Bladene udenfor er ved at blive gule og himlen grå, men i auditoriet på Forfatterskolen er forfatterne grønne og velkomstdrinksene røde. De unge forfattere går smilende rundt blandt venner og familie, mens de indbyrdes aftaler de sidste detaljer inden den endelige oplæsning.
På Forfatterskolen i indre København er aftenen dedikeret til de afgående elever, som hver skal læse op fra deres respektive værker. Værker, som er blevet samlet i en antologi, prydet med gule og grønne kuglepenstegninger på omslaget. I antologien er der både digte, tekstuddrag, oversættelser og billeder, men hvad kendetegner egentligt det nye hold forfattere?
Rektor på Forfatterskolen, Jeppe Brixvold, holder et oplæg til de afgående elever, hvor han roser dem for at være nysgerrige og stille spørgsmål til det, de foretager sig, og til det at skrive. Det har vist sig i de litterære emner, som eleverne har ønsket: kristen mystik, metrik, klassisk kinesisk litteratur og afrikansk science fiktion.
Den første elev, der læser op, hedder Christoffer Thunbo Pedersen og har også illustreret omslaget. Han læser et tekststykke op om et møde med en kvinde med en rød mund ved navn Alina. Han har en distinkt udtale, som gør ham sårbar og forpligter tilskuerne til at give ham deres fulde opmærksomhed. Og det gør publikum.
Derefter afløser eleverne hinanden med oplæsninger kun adskilt af en kort præsentation af deres navne. Emnerne spænder vidt fra endeløshed til familieforhold og foregår på skibe, i Saudi-Arabien og i danske sommerhuse.
En ung mand i lyseblå skjorte og mørkt, næsten sort hår går på scenen. Han hedder Jens Kæmpe og læser op fra sine digte med en varsom stemme. Digtene kommer rundt om alt fra USA’s præsident til teltture til Jylland, og pludselig siger han i forlængelse af sidste sætning: ”Og nu er der vist pause”, hvilket man et øjeblik tror er en del af digtet. Men der er såmænd bare pause, og folk myldrer ned mod baren og gården.
Efter pausen går en ung kvinde ved navn Ida Christine Drejer Bonde på scenen og begynder at læse højt.
”Min søster ønskede sig hele sin barndom smilehuller og overbid. Hun gik rundt med en finger i hver kind, og fortænderne uden på underlæben og håbede, at det ville sætte sig. Da hun blev 15 år, satte det sig i mig,” læser hun, og publikum ler varmt.
Hun læser op på en måde, der karakteriserer flere af oplæsningerne. Engang blev kunstpauser brugt som et effektfuldt værktøj for at fremhæve noget i en tekst, men ikke her. Her er det, som om kommaerne er fjernet, og teksterne flyder ud af munden på forfatterne i et jævnt tempo. En slags ”kunststrøm”, om man vil. For publikum bliver holdt fast af strømmen.
Herefter vender den mørkhårede forfatter Jens Kæmpe tilbage til mikrofonen. Denne gang blot med et enkelt digt.
”Han er sødeste læge i byen,
Jeg er rørt til tårer
Det er han også
over min kærestes historie
De har begge haft kræft
Han siger, man får traumer
af at danse med døden
Men det bekræfter livet
at tale om det”,
lyder et uddrag af digtet, som giver genlyd i auditoriet. For selvom forfatterne er unge, så er emnerne eviggyldige.
Nu er mørket faldet på udenfor, og alle syv forfattere har læst op. De bliver kaldt på scenen en efter en, hvor de modtager hver deres røde rose og store klapsalve. I den nærmeste fremtid begynder flere af eleverne at sende manuskripter ind til forlagene. Men først er der fest.