Hella Joof flyttede ud på landet for at få fred

Gud står altid parat med åbne arme som én stor kærlighedsbutik, mener forfatteren, skuespilleren og filminstruktøren Hella Joof, der er aktuel med ”Båven om Gud”, der har undertitlen ”Et kættersk kærlighedsevangelium”

Når Hella Joof er i hjemmet ved Isefjord går hun lange ture for at finde ro, men når hun er inde i København finder hun gerne vej til Helligaandskirken for at finde ro i den travle larm.
Når Hella Joof er i hjemmet ved Isefjord går hun lange ture for at finde ro, men når hun er inde i København finder hun gerne vej til Helligaandskirken for at finde ro i den travle larm. . Foto: Leif Tuxen.

Der er så stille i Helligaandskirken midt i København, at man nærmest glemmer, at der er et storbyliv lige uden for, hvor et mylder af mennesker ignorerer hinanden på Strøget, mens de kigger ned i deres mobiltelefoner. Her er loftet så højt, at man ikke kan lade være med at se op på de hvide hvælvinger, der omfavner rummet som Guds egne arme.

”Det er et dejligt kirkerum. Her skal jeg også være med til at lave natkirke i december, og jeg kommer her også gerne midt på dagen for at finde ro,” siger Hella Joof og ser op på det enkle trækrucifiks på væggen, hvor Kristus er skåret ud i mørkt træ – tilsyneladende uden hverken hår eller skæg.

På den måde svarer Helligaandskirkens billede af Jesus egentlig meget godt til hendes eget bud på Gud. For i ”Båven om Gud” har Gud faktisk kun sparsomt hentehår, men til gengæld masser af kærlighed til sine skabninger. Og i Hella Joofs historie er der heller ingen tvivl om, at Gud ikke har nok i sig selv og længes efter kærlighed, så han skaber Adam for at få en at snakke – og spille badminton – med.

Da Adam så kræver en kvinde, giver Gud efter og skaber den smukke Eva, som Adam straks forelsker sig i. Gud føler sig så lidt som et tredje hjul med dårlig ånde, inden den søde slange i Paradisets have tilbyder sig som samtalepartner. Og selv den teenagefornærmede engel Lucifer forsøger Gud – uden held – at trække tilbage i fællesskabet.

Den noget alternative bibelfortælling med sjove tegninger af Anna Jacobina Jacobsen har ganske passende undertitlen ”Et kættersk kærlighedsevangelium”. For alt går ikke helt efter Bogen i hendes ”båv”, hvor mange af de svære steder i Bibelen også er blevet omskrevet, så syndfloden faktisk ”bare” er Guds tårer, mens Abraham og Job misforstår Gud totalt, når de tror, at det er ham, der har udvalgt dem til at miste deres børn.

Selv tror Hella Joof ikke, at Gud nogensinde sover, men i hendes bog tager Gud sig en morfar på toppen af Sinaibjerget, mens den lidt for opfindsomme Moses så går i gang med at lave en masse love for at hjælpe Gud. Og da Hella Joof når til Det Nye Testamente, er der slet ikke tale om nogen jomfrufødsel. Jesus er bare Guds adoptivsøn og ”sådan en god dreng”. Og til sidst har Gud en drøm, hvor alt ender godt, så selv Kain og Abel bliver forsonet. Men når alt i Bibelen på den måde bliver omskrevet, hvad er der så tilbage?

Jeg går rundt ude på landet og er helt stille, mens jeg kigger ud på hjortene på marken, og så kigger jeg på skyerne oppe på himlen, siger Hella Jooff som svar på spørgsmålet om, hvad hun gør for at tæmme larmen. –
Jeg går rundt ude på landet og er helt stille, mens jeg kigger ud på hjortene på marken, og så kigger jeg på skyerne oppe på himlen, siger Hella Jooff som svar på spørgsmålet om, hvad hun gør for at tæmme larmen. – Foto: Leif Tuxen

”Kærlighed,” svarer Hella Joof uden at tøve, så det runger i Helligaandskirken.

”Det er klart, at jeg har taget mig nogle store friheder og også gjort Gud menneskelig, fordi jeg syntes, at det var svært at skrive om en kraft, men jeg tror godt, at Gud kan tåle, at man laver lidt sjov med ham. For Gud er kun kærlighed. Han er den store kærlighedsbutik, som altid er åben, hvor vi altid kan komme. Det er sådan, jeg ser Gud. Jeg tror til gengæld virkelig ikke, at Gud går op i detailstyring på den måde, man kan læse i Moseloven, og jeg tror ikke på en Gud, der kunne drømme om at bede Abraham om at ofre sin søn Isak eller slå Jobs børn ihjel og fylde ham med bylder. For hvordan kunne man være andet end bange for sådan en Gud?”.

Sådan har Hella Joof tænkt, siden hun allerede som barn begyndte at tro på Gud og i konfirmationsalderen begyndte at gruble over de spørgsmål, der dukkede op, når hun læste i Bibelen eller de mere eller mindre omskrevne læs let-udgaver, som hun også elskede at stave sig igennem dengang.

”Når man spørger om det, der ikke giver mening i Bibelen, får man at vide, at blandt andet historien om Abraham og Isak er et paradoks. Hver gang, der var noget, der ikke gav mening, så var det bare et paradoks. Men hvordan kan vi undgå at frygte Gud, hvis han kunne bede Abraham eller os om noget så grusomt? Så bliver vi bange for Gud på samme måde, som vi bliver bange for vores forældre, hvis de den ene dag holder om os og siger: ’Jeg elsker dig, hvor er du dygtig,’ men den næste dag ikke taler til os eller hidser sig op og skælder os ud over, at vi spildte et glas mælk, fordi de er stressede,” siger Hella Joof.

”Sådan kan humørsyge forældre gøre os bange, men jeg tror simpelthen ikke på, at Gud ønsker at gøre os bange og terrorisere os på den måde. Jeg tror ikke, at der kommer andet end kærlighed fra Gud. Jeg tror ikke på en nidkær, straffende og dømmende Gud. Jeg tror på, at Gud er den altomfattende kærlighed, men jeg kan ikke få fortællingen om Abraham og Isak til at passe med mit billede af en kærlig Gud.”

Men læser du det ikke som et billede på Guds forhold til Jesus?

”Jo, men jeg kan heller ikke forlige mig med, at Gud skulle ofre det smukkeste menneske for at rense os med hans blod. Det tror jeg selv ikke på, ligesom jeg heller ikke tror, at det er Guds vilje, når børn dør i trafikken. Det er jo bare mennesker, der kører råddent i trafikken, ligesom det var mennesker, der korsfæstede Jesus,” siger Hella Joof og tier et øjeblik, inden hun tilføjer:

”Men jeg synes, at det vigtigste ved den fortælling er opstandelsen; at Jesus overkom døden. For det viser os andre vejen, når vi føler os korsfæstede og dårligt behandlet af livet. For vi kan også få hjælp til at overkomme det svære i livet, hvor man tror, at alting er slut, indtil man pludselig oplever en genopstandelse midt i det hele.”

”Og sådan kan man se tilbage på sit liv og tænke: Dér troede jeg, at jeg skulle dø, dér troede jeg, at jeg skulle blive indlagt på den lukkede, dér troede jeg, at alt var slut, men jeg overkom det med Guds hjælp. Jeg genopstod, fordi der var nogen, der hjalp mig. Og med Gud er vi med Ida Jessens smukke ord alle sammen med i en historie, der ender godt. For Gud er der til at hjælpe os på benene igen.”

Gud er nemlig et sted, hvor man kan gå hen med sin bitterhed, angst eller smerte, mener hun.

”Gud er et sted, hvor man kan gå hen og sige: ’Jeg kan ikke bære det her alene, vil du hjælpe mig med det?’. Og det vil han selvfølgelig, men når vi føler os ulykkelige og sindssyge, er det tit, fordi vi selv tror, at vi er blevet forbandede af Gud. Jeg ved godt, at jeg taler til os troende, men vi har jo alle sammen en længsel i os efter noget, der giver mening og rummer os.”

”Det kan man prøve at finde i alkohol, stoffer eller kærlighed til et andet menneske. Den store overvældende kærlighed er jo dejlig at føle. Og den tror jeg, at alle mennesker længes efter at føle, men de gange, hvor man føler sig forbandet, og hvor man tror, at man er udvalgt til at bære korset, hvor skal man så vende sig hen? Det er jo det, Job tror. Han tror, at han er udvalgt til at bære smerten; at Gud har forladt ham.”

Men er det ikke også det, Jesus tror?

”Evangelierne har jo forskellige beskrivelser af Jesus på korset. Hos Markus og Matthæus siger Jesus: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’. Hos Lukas har han overskud til at love den angrende røver en plads i himlen og tilgive soldaterne, inden han siger: ’Fader i dine hænder betror jeg min ånd’. Og hos Johannes har han endda tid til at finde en hjælper til sin mor og bede om noget at drikke, inden han siger: ’Det er fuldbragt’. Måske sagde han det hele, men det tegner jo et billede af, at han til sidst fandt fred i tilliden til Gud.”

”Hvis man er udsat for så stor smerte, føler man hurtigt, at Gud har forladt en, men det har han ikke. Han står parat med åbne arme som faderen i lignelsen om den fortabte søn, og selvom man føler sig korsfæstet, kommer der en opstandelse. Det kan være, at det ikke tager tre dage, men tre år, men det ender godt,” siger Hella Joof.

Hvordan er opstandelsen kommet ind i dit liv?

”Jeg har troet på Gud hele mit liv, selvom min mor ikke var særligt kristen, men de år, hvor jeg var allermest ulykkelig i 1990’erne, var også der, hvor jeg troede, at jeg kunne klare det hele selv. Det gjaldt nok både i forhold til mennesker og Gud. Dengang ville jeg gerne kontrollere mit liv ned til mindste detalje. Jeg ville gerne performe og blive dygtig, så alle skulle rose mig, men det gjorde mig kun ulykkelig.”

Allerværst havde hun det, da hun var blevet skilt og boede i en lille lejlighed på Nørrebro, som hun som enlig, arbejdsløs mor var blevet tildelt af kommunen.

”Det eneste gode var, at jeg havde virkelig tynde ben dengang, men ellers gik ingenting, som det skulle. Min nabo havde smadret min dør, efter at jeg havde meldt ham til politiet for at slå sin kone, og pludselig opdagede jeg også en knude i mit bryst, og jeg gik rundt i uvished en måned, mens alting ramlede sammen.”

”Man tror jo altid, at det ikke kan blive værre, men der kommer altid lige en regning til, og en dag tog jeg mig selv i at bede til Gud, mens jeg sad og tissede. Jeg kunne ikke mere, og det havde jeg heller ikke kunnet ugen før, men dér gav jeg slip på det hele,” fortæller Hella Joof og tilføjer nærmest måbende:

”Og nede på gaden blev jeg noget tid efter stoppet af en fremmed mand, der spurgte, om jeg manglede en lejlighed. Det havde han hørt og kunne kende mig fra noget børnefjernsyn. Derfra begyndte mit liv at blive godt igen. Siden har jeg forsøgt at lære mig selv at bede om hjælp og sige: ’Jeg står her med helt skrabede knæ og ved ikke, hvad jeg skal.’ Det er ikke altid, at jeg får, hvad jeg beder om, men jeg er sikker på, at Gud hører mig. Og ligesom min bøn blev hørt dengang i 1990’erne, synes jeg, at der er små gudsbeviser overalt i hverdagen, hvis man ellers hører efter.”

Men man behøver jo ikke engang at lede efter ondskab. Hvorfor tror du, at det er sådan?

”Ja, det er jo svært at forstå, at der overhovedet skal være ondskab. For når Gud er kærlighed og skaber alting i forlængelse af sig selv, burde alting jo være kærlighed. Men det er der, at den frie vilje kommer ind i billedet. For vi har jo både evnen til at gøre godt og ondt, men når vi gør ondt, er det tit, fordi vi er blevet forvirrede eller sårede selv. Og så kan man godt glemme Gud og kærligheden. Lucifer kan vi jo sagtens høre hele tiden, men jeg er sikker på, at Gud også taler til os hele tiden. Gud taler bare i tavsheden, så vi skal være stille for at høre ham, for der er bare så meget larm i verden og inde i vores hoveder. For vi larmer jo også selv.”

Hvad gør du selv for at tæmme larmen?

”Jeg er stille. Jeg går rundt ude på landet og er helt stille, mens jeg kigger ud på hjortene på marken, og så kigger jeg på skyerne oppe på himlen. Og så sidder jeg helt stille. Sådan prøver jeg at meditere dagligt. Jeg er også flyttet ud på landet ved Isefjord midt ude i skaberværket for at få stilheden,” siger hun og inhalerer tavsheden her i kirken med et smil.

”Alle mennesker har brug for den stilhed, og når man opnår det, kan man finde ud af, hvilket menneske man skal være, men hvis der er for meget larm, aggression, Facebook og ’hvem sagde hvad?’, ’os og dem’ og ’rød og blå’, så bliver vi forvirrede. For vi er bare nogle små mennesker. Derfor har vi brug for stilheden, så vi kan høre, at der er nogen, der lægger armen om én og siger ’så, så, så. Det skal nok gå.’”

Hvordan mærker du selv det?

”Det mærker jeg ved fraværet af uro, når jeg kan mærke, at det, jeg gør, udspringer af en fred, og jeg ikke løber hæsblæsende efter mig selv, men er, hvor jeg skal være. For så begynder jeg ikke at intellektualisere alting for selv at regne alting ud, for så kan jeg mærke det.”

Så er du online med Gud?

”Ja,” siger hun og smiler, mens violinerne pludselig begynder at spille i den ellers så stille kirke. For der var åbenbart nogen, der skulle øve. Måske som en slags gudsbevis.