Nu er vi kommet ind i juli måned. Sommeren er over os, og vi fryder os over haver og parker. Skønheden er omkring os. Salmedigteren Paul Gerhardt skrev i 1653 lige i kølvandet på Trediveårskrigen, hvor store dele af Centraleuropa var ødelagt, sin sommersalme ”Gak ud, min sjæl, betragt med flid” og se ”Guds underfulde gave! Se, hvor hvert lille blomsterpar sig yndefuldt nu smykket har på marker og i haver”. Det var hans råd til en træt og udmagret menighed. Midt i den skønhed, vi ikke selv skaber, lader Gud en trøst og glæde blive til. Derfra kan vi så begynde på ny.
Jeg tror, mange moderne mennesker vil nikke genkendende til Gerhardts poesi. Det er terapeutisk vederkvægende at være der i haven med skønhedens blomster og træer.
En af de blomster, mange mennesker sætter højest, er roserne. Deres skønhed, farver, dufte og så de mytologiske torne. Roser er sig selv! De har altid fascineret. Det handler den nye franske film ”Duften af roser” om.
Eve Vernet (smukt spillet af Catherine Frot) har hele sit liv levet på sit og faderens rosegartneri. Selvfølgelig må hun hedde Eva, når nu de går i deres paradishave blandt roserne! Faderen er død for 15 år siden, men drømmen om nye roser er stadig levende.
Nu er hun en moden dame – stadig med glød og lyst til at deltage i den største rose-konkurrence i Frankrig – men hun har skarp konkurrence fra en rose-koncern, der har penge og mandskab til at udvikle nye produkter. De seneste otte år har kon-cernen vundet konkurrencen.
Det er den lille mod den store, David mod Goliat. Der er ikke megen tvivl om, hvor sympatien ligger. Vi holder med den lille ildsjæl mod den store mastodont. Det motiv er set før på film, og det er altid godt stof. Man kan bare tænke på den gamle Meg Ryan og Tom Hanks-film ”You’ve got mail”.
Det går økonomisk dårligt med Eve Vernets gartneri. Hun er ved at løbe tør for penge og har ikke råd til den nødvendige arbejdskraft. Eves sekretær og kassemester, Vera, ansøger derfor om arbejdskraft i en organisation, der prøver at få mennesker ud på arbejdsmarkedet igen efter personlige nedbrud. Der ankommer tre ret vrangvillige eksistenser, der skal resocialiseres, til gartneriet.
Det har sine vanskeligheder, men for at gøre en lang historie kort, så opstår der et fællesskab, der bliver prøvet gennem forskellige hændelser, blandt andet gennem et indbrud i rose-koncernens drivhuse.
Eve har en idé om at udvikle en ny rose. Den proces med podning, pasning, stikling og vanding er et af handlingsmønstrene i filmen. Sideløbende er der en lignende proces i de tre resocialiserede, der udvikler sig positivt undervejs, så begge processer bærer blomst.
En af Eves sidste replikker i filmen er:
”Hvad er livet uden skønhed?”.
Deri er hun ganske enig med salmedigteren Paul Gerhardt, og vi andre kan kun stemme i.
Så hvis man en sommeraften får lyst til andet end sport i tv, så er der fryd og skønhed at møde i denne lille smukke film.