Kathrine Ærtebjerg: Du skaber alt omkring dig i dit eget billede – så tænk over dit selvbillede

Kathrine Ærtebjerg er aktuel på Nørrebro i København med en udstilling i Simeons Kirke, hvor hendes børn er døbt. Det var også deres dåb, der blev hendes egen indgang til kristenlivet

”Min kunst handler også meget om vores forestilling om os selv. Man skaber jo hele tiden sig selv i sit eget billede, ligesom man så også skaber andre i det billede, fordi man jo påvirker verden med sig selv,” siger Kathrine Ærtebjerg, der i øjeblikket udstiller malerier og tegninger i Simeons Kirke. – Begge fotos: Emil Kastrup Andersen.
”Min kunst handler også meget om vores forestilling om os selv. Man skaber jo hele tiden sig selv i sit eget billede, ligesom man så også skaber andre i det billede, fordi man jo påvirker verden med sig selv,” siger Kathrine Ærtebjerg, der i øjeblikket udstiller malerier og tegninger i Simeons Kirke. – Begge fotos: Emil Kastrup Andersen. Foto: Emil Kastrup Andersen

Døbefonten står mellem juletræet og alteret i Simeons Kirke på Nørrebro.

Det var den, der fik den anerkendte samtidskunstner Kathrine Ærtebjerg til at komme herind første gang. For ligesom det var et barn, der ændrede verdenshistorien julenat, var det også et barn, der fik hende til at begynde at komme i kirke. Før hun besluttede sig for at lade sit første barn døbe for 10 år siden, havde hun søgt efter svar på de åndelige spørgsmål mange andre steder, og som ung rejste hun ligefrem om på den anden side af Jorden for at søge fred på hinduistiske meditationspuder. Men da hun blev mor, følte hun sig pludselig ikke længere så ”draget af det eksotiske og outrerede,” forklarer hun.

”Jeg har altid været interesseret i det spirituelle. Da jeg var i 20’erne, rejste jeg meget i Indien, og jeg var meget interesseret i hinduismen dengang, hvor jeg faktisk også var med i en hinduistisk bevægelse nogle år, men da jeg fik mit ældste barn, havde jeg brug for at finde et åndeligt ståsted, der var lidt mere normalt,” siger Kathrine Ærtebjerg og griner hjerteligt, så det runger i den normale danske folkekirke, som hun siden er begyndt at komme i indimellem.

Tidligere i år spurgte hun menighedsrådet, om hun ikke måtte udstille i kirken, der i forvejen har fokus på børnene, påpeger hun og nikker op mod altertavlen, hvor Jesus klapper to kunstnerbørn på hovedet, for omkring 1913 brugte maleren Axel Hou sine egne børn som modeller til altertavlen ”Kristus velsigner børnene”, som også bliver kaldt ”Jesus på Nørrebro”. På maleriet er scenografien nemlig flyttet til Nørrebro med rygende fabriksskorstene i baggrunden. Og i disse uger har den moderne altertavle fået selskab af endnu mere moderne kirkekunst i form af udstillingen ”Himmelsøn/lyset” af Tina Uhrskov og Kathrine Ærtebjerg.

Bortset fra altertavlen og det sparsomt pyntede juletræ fremstod kirkerummet her meget nøgent, så Kathrine Ærtebjerg har sat farver på kirken med sit eget bidrag, der dels består af fem malerier til selve kirkeskibet og seks tegninger til et sidelokale, hvor værket bogstaveligt talt er lavet efter de forhåndenværende søms princip. For kirken er fredet, så hun har lavet sine tegninger, så billedrammerne passede til de søm, der i forvejen sad i kirken, forklarer hun, da vi står foran de fire tegninger, der samlet set spiller på Ingemanns aftensalme ”Bliv hos os, når dagen hælder”.

Kathrine Ærtebjerg har løst den opgave ved at skrive salmeteksten ind i selve tegningerne, som således rimer på hinanden. På en af tegningerne blinker et øje i et trygt ansigt, der til forveksling ligner kunstnerens eget, således, mens der står: ”så lukker vi trygt vort øje og slumrer sødt hos dig”. Salmen illustrerer også en følelse, som hun genkender i sig selv.

”Jeg har da også følt en trøst og tryghed i, at der var en, der bliver hos mig, når tingene bliver svære. Alle liv rummer jo udfordringer. Jeg har selv oplevet skilsmisse og sygdom, men der var det, som om at troen var med til at bære mig, men jeg føler mig stadig som nybegynder som kristen. Jeg har også haft meget ærefrygt for at skulle lave det her. Jeg tvivlede på, om jeg overhovedet var berettiget til at udstille her – og om jeg ville kunne lave noget, der både var religiøst og kunstnerisk interessant, så værkerne fik en relevans for, hvad kirken står for, mens billederne fik en kvalitet. Men det dejlige ved folkekirken er, at den er så rummelig, så her er også plads til mine fortolkninger,” siger hun, inden vi går ind i det store kirkerum igen, hvor hendes malerier hænger oppe i gelænderet på samme niveau som orgelet.

Og hvert billede kan ses som en tolkning af evangeliets største scener fra dåben til genopstandelsen.

Ét motiv går igen gennem alle malerierne, hvor hun har malet en krog ind i billedet, som nogle steder både kan ligne et J og en krog, fordi det, hun har malet, handler om, at der er én, der har en krog i os, som hun siger. Sådan kan man fortolke hendes billeder som menneskets møde med menneskefiskeren Jesus, men ligesom kirkegængerne kan få noget forskelligt ud af prædikenen og salmerne, håber hun også, at værket åbner sig på forskellige måder for dem, der kommer i kirken.

”Jeg vil egentlig gerne lave værker, der nærmer sig digtet, som kan betyde noget forskelligt for mennesker, alt efter hvem der kigger på det, og jeg prøver derfor altid at lægge mine værker mellem drømme og forestillinger. Her har jeg også arbejdet med nogle symboler, som jeg alligevel har sat ind i et flertydigt rum, så folk kan være medskabende i billedernes betydning. For jeg er heller ikke sikker på, hvordan jeg selv skal tale om troen. Måske er det vigtigste for mig, at det er ubegribeligt. Jeg ser det som noget, som jeg ikke helt forstår, men forstår jeg har brug for. For mig er Gud både større end en løftet pegefinger eller den kærlighed, vi selv forstår. Jeg tænker på Gud som noget, der er større end alt det, vi kan finde på,” siger hun og tilføjer:

”Og jeg kan ikke forstå, hvordan man kan leve livet uden en tro på noget, der er større end en selv. Jeg synes, at det er meget klart, at man har brug for at kunne læne sig op ad Gud. For hvor skal man ellers henvende sig både i forhold til lykke og ulykke? Jeg har brug for et sted at kunne sende både min taknemmelighed og mine bekymringer, og jeg har meget brug for, at der er en ramme omkring det. Og folkekirken er den bedste ramme, jeg har fundet. Den virker netop også meget rummelig for mig. Her findes tilgivelse og en fornemmelse af, at man bare kan komme og være med. Og det hele foregår nede på jorden.”

Hvordan henvender du dig selv til Gud?

”Gennem bøn, tanker og de ritualer, man har i kirken. Man kan også betragte kunsten som en måde at udtrykke taknemmeligheden over livet, men i mange henseender synes jeg, at det er godt at tænke på, at der findes en, der er større end én selv, som man kan spille bold op ad – både i forhold til ens faglige og personlige liv. Ellers kan man hurtigt blive mismodig, når udfordringerne er for store, eller man oplever nederlag. Vi får det jo ikke altid, som vi gerne vil det, men der ligger en frisættelse i at lægge sin vilje i hænderne på en højere magt.”

Var det svært for dig at udskifte hinduisme med kristendom?

”Jeg ved godt, at der er forskel på religionerne. Tidligere var jeg meget draget af det eksotiske og outrerede, men det er jeg ikke så draget af længere. Nu betyder traditioner mere for mig, og jeg kan godt lide den ro og lidt kedelige gentagelse af ritualerne i kirken. Der ligger både en tryghed og en fordybelse i gentagelsen. Og som mor har jeg også ønsket at falde til ro, så jeg kunne give mine børn en fast rytme at holde sig til. Man falder måske lidt til ro, når man får børn. Det tvang i hvert fald mig til at tilsidesætte mig selv mere. Ja, hvis der er noget, der har ændret mit liv, er det nok at få børn.”

Et smil breder sig skævt gennem kunstnerens ansigt.

”Som kunstner er man jo meget optaget af sig selv, men måske er den største lykke at tilsidesætte sig selv i stedet for at tænke på, hvad man selv kan skabe. Det kan være en rus at være kunstner, hvor man hele tiden tænker næste billede, næste billede, men der findes en større lykke ved at opleve, at man kan være til for andre.”

Kan man ikke det gennem kunst?

”Jo, det kan også være en måde at give noget til andre, og det er da helt klart et vigtigt aspekt af at lave kunst. Jeg laver jo udstillinger til andre mennesker, og det er jo mit forsøg på at lave noget, der ligger udover mig selv, men handler om at være menneske. For hvis det ikke handler om noget, der er fælles, så synes jeg ikke, at det giver meget mening. Det ville ikke være kunst, hvis det kun handler om mig, men man tager jo alligevel altid udgangspunkt i sig selv, og gennem tiden har jeg hørt mange sige, at mine værker ligner mig, men man skaber jo alting i sit eget billede. Det gælder ikke kun inden for kunst, men i det hele taget, og derfor er det også vigtigt at tænke over sit eget selvbillede, for det er dybest set det, man præger verden med. Hvis man ikke kan lide sig selv, kan det for eksempel være svært at vise kærlighed til andre,” siger hun og tilføjer:

”Min kunst handler også meget om vores forestilling om os selv. Man skaber jo hele tiden sig selv i sit eget billede, ligesom man så også skaber andre i det billede, fordi man jo påvirker verden med sig selv. Derfor er det også vigtigt at tænke over sit selvbillede og de rammer, man sætter op for sig selv, for de påvirker jo andre. Den måde, man tænker om sig selv, påvirker jo, hvordan man bliver, og den måde, man bliver, påvirker verden. Sådan lever vi jo i et stort samspil med andre, fordi den måde, vi tænker om os selv, også bliver formet af den måde, andre tænker om os. Og omvendt.”

Ligesom Gud skabte mennesket i sit billede, skaber vi alle andre og først og fremmest vores børn i vores billede, som hun siger. Det har hun især tænkt over, efter hun blev mor.

”Man træffer hele tiden valg, og man er hele tiden i udvikling, og man tager alle omkring sig med i den udvikling. Det er også det skræmmende ved at blive forælder. Man kan aldrig rigtig læne sig tilbage, for man er hele tiden medskaber af sine børns liv. Men her synes jeg også, at kristendommen byder ind med en ro, fordi man også her kan finde en tilgivelse for alle sine begrænsninger og svagheder. Vi forældre er jo bare mennesker, og ingen forældre er perfekte.”

Selv har hun også måttet finde sin egen balance mellem sin karriere og sine børn, men hun er ikke i tvivl om, hvad der er vigtigst.

”Som fraskilt er jeg alene med mine børn det meste af tiden, men jeg arbejder hjemme, og det er altid dem, der kommer først. Før jeg fik børn, var jeg også meget mere optaget af den anerkendelse, man kan få som kunstner. Jeg var meget optaget af, hvad jeg kunne præstere. Det var vigtigt for mig at komme frem, og jeg så mig selv som en kvindelig pioner; som feminist, der ville give kvinder en større plads på kunstscenen. Jeg ville gerne lave de fedeste udstillinger på de fedeste udstillingssteder, og jeg ville gerne ses af alle. Og det var fint nok, men det er vigtigere for mig at være mor. Jeg vil gerne have et liv, hvor jeg bliver ved med at lave kunst, men jeg har ikke så travlt med at overbevise andre om, hvor god jeg er. Nu er jeg glad, hvis alle er glade. For kærligheden til mine børn er det vigtigste, og jeg prøver hele tiden at lade dem mærke, at de er gode nok, som de er,” siger hun og tilføjer:

”Det er jo en svær balance, fordi man jo også skal lære sine børn, at der er forskel på, hvordan man opfører sig og kvaliteten af det, man udfører. Men man skal heller ikke prøve at lave sine børn om. Jeg ville da hellere have, at min søn spillede klaver end computer, men det gider han ikke, og jeg elsker ham alligevel. Og jeg tror, at det er vigtigt at give børn en følelse af, at de er elsket lige meget hvad, for vi lever jo i et præstationssamfund, hvor folk først føler sig værdige til at få et like, når de har været dygtige, men nu er jeg ved at lære, at jeg måske også selv har en værdi, uanset hvad jeg kan vise frem. Sådan er jeg også blevet mere medmenneskelig af at blive mor, fordi jeg efterhånden kan se, at det i sig selv er stort at være menneske, og at livet er interessant i sig selv. Og det er da helt klart noget nyt,” siger kunstneren og kigger op mod altertavlen med den børnevenlige Jesus, der engang selv kom til verden svøbt i fosterfedt og uden andre medfødte talenter end at lade sig elske.