Prøv avisen
Rørende historie om sønderjysk soldat under Første Verdenskrig

Due i den store krig

Hans Andresen Due (th.) sammen med sin sønderjyske soldaterkammerat Asmus. De to var 18 år, da de ufrivilligt blev sendt ud i Første Verdenskrig i tysk tjeneste. Due faldt ved Vestfronten i 1917 og blev hentet hjem til Als i en zinkkiste af sin far. – Privatfoto.

MED BILLEDSERIE: Hans Andresen Due var en af de sønderjyske ufrivillige tyske soldater under Første Verdenskrig. Nu er han nævnt på en ny mindetavle for faldne sønderjyder i krigen

"Husk at sige farvel til oldemor. Det kan være, at det er sidste gang, I ser hende."

Sådan sagde mine forældre altid højtideligt, når vi besøgte min farmor og farfar i Majbøl på Als. Min oldemor, Helene Due Poulsen, boede i aftægten på slægtsgården, som tidligere havde tilhørt hendes patriarkalske far, Nikolaj Due.

Allerede dengang var hun gammel, men selvom vi kun kom til Als et par gange om året, gik der alligevel mange år, inden det vitterligt blev sidste gang, vi så hende. For hun blev 102 år og døde først i 1996. To år tidligere kunne hun krone et langt og begivenhedsrigt liv med en stor 100-års fødselsdagsfest med brev fra Dronningen, besøg af borgmesteren og sin store familie omkring sig.

LÆS OGSÅ: Derfor blev soldaterkirkegård genindviet

Jeg husker stadig hendes helt lyseblå øjne i det fantastiske ansigt, der var et frodigt landskab af rynker og levet liv. Og det var altid en særlig oplevelse at besøge hende i aftægten, hvor tiden syntes at være spolet tilbage med de gamle møbler som hendes søsters foddrevne og falske skolelærerorgel med flere tangenter, der ikke havde virket i generationer. Aftægtsboligen virkede på den måde som en mindestue med væggene fulde af falmede fotografier af mennesker, der for længst var døde. En af dem var hendes lillebror, Hans Andresen Due, der faldt i Frankrig som 19-årig under Første Verdenskrig i ufrivillig tysk tjeneste. Og sommetider begyndte min oldemor pludselig at tale om den tid på sit rullende alsiske.

"Det var under e krieg, altså den føst," sagde hun, og så spidsede vi ører, mens hun fik blanke øjne, når hun talte om sin lillebror Hans, der var sådan en god dreng.

En dag viste hun os også en lille kasse med en stor stak breve til og fra hendes faldne bror. Der viste sig at være over 100 breve. For familien sendte ham breve og et eksemplar af den dansksindede avis Dybbølposten hver eneste dag med den velfungerende tyske feltpost, først til hans kaserne i Tyskland og siden til skiftende skyttegrave på Vestfronten, hvor han lod sig beskyde i en sag, der ikke var hans, inden han faldt i oktober 1917.

Der blev sendt millioner af breve frem og tilbage til Sønderjylland i de år. For i alt blev omkring 30.000 sønderjyder sendt ud i krig for den tyske kejser Vilhem på både Øst- og Vestfronten under Første Verdenskrig. 5333 af dem vendte aldrig levende hjem. De fleste sønderjyske familier er berørt af Første Verdenskrig med slægtninge, der blev tvunget i tysk uniform, siger Jens Christian Gjesing, der både er socialdemokratisk borgmester i Haderslev og formand for Den Sønderjyske Fonds Mindelegat.

Det er en næsten ubegribelig tragedie for landsdelen. For der faldt flere unge sønderjyder under Første Verdenskrig, end der var omkomne ved World Trade Center. Og det kan virke uvirkeligt. Men hver gang man hører én families historie eller ser ét gravsted for en ung sønderjysk mand, der faldt som 18-19-årig på fremmed mark, bliver historien vakt til live på en meget nærværende måde. Og jeg bliver rørt hver gang, siger borgmesteren.

Første Verdenskrig er på den måde stadig nærværende i det sønderjyske. For mange danskere er Første Verdenskrig de andres krig, eftersom Danmark ikke deltog i krigen, men for sønderjyderne er det tabet af de unge, som Prins Joachim sagde til Kristeligt Dagblad i weekenden, da han genindviede Den Sønderjyske Kirkegård i Braine i Nordfrankrig.

Dermed ramte min oldemor netop også den sønderjyske følelse, når hun kaldte Første Verdenskrig for e Krieg. Der døde godt nok også nogle sønderjyder under Anden Verdenskrig, men Første Verdenskrig var Den store krig, den var krigen, der kastede Sønderjylland ud i en kollektiv sorg over sine tabte sønner. Værst var det naturligvis for de familier, der blev ramt. Og det var mange. For ud over de døde blev endnu flere såret på krop og sjæl. Det kan min farmor, Edith Poulsen, der i mange år var sygehjælper på Sønderborg Sygehus, fortælle mange historier om.

De gamle krigsveteraner fra Første Verdenskrig kunne pludselig begynde at græde, hvis de kom til at tale om krigen. Og nogle gemte sig endda under hospitalssenge, når de vågnede forvirrede op fra narkosen efter en operation, fordi de troede, at de var i fare for at blive skudt på.

En dag skulle hun passe en gammel snedker, Asmus Esbersen, fra Tandslet, og de kom til at tale om krigen. Det fik ham til at græde højt og længe, inden han fik fortalt, at Hans Andresen Due havde været hans bedste ven, og at han sad hos ham i skyttegraven og holdt ham i hånden, da han døde efter at være blevet ramt af en granat.

Sådan var krigens barske realiteter. Soldaterne så deres venner blive dræbt og lemlæstede, mens de kunne gå og tænke over, om de selv ville være i live fem minutter senere. Og i mellemtiden måtte familierne leve med uvisheden og det hårde arbejde med at drive deres gårde uden deres unge sønner derhjemme.

Man må læse mellem linjerne i brevene, hvis man skal forstå, hvordan Due har haft det i den periode, hvor han overværede så mange af sine soldaterkammerater blive bombet i den meningsløse krig, der også er blevet kaldt Europas store selvmord. For mens Anden Verdenskrig kan forklares som en kamp mod en grusom ondskab i form af det nazistiske menneskesyn, var Første Verdenskrig snarere en hovedløs kamp mellem demokratier, der bekæmpede hinanden meter for meter for at vinde nye jordknolde. At skyde sig selv i foden var ikke nødvendigvis dumt dengang, hvis det kunne sikre ens hjemsendelse.

Hvert deltagende land havde imidlertid opbygget en omfattende propagandamaskine, der opfordrede deres unge mænd til ærefuldt at kæmpe for deres fædreland. Men de ni millioner fortrinsvis unge mænd, der faldt på begge sider under Første Verdenskrig, lignede hinanden mere, end de havde lyst til at indse. De fleste var bondesønner, der bare gerne ville hjem på orlov.

Mest meningsløst var det for de unge mænd, der kom fra besatte områder som Sønderjylland. For de blev tvunget til at kæmpe en krig for en sag, der slet ikke var deres. Hvis de nægtede, kunne tyskerne straffe hele deres familier ved at tage deres jord og indtjeningsgrundlag fra dem. Derfor opfordrede selv dansksindede patriotiske sønderjyder paradoksalt nok egnens unge til at tage pligten på sig og kæmpe for Tyskland, så den sønderjyske jord ikke skulle falde i tyske hænder. Men de tyske officerer var svære at stille tilfredse, de udsendte sønderjyske soldater skulle også virke tysksindede.

Sønderjyderne kunne derfor ikke skrive deres tanker frit ned i de breve, de sendte hjem, når nu deres tyske foresatte kunne finde på at læse dem. Og antydninger var derfor alt, de dansksindede soldater kunne skrive til deres slægtninge.

Det er triste tider, vi må tie og tænke, som en af min tipoldefars naboer skrev hjem til ham fra Østfronten. Naboen havde dog overtalt sine overordnede officerer til at få lov til at skrive hjem på dansk med henvisning til, at hans familie ikke forstod tysk. Men ellers blev mange tvunget til at skrive på tysk, herunder Hans Andresen Due Musketer Due der afslutter sit første brev på tysk med at skrive med småt Danish dürfen wir nicht schreiben.

Det må have været uhyrligheder, han har oplevet ved fronten, men bortset fra nogle enkelte bemærkninger om, at han kunne høre granaterne falde, hvad der forståeligt nok gjorde ham noget ængstelig, gjorde han tydeligvis sit bedste for at berolige sin sønderjyske familie. Jo tak, han modtog skinken. Ja, han havde underbukser nok. Og ja, selvom han skulle flytte stilling, flyttede mange af kammeraterne med. Han skriver dog også ofte om sit store ønske om at få en orlov, så han kan hjælpe til på gården. Og lige indtil det sidste skriver min tipoldefar tilbage til ham med håbet om at få ham hjem i det mindste på orlov.

Selvom min tipoldefar var dansksindet af hele sit sønderjyske hjerte, skrev han oven i købet til sin søn, at han jo måtte gøre sin pligt og adlyde sine foresatte, så han kunne komme sikkert hjem. Men Hans Andresen Due fik aldrig lov til at få en orlov i det år, han var udsendt, selvom han både bad sine tyske officerer og vor Herre om orlov, mens min tipoldefar forgæves forsøgte at blødgøre de tyske myndigheder hjemmefra. Det rokkede dog tilsyneladende ikke ved hans tro på, at sønnen nok skulle komme sikkert hjem. I det sidste brev min tipoldefar sendte sin søn, skriver han oven i købet formanende:

Hold dig til din himmelske Fader, så skal du nok komme hjem, men det blev ikke i live. For kort tid efter fik mine tipoldeforældre besked om, at deres søn var omkommet, efter at han var blevet ramt af en granat.

Det blev et hårdt slag for min svagelige tipoldemor, der døde et par måneder efter lige op til jul. Nu stod min tipoldefar i en dobbelt sorg. Sammen med sin nu afdøde kone havde han fået fire børn, to piger og to drenge, men den ene søn var allerede død som fireårig, og nu havde han altså både mistet sin kone og den eneste søn, han havde tilbage. I den situation begyndte det at pine ham, at han ikke engang kunne begrave sønnen i sønderjysk jord. Så skal du nok komme hjem, havde han endda skrevet til sønnen. Og det uindfriede løfte plagede min tipoldefar så meget, at han til sidst besluttede sig til at hente sin søns lig hjem til Als, selvom det både var en bekostelig og slet ikke ufarlig affære at rejse ned til fronten for at grave sønnen op, hvor krigen stadig rasede.

Min tipoldefars svoger tilbød at tage med. Og mirakuløst lykkedes det de to stædige sønderjyder at finde det sted, hvor sønnen var blevet begravet, grave liget op, flytte det over i en dyr zinkkiste og fragte det hjem til Danmark på hestevogn og i tog. Og i marts 1918 kunne de endelig begrave Hans Andresen Due ved siden af hans mor på Hørup Kirkegård.

I lørdags fik Hans Andresen Due også et varigt mindesmærke i Frankrig, da hans navn blev hængt op på en mindetavle på den sønderjyske kirkegård i Braine sammen med de andre 5332 faldne sønderjyder, som har fået plads, inddelt efter deres fødesteder, på store glasplader, der spejler sig i himlen.

Nu har Kulturstyrelsen og Den Sønderjyske Fonds Mindelegat bragt hans navn tilbage til Frankrig, hvor han faldt sammen med millioner af andre unge mænd. For de tilstedeværende ved åbningen giver det håb at betragte den sønderjyske kirkegård, der ligger klods op ad den franske soldaterkirkegård, som en fransk generøsitet, så de unge mænd, der mistede livet, mens de skød på hinanden under e krieg, nu ligger som våbenbrødre i et symbol på den store krigs meningsløshed. For selvom de repræsenterede forskellige fronter i krigen, repræsenterede de først og fremmest liv, der gik tabt.

Hans Andresen Dues navn på en af de tolv mindetavler i stål og glas, der nu er opsat på den sønderjyske kirkegård i Braine i Nordfrankrig med samtlige 5333 navne på de sønderjyder, der faldt under Første Verdenskrig Foto: Daniel Øhrstrøm
Den smukke katedral i Braine dannede både rammerne om en koncert med militærorkestret SMUK og om mindegudstjeneste for de faldne sønderjyske soldater under Første Verdenskrig Foto: Daniel Øhrstrøm
Det sønderjyske militærorkester SMUK fyldte både katedralen i Braine med bløde toner og festlig hornmusik, da de gav koncert aftenen inden genindvielsen af den sønderjyske kirkegård.. Foto: Daniel Øhrstrøm
Franske og danske krigsveteraner hilser på hinanden, inden genindvielsen af den sønderjyske kirkegård. Foto: Daniel Øhrstrøm
Prins Joachim ankommer til genindvielsen og hilsner på borgmesteren i Braine, efter han har hilst på borgmesteren fra Haderslev. De to byer har været venskabsbyer siden 1975, fordi de fleste af de sønderjyder, der er begravet på den sønderjyske kirkegård kommer fra Haderslev-egnen Foto: Daniel Øhrstrøm
Jens Christian Gjesing (S), Haderslevs borgmester og formand for Den Sønderjyske Fonds Mindelegat, var blandt de officielle repræsentanter, der lagde en krans på mindesmærket for de faldene sønderjyske soldater, da Den Sønderjyske Kirkegård i Braine i Nordfrankrig blev genindviet i sidste weekend. – Foto: Daniel Øhrstrøm
Den sønderjyske kirkegård, der nu er restaureret Foto: Daniel Øhrstrøm
Prins Joachim hilser på franske myndighedspersoner, der var mødt op til genindvielsen Foto: Daniel Øhrstrøm
94-årige Kai Bosack, der mistede en sønderjysk morbror under Første Verdenskrig, er her i snak med den danske præst i Braine Foto: Daniel Øhrstrøm
94-årige Kai Bosack i snak med arkitekten Jørgen Overby bag den renoverede sønderjyske kirkegård i Braine. Foto: Daniel Øhrstrøm
Haderslevs borgmester og formanden Den Sønderjyske Fonds Mindelegat i snak med erhvervsmanden Lauritz Jessen, der selv donerede 700.000 kroner "med ægte sønderjyske sindelag" til renoveringen af den sønderjyske kirkegård, så projektet kunne blive til noget. Foto: Daniel Øhrstrøm
Brev til Due. Under Første Verdenskrig blev der sendt millioner af breve mellem Sønderjylland og forskellige fronter med den tyske feltpost. Familien Due sendte selv dagligt brev til Hans Andresen Due med et eksemplar af den dansksindede avis Dybbølposten Foto: Daniel Øhrstrøm