg hos henholdsvis den gamle Leo og den unge Alma, i deres måder at tale på.

– Men jeg var meget usikker, da jeg afleverede manuskriptet til forlæggeren. Jeg er vældig privat omkring skriveprocessen, så kun få havde set bogen, inden jeg sendte den ind. Og jeg var sikker på, at ingen ville kunne lide den, og at den aldrig ville finde læsere.

Hvilken litterær tradition opfatter du dig selv som en del af?

– Jeg tror, at det er meget svært at se sig selv udefra på den måde. Jeg vil helst undgå at være medlem af en klub – som Groucho Marx, der berømt sagde, at en klub, der ville have ham som medlem, ville han ikke have noget med at gøre. Og i USA er der ikke rigtig en generation af unge jødiske forfattere, så vidt jeg kan se. Det er meget ensomt at være forfatter. Derudover orienterer jeg mig ikke rigtig mod USA, men meget mere mod Europa. Synes du, at "Kærlighedens historie" er særlig amerikansk?

Nej, ikke synderligt, meget mere europæisk, i traditionen fra Franz Kafka ...

– ... der tilfældigvis er en af mine yndlingsforfattere, sammen med tyskeren W.G. Sebald og en anden tysk forfatter som Jenny Erpenbeck, som jeg lige har opdaget. Jeg leder altid efter det usædvanlige, og europæiske forfattere virker mere interesserede i eksistensen, og ikke så meget i den aktuelle samtid som amerikanerne. Jeg får derfor ikke læst de store amerikanske samtidsromaner. Så hellere de store israelske forfattere som David Grossman. Især hans fantastiske roman "Se under: Kærlighed", der har betydet uendeligt meget for mig, også under arbejdet med "Kærlighedens historie".

bach@kristeligt-dagblad.dk