Dukker, der fisker i rørte flygtningevande

Christian Lollikes ”Living Dead” er flot, men ubehageligt teater, der begræder tabet af humanistiske værdier

Skuespillerne er Morten Burian, Maria Rich og Özlem Saglanmak. De spiller fabelagtigt med subtile nuancer i deres dukkeportrætter.
Skuespillerne er Morten Burian, Maria Rich og Özlem Saglanmak. De spiller fabelagtigt med subtile nuancer i deres dukkeportrætter. . Foto: Rumle Skafte/Aarhus Teater.

Med færre ord og et langsommere tempo råber Christian Lollike højere, end han plejer. Hans flygtningekrisegyser kravler helt op i ansigtet på os, den vil ind under huden og belejre vores kroppe. Og der vil den have lov til at sidde og nage. Den vil fastholde os i den smertende empati, vi føler for de mennesker, vi ser krydse Middelhavet. Vi må ikke skifte kanal.

”Living Dead” kører på psyken og samvittigheden. I et køkken sidder tre letpåklædte dukker med sorte øjne og lange blink. De glinser af velfærd og er stive som robotter. Kvinderne laver mad. Manden sidder.

Uhyggen ligger i langsommeligheden og det truende sagte lydbillede og sansemanipulationer. Lyden af en sløv kniv, der knaser sig vej gennem lagene i et løg. Lugten af stegende fisk, der prikker på panden. Hvid støj. Fedtede klinker.

Skuespillerne er Morten Burian, Maria Rich og Özlem Saglanmak. De spiller fabelagtigt med subtile nuancer i deres dukkeportrætter. Sidstnævntes tyrkiske herkomst skinner igennem under den platinblonde paryk. En grundløs mistro ulmer hos de to andre og accelererer. Imens kryber flygtningezombier ud af havet, dækket af tangslim og fiskeindvolde, og truer dukkerne på deres sociale tryghed.

Det er dukkerne i køkkenet, der er de levende døde. Sløvt forsøger de at diskutere sig til en form for holdning til flygtningekrisen, men flakser bare rundt i meninger og floskler. ”Det er jo ikke, fordi man ikke vil. Det er bare, fordi man…” – længere når de ikke. Og det er meget rammende. Vi krymper os, idet de tager første bid af fisken, som måske, måske ikke, har mæsket sig i flygtningelig i Middelhavet.

De diagnosticerer sig selv: De lider af empatitræthed. ”Hvis man får et ansigt på, opstår der vel en ømhed,” konkluderer de spørgende, håbefuldt. Men selvmedlidenhedsfølelsen er større og mere her og nu end medmenneskelighedsfølelsen, så den vinder.

Vi mennesker er jo ikke skabt til at skulle forholde os til så mange humanitære kriser på én gang. Vi er særligt sensitive, har for tynd følelsesmembran og skal selvfølgelig også huske at passe på os selv. Heldigvis kan vi sætte vores lid til nødhjælpsarbejderne, der er vor tids præster. Med en indbetaling til en nødhjælpsorganisation kan man købe aflad og holde sin samvittighed i skak.

Dukkerne taler håbefuldt om, at problemet måske forsvinder af sig selv. Men den sårede zombie rejser sig igen og igen.

Lollike leverer igen en eminent skarp tekst med debat og menneskeanalyse. Den groteske humor har han lagt på hylden. Der er ikke noget at grine ad her. ”Living Dead” er ekstremt ubehagelig, går over stregen og skriger sit publikum ind i hovedet. Den synes at være opstået ud af en slags åndelig afmagt og en erkendelse af, at kunsten er utilstrækkelig. Men også i en overbevisning om, at teatret er det mest effektive medie til at røre og bevæge. I teatersalen får vi ikke valget. Vi kan ikke zappe væk. Telefonen ligger slukket i tasken. Der er levende mennesker på scenen.

Til slut sætter forestillingen alle sejl ind, da et kammerkor entrer og fremfører en flerstemmig klagesang af Monteverdi. Det er en smuk og rørende, men også grotesk og foruroligende afslutning, der begræder tabet af humanistiske værdier. Sangen bliver ved så længe, at den tvinger os til at føle den lange følelse helt til bunds.