Prøv avisen
4 stjerner

Duften af Gud og evigheden

4 stjerner

Den kirkelige provokatør og sognepræst Poul Joachim Stender er tilbage med et nyt slag i bolledejen. Og anmelderen kan lide duften i bageriet

Poul Joachim Stender er tit for meget! Det var han, da han sammen med Claus Meyer i sin tid lavede en 500-kronersnadver. Det var han, da han skejede ud med al sin sex og sanselighed. Det var han, da han overhørte velmenende lægers råd om solbeskyttelse og for høje kolesteroltal. Det var han, da han mente, at voksne skulle tage sig et fjumreår og stoppe op for at gribe livet.

Han er for meget, ham sognepræsten i Kirke Saaby – men Gud ske tak og lov for, at der er nogle præster, der er for meget på den måde.

Nu er han igen på banen. Hans nye bog ”Guds sved” handler om dufte og den underkendte lugtesans. Den har undertitlen ”Kvinden, der kunne lugte Gud”. Denne kvinde møder han i Jerusalem, og de to nørder sig igennem alverdens dufte og det bibelske landskab.

Om det er fakta eller fiktion, er lige så svært at afgøre som at beskrive, hvad duft er. Poul Joachim Stender skriver, at han har næse for dufte og altid har haft det. Han har adskillige parfumer hjemme i præstegården, som han bruger i forskellige anledninger alt efter stemning.

Vores kirke har ikke svingende røgelseskar eller olivenolie i dåbsvandet. Vi har droslet duftene ned til at være i form af blomster. Når vi læser Bibelen, læser vi den med hjernen eller hjertet. Stender vil have næsen med.

”Livet begynder i næsen,” siger han provokerende i første kapitel af bogen, hvor han beskriver mødet med den ortodokse kristne kvinde Ketura i en parfumeforretning i Vestjerusalem. Hun er en 62-årig parfumeur.

Hun har under et besøg i Jesu hjemby, Kapernaum, fået en åndelig oplevelse, hvor hun lugtede noget, som hun er sikker på var Jesus. ”Han lever,” udbrød hun ekstatisk på stranden ved Genesaret Sø. Nu har hun sat sig for at genskabe duften af evigheden som en parfume. Den kalder hun Guds sved.

Jeg synes ikke, at sved er noget særligt delikat udtryk, og det giver mig dårlige duftfornemmelser, men det kom jeg næsten over, da den rette odeur kom under min næse. Stender tager os med på en ordentlig rundtur i duftmanegen inde i den bibelske verden. Det er for meget – og samtidig både skørt og skønt. Der venter én en speciel oplevelse. Det er ikke for øjet, ikke for øret, ikke for munden, men for næsen.

Og Stender er næsvis, men han kan også være god, som når han tager os med ind i Højsangen, der er fuld af dufte. Kvinden dufter af granatæble, henna, nardus, safran, kalmus, kanel, myrra og aloe. Man bliver helt beruset af duft, når han skildrer gammelkendte beretninger fra Bibelen ud fra duftens perspektiv. Jeg forstår godt, at bogen er kommet på Bibelselskabets Forlag. Det er bibeludlægning på en ny måde.

”Hvorfor er vores lutherske kirke tavs om duftene på opstandelsesmorgenen?”, spørger Stender, når nu Nikodemus havde bragt 33 kilo aloe og myrra ind i Jesu grav langfredag. Der har været en vellugt af evighed over den morgen, da graven blev åbnet påskemorgen for de tre kvinder. Der har været en orkan af duft. Det kunne man godt tage med i prædikenen næste påskemorgen!

Bibelen er fuld af vellugt, og der lægges i Stenders bog en ny dimension til betydningen af ordene, når duften følger med. I Salmernes Bog lyder det: ”Tag imod min bøn som et røgelsesoffer.” Man kan pludselig dufte det. En bøn som den duft, harpiksen, frankincense, frembringer, når den brændes af. Jesusbarnet fik frankincense af de hellige tre konger. Det er duften af koncentreret hellighed, siger Ketura til Stender.

Der er ikke meget historisk-kritisk analyse over det, men der er bouquet og krop. Stender åbner for en sanselighed, vi lutherske har glemt. Men han er også næsvis (tø-hø igen), når han beskriver vores folkekirkelige rene enkle barnedåb over for den ortodokse dåb, der dufter af olivenolie og en parfume bestående af 57 forskellige dufte!

Bogens slutkapitel hedder ”Vi er Kristi vellugt for Gud”. Det er fra Paulus’ Andet Korintherbrev. Så sanseligt betragtes vi.

Tak, Stender, fordi du er for meget, og det er Bibelen heldigvis også.

Læs interview med Poul Joachim Stender på