”Where do you want to shoot?”, spørger en sikkerhedschef i jakkesæt foran Københavns Synagoge i Krystalgade og nikker ned mod fotografens fotoudstyr, da vi har forklaret, at Kristeligt Dagblad har en interviewaftale i synagogen med den tidligere overrabbiner Bent Melchior og hans muslimske veninde Özlem Cekic, der er henholdsvis formand og generelsekretær for Brobyggerne – Center for Dialogkaffe.
Og selvom den engelsksprogede sikkerhedschef selvfølgelig hentyder til gode steder at ”skyde” billeder af de bogaktuelle venner, som i dag sammen udsender samtalebogen ”Brobyggere”, dukker billedet af blomsterhavet foran synagogen efter terrorangrebet for snart fem år siden alligevel straks op i erindringen.
Nu nærmer man sig ikke kun synagogen som et helligt sted for jøder, men også som et gerningssted, hvor den to meter høje frivillige jødiske vagt Dan Uzan blev skudt på klos hold af en islamisk terrorist. Det har ændret Krystalgade for altid med nye sikkerhedssystemer og militærvagter med automatrifler, der hver dag minder københavnerne om, hvad der er sket her.
Drabet kunne nemt have skabt nyt fjendskab mellem danske jøder og muslimer, men Dan Uzans død førte efter familiens ønske i stedet til en mindehøjtidelighed, som ikke kun skulle minde gæsterne om det tragiske dødsfald, men også om slægtskabet mellem mennesker på tværs af forskellige religioner og kulturer.
Og blandt de inviterede gæster fra det officielle Danmark var også den daværende SF-politiker Özlem Cekic, fortæller hun ved siden af sin nu nære ven, Bent Melchior, da vi lidt efter sidder inde i synagogen for at tale om deres venskab og nye bog, der er skrevet af journalisten Anders Jerichow.
Det er ikke tilfældigt, at vi mødes herinde i synagogens smukke sal med guldudsmykninger i loftet og en rød løber, der leder frem mod den forhøjning med en læsepult, den såkaldte bimah, hvorfra Bent Melchior som overrabbiner så ofte har læst eller snarere sunget fra toraen.
”Det her rum betyder rigtig meget for mig,” siger Özlem Cekic og holder vejret et øjeblik, inden hun tilføjer:
”Det er snart femårsdag for terrorangrebet, der jo både kostede Dan livet her ved synagogen og filminstruktøren Finn Nørgaard ved Krudttønden. Men dengang var jeg meget i tvivl, om jeg overhovedet skulle deltage til mindehøjtideligheden for Dan, der blev holdt herinde. Jeg vidste jo godt, at det ikke var mig, der havde begået terrorhandlingen, men jeg bar alligevel en skyldfølelse, fordi jeg som muslim delte tro med terroristen.”
Özlem Cekic besluttede at deltage for at vise respekt, men ankom til synagogen med en plan om at sætte sig anonymt bagest i salen.
”Min mand var med og tog som jer kalot på for at vise respekt, men jeg havde svært ved at kigge folk i øjnene. For hvad siger man til en far, der har mistet sin søn? Men så kom Bents søn, Alan, der er en stor mand og tog imod mig med et stort kram. ’Godt, du kom, Özlem!’, sagde han. Jeg blev helt væk i hans enorme arme, inden han sagde, at jeg skulle hilse på Dans forældre. Jeg havde aldrig mødt dem før, og jeg fik helt ondt i maven, for jeg tænkte, at de havde alle grunde til at hade muslimer efter det, der var sket. Men Dans familie er lavet af et helt andet kærlighedsstof. Da jeg rakte hånden frem, tog Dans far imod den og trak mig til sig i et stort kram, mens han græd. Jeg græd, og Dans mor græd, og jeg blev sat helt op foran ved siden af Bent, der græd, med biskopper, som sad ved siden af. Da gik det op for mig, at jeg var en del af det jødiske miljø. For deres smerte var også min smerte,” siger hun.
Hør Bent Melchior fortælle en vittighed i denne video
Bent Melchior nikker, inden han tager ordet.
”Det er jo et spændende fænomen, at folk har en tilbøjelighed til at lægge skylden på hele gruppen, når et individ fra en mindretalsgruppe gør noget dumt. Jeg voksede selv op i den tid, hvor der var nazisme og besættelse og så videre, og det var en stående bemærkning fra min mor, at jeg skulle opføre mig ordentligt, for hvis jeg lavede gale streger, fik hele det jødiske samfund skylden. Og det er stadig en problematik i samfundet, at vi er tilbøjelige til at mene, at en hel mindretalsgruppe skal bære skylden for, at enkelte opfører sig som tåber. Jeg kender ikke en gruppe, hvor der ikke er tåber,” siger han og griner.
Özlem Cekic: ”Det er også der, hvor mindretal ligner hinanden meget. Mine forældre kommer fra Tyrkiet, og jeg er opdraget fuldstændig på samme måde. Da jeg blev valgt til Folketinget for SF som den første kvinde med anden etnisk baggrund, ringede min mor og sagde, at jeg skulle tænke mig om 10 gange, før jeg begik noget, der kunne være dumt. For ellers ville det ramme alle de andre muslimske kvinder, der gerne ville ind i politik.”
Det var også Özlems Cekics vej ind i politik, der allerede i 2009 fik hende til at møde Bent Melchior første gang, efter hun udgav den tidlige selvbiografi ”Fra Føtex til Folketinget”. For Gyldendal havde inviteret Bent Melchior til receptionen, og der blev lagt mærke til den kendte jøde til den muslimske mønsterbryders reception. Og allerede den dag fandt de to ud af, at de måtte fortsætte den gode samtale senere.
”Vi havde noget, folk kalder kemi,” siger 90-årige Bent Melchior om sin nu 43-årige veninde, så samtalen til receptionen blev først til en frokost i Snapstinget og senere til adskillige laksemadder på Frederiksborggade, hvor Bent Melchior bor. Og senere blev han inviteret til ramadan-middag på Christiansborg, hvor det mildt sagt også vakte opsigt, at han dukkede op.
”Jeg følte ingen anledning til at sige nej til en gratis middag,” griner den tidligere overrabbiner.
”Jeg følte også lidt med Özlem i hendes situation i Folketinget på det tidspunkt, hvor hun stod alene med sine holdninger, for det har jeg også prøvet.”
Özlem Cekic: ”Vi havde den aftale, at hver gang, det var op ad bakke i SF, var det tid til en laksemad, så det blev til mange laksemadder.”
Bent Melchior: ”Jeg kunne sætte mig ind i hendes sindstilstand, når der var modgang, men hun havde modet til at gå imod strømmen. Jeg ved af erfaring, at det kan være svært at gå imod strømmen, så jeg vidste, at hun trængte til en opmuntrende bemærkning. Jeg har en livslang erfaring for, at man må vælge sine kampe. Men jeg har den holdning, at man må gå foran som leder, så sommetider må man stå fast på sine grundidéer, selvom ingen andre gør det. Det har tidligere kostet mig selv en fyring som overrabbiner, fordi menighedsrådet mente, at jeg havde vist for meget af synagogen frem i en DR-dokumentar, men jeg stod fast på at være åben,” siger Bent Melchior, der tror på, at kendskab avler venskab, og Özlem Cekic er enig:
”Det er også en af de pointer, vi har i bogen, at man meget hurtigt skaber fjendebilleder, og dem, vi har allerstærkest meninger om, er tit dem, vi faktisk ikke kender. Vi har aldrig drukket en kop kaffe med dem eller spist med dem, men vi tror, at vi ved, hvordan de er. Meget af det kommer fra Christiansborg eller medierne, men der er også noget, der overlever fra mund til mund, fordi nogen måske har haft dårlige oplever med folk fra bestemte grupper. Det er også derfor, at vores budskab hele tiden handler om, hvad man personligt selv gør for at nedbryde de fjendebilleder.”
Özlem Cekic smiler stolt til sin jødiske reservebedstefar:
”Det er derfor, at det er så godt for muslimske børn at møde Bent, når vi tager sammen rundt for at lave brobygning til muslimske friskoler. Mange af børnene der har hverken talt om holocaust med en jøde eller mødt en jøde. Men pludselig møder de Bent, som er flygtet i deres alder. Det nedbryder i den grad fordomme.”
Bent Melchior mener i øvrigt, at de tror på den samme Gud:
”Der er også noget smukt i alle religioner. Kristendommen har bare travlt med at tage patent på at være kærlighedens religion, som om kærligheden først blev opfundet i Det Nye Testamente, mens Det Gamle Testamentes Gud skulle være forældet, men jeg savner sommetider lidt, at man anerkender rødderne i Det Gamle Testamente, som både kristendommen og islam jo deler. Og uanset om man er muslim, kristen eller jøde, handler det jo om, hvordan bøgerne læses. Og i Tredje Mosebog står der for eksempel ikke kun, at man skal elske sin næste, men endda at man skal elske en fremmed som sig selv,” siger han uden at behøve at gå op for at se efter i toraen på bimahen bag ham, mens Özlem Cekic nikker som et amen.
Mens Bent Melchior endte med at beholde sit job som overrabbiner, da der kom et nyt menighedsråd med nye holdninger til, forlod Özlem Cekic både politik og SF, efter at hun ikke kom i Folketinget i 2015. I stedet er hun nu på det nærmeste gennem foredrag og interviews blevet verdensberømt for at drikke dialogkaffe med folk, som ellers opfatter hende som en fjende.
”Bent er faktisk årsagen til, at jeg laver så meget, som jeg gør. For han holder mig hele tiden til ilden med nye projekter og ting, vi tager ud til sammen. Det er enormt svært ikke at blive inspireret af hans livsglæde. Når jeg møder mennesker, der synes, at noget er for sent for dem, tænker jeg på, at jeg er venner med Bent, der er 90 år og stadig planlægger projekter, der vil vare de næste 10-20 år. Og du er ikke kun blevet min ven, men også min mentor og ekstra bedstefar,” siger hun og vender sig mod den gamle rabbiner, der gengælder hendes varme blik:
”Og den generationskløft, der er er mellem os, har bevirket, at jeg har kunnet omgås yngre mennesker, mens en del af mine jævnaldrende falder bort. Jeg siger farvel til mange gode venner og slægtninge, men i den udstrækning, jeg tør sige, at jeg bliver holdt ung, har hun en del andel i det,” siger han og tilføjer, at alle kan gøre en forskel, uanset hvor man er i livet.
”Jeg har aldrig selv været medlem af noget politisk parti. Mens min bror (Arne Melchior, der var medlem af Folketinget for CD, red.) som trafikminister blandt andet var medvirkende til at bygge Storebæltsbroen, har jeg været mere optaget af at bygge broer mellem folk i overført betydning, og det bliver man aldrig for gammel til.”
”Helt rigtigt,” siger Özlem Cekic:
”Folk tror altid, at magten ligger et andet sted end dem selv. Jeg har hørt ministre sige, at det er andre, der bestemmer, men ethvert menneske kan gøre en forskel ved at møde andre med åbenhed. Brobygning handler ikke om, at vi skal være enige om alting. Når Bent og jeg mødes, er vi heller ikke altid enige, men vi kan rumme uenigheden, og vi kan lytte til hinanden. Det er så vigtigt, og det bliver tydeligt, når vi sidder her i et af Danmark mest bevogtede huse, hvor et menneske engang blev dræbt, fordi en terrorist valgte volden i stedet for samtalen,” siger hun, inden vi følges ud til Krystalgade, hvor soldaterne med riflerne stadig står. På vagt.