Prøv avisen
Bog

Kan man lave billedbøger om storpolitik, som giver mening? Det ser ikke sådan ud

1 stjerne
Det er ikke svært at gætte sig til, at den dreng, der i billedbogen fermt er portrætteret med en orange frisure og omgivet af krigslegetøj, er en slet skjult reference til den nuværende amerikanske præsident. På svensk er det endnu mere oplagt, for der hedder bogen ”Bosse & Bella och trumpna Donald”. ”Trumpna” kan bedst oversættes til surmulende, tvær eller mopset. Foto: – Tegning fra bogen

I bedste fald er ny børnebogs ærinde at mobbe Trump, i værste fald er den med til at skabe frygt hos børnene for, at verdens ledere er bindegale

Svenske Måns Gahrton er først og fremmest kendt for sin tegneserie ”Eva & Adam”, som han lavede med Johan Unenge, og som handler om skole, kærlighed og venskab. I det hele taget har Gahrtons bøger først og fremmest fokus på forholdet mellem hovedpersonerne og deres omverden. Gahrton er i øvrigt uddannet jurist med speciale i ophavsret.

Sammen med illustratoren Amanda Eriksson har han netop udgivet bogen ”Dumme Donald bygger en mur i børnehaven”.

Det er ikke svært at gætte sig til, at den dreng, der i billedbogen fermt er portrætteret med en orange frisure og omgivet af krigslegetøj, er en slet skjult reference til den nuværende amerikanske præsident. På svensk er det endnu mere oplagt, for der hedder bogen ”Bosse & Bella och trumpna Donald”. ”Trumpna” kan bedst oversættes til surmulende, tvær eller mopset.

Gahrtons historie handler om drengen Donald, der har første dag i børnehaven. Han gider slet ikke det samme som de andre børn og konstaterer hurtigt, at de alle er vildt dumme.

Da han ser, at de små børn sniger sig ind i de stores legerum for at låne klodser, beslutter Donald sig for at bygge en mur, der skal forhindre de små i at komme ind i rummet.

Donald fortsætter i samme spor ved at spise alle de boller, de andre børn har bagt, ”for jeg er sød, og I er dumme! Så det er retfærdigt”, som han siger.

Et typisk eksempel på, hvor dum Donald er, ser man, da Bo vil slukke lyset for at spare på strømmen. Donald mener, at der er masser af strøm, så derfor ”løber han rundt og tænder hver eneste lampe i hele børnehaven. Selv om solen skinner, og det allerede er helt lyst”.

Som en god billedbog ender det hele godt, da Donald finder ud af, at det er kedeligt ikke at have nogen at lege med.

Børnehavepædagogen og de andre børn hjælper også Donald med at rive såvel mur ned som at slukke alle lys igen. Da Donalds far kommer for at hente ham, vil han ikke med hjem, for han har det så sjovt.

Bogen er ved første møde egentlig ganske sjovt tænkt, men selv har jeg det noget ambivalent med den. For forældre er udfordringen ganske givet, at børn – også i børnehavealderen – dagligt konfronteres med storpolitik. Klimaet er i dag kilde til lige så stor frygt, som atomkraft var det i 1980’erne eller den kolde krig før det.

Selv børnehavebørn konfronteres med dette via alle de voksne, der taler om det. USA’s nuværende præsident skaber hos mange mennesker omtrent lige så stor international bekymring som klimaforandringerne med sin fremfærd og isolationistiske politik.

Det påvirker børnene, og forældrene er derfor nødt til at tale med dem om det. I den forstand kan bogen givetvis være nyttig.

Alligevel kan bogen og dens måde at præsentere storpolitik på opleves som udtryk for en stærk undervurdering af såvel Trump og hans motiver, og af politikere som helhed.

Politik er aldrig sort-hvid, ligesom der altid er mange måder at betragte verden på. At skabe fjendebilleder er efter min bedste overbevisning ikke den bedste måde at løse verdens problemer på. Ej heller at ”fjenderne” blot skal have lidt ”kærlighed”, så er alting godt igen.

Egentlig efterlader bogen mig temmelig bedrøvet, selvom problemerne i billedbogen løses til sidst. For hvad er pointen med bogen egentlig?

Kunne man forestille sig en lignende billedbog bare med Kristian Thulesen Dahl eller Inger Støjberg i hovedrollerne? Næppe uden store ramaskrig i offentligheden. Men der er rimelig europæisk konsensus om, at den nuværende amerikanske præsident er en narcissistisk bølle, og så er det helt uproblematisk at udarbejde en bog, som er udtryk for en barnlig voksenmobning.

Så selvom Amanda Eriksson har gjort sit for at gøre bogen til en nydelse at bladre igennem, så har jeg vanskeligt ved at finde den dybere mening med historien.

I bedste fald er bogens ærinde at mobbe Trump, i værste fald er den med til at skabe frygt hos børnene for, at verdens ledere er bindegale.

Uagtet hvad man måtte synes om Trump eller andre af denne verdens ledere, må der findes en anden måde at beskrive tingene på. Hvis nu Gahrton og Eriksson for eksempel havde fokuseret på mur-problemstillingen eller et af emnerne i bogen frem for at gå efter manden, havde det været mere interessant og måske endda ligefrem udfordret børnenes tanker frem for at fremelske fordomme og derved indirekte forhindre dialog.