Dunkle varslinger i langdigt med eksistentiel tyngde

Amazonen, kendt fra det græske sagnfolk af stærke kvindelige krigere, er nu endt som hovedperson i ”Omina”. Selve ordet kommer fra græsk ”amazone” og siges at betyde ”uden bryst”, fordi amazonerne ifølge myter allerede som helt unge fik afskåret deres ene bryst, for at kunne spænde en bue ordentligt. Foto: Jens Welding Øllgaard

bog
Five stars
Hvem har sagt, at poesi skal være ligetil og letfordøjeligt? ”Omina” kræver genlæsninger, men så overbeviser den også med sin eksistentielle tyngde
Martin Gregersen

Naja Marie Aidt og Mette Moestrup har skrevet et mytologisk og dunkelt langdigt med eksistentiel tyngde

I 2014 udgav Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup den 655 sider lange og spraglede fællesbog ”Frit flet”, hvori man finder alle mulige former for genrer: digte, dramatik, prosa, essays, sange, breve, logbøger, fotografier og interviews. Her handlede det ikke om at styrke individet, men om at skabe en vidtforgrenet samling, der kunne optage energi og stof fra omgivelser og på den måde skabe nye bevægeler og nye betydninger.

Nu har frit flet-kollektivet eller mere præcist to af kollektivets medlemmer (Knutzon deltager desværre ikke i denne omgang) så skrevet en ny bog, digtsamlingen ”Omina”, der dog har meget lidt tilfælles med forgængeren. For selvom begge bøger kredser om køn og feminisme, er de lige så forskellige som deres konkrete udformninger antyder: den ene monstrøs og glitrende, den anden lille og grå. Er ”Frit flet” humoristisk og legende, er ”Omina” mørk og foruroligende. Og er førstnævnte rummelig, kaotisk og inklusiv, er sidstnævnte lukket, kontrolleret og eksklusiv.

Således har de to digtere da heller ikke, som i ”Frit flet”, inviteret andre til at bidrage. I stedet er digtene, oplyses det i pressematerialet, blevet til via en mærkværdig mailudveksling, der startede med, at Aidt sendte en række digte til Moestrup, der så svarede tilbage med nye digte og så fremdeles. I bogen har det resulteret i, at Aidts digte kan læses på venstresiderne, mens Moestrups indtager højresiderne. Men det betyder imidlertid ikke, at de kan eller skal læses som to selvstændige forløb. Snarere skal de opfattes som dele, der ved hjælp af spejlinger, korrespondancer, gentagelser og genkommende figurer, fletter sig sammen til et sammenhængende og ildevarslende langdigt.

Omina er flertalsform af det latinske omen, der netop betyder varsel eller tegn. Vi har altså at gøre med et varselsdigt. Med hvad varsler det? En ny tid, måske: Hierarkiernes sammenbrud, overskridelsen af alle autoriteter og nedbrydningen af den gamle orden og hævdvundne strukturer? Men det er på den anden side ingen utopi, man her præsenteres for, tværtimod ledes vi ind i en dyster og nærmest klaustrofobisk verden, hvor krigen og kampen aldrig slutter, men altid begynder (”dit ansigt går ind/ og ind i sig selv/ adjø my love fat mod/ ingen udfrielse/ da ingen nogensinde kan sige sig fri/ da ingen nogensinde kan ånde lettet op/ for der er altid krig et sted”), og hvor døden og destruktionen er konstant nærværende: ”amazonen/ skærer sit højre bryst af/ under det venstre:/ hjertets dunk-dunk/ hun brænder såret/ sort lægende urt/ nu spænder hun buen/ hårdere end før”.

Som citatet antyder, befinder vi os ikke i et genkendeligt-realistisk, men snarere mytologisk og symbolladet univers med solsorte, flagermus, kraniekroner og referencer til den græske mytologis skumfødte Afrodite og kentaurer. Sidstnævntes blanding af menneske og hest peger desuden på bogens to mest fremtrædende elementer, nemlig hesten (der tales for eksempel gentagne gange om ”hestens år”, som stammer fra kinesisk astrologi) og den feministiske figur amazonen, der jo oftest portrætteres på netop en hest. Amazoner er i den græske sagnhistorie en flok kvindelige krigere, der boede for sig selv (uden mænd) og som, fortælles det (jf. også digtet), fik afskåret det ene bryst for bedre at kunne spænde deres buer.

Amazonen hos Aidt og Moestrup er også en vred, stridslysten og handlekraftig kriger ”på vej fra én kamp til en anden”, men ikke kun det. Hun er i den grad lige så meget præget af afmagt, og hendes vrede er, som der står, ”ladet/ med tvivl”: ”[D]et er altid værd at styrte/ en gammel orden/ om du så selv må styrte/ blive styrtet”, lyder det med determineret selvopofrelse et sted, mens tonen et andet er mærket af en langt større ambivalens: ”hvad har værdi/ når du suser gennem hierarkier/ andet end at knuse det hierarkiske”.

Det er en af bogens helt store styrker, at den på den måde aldrig bliver entydig i sit udsagn, ikke bliver et manifest, men insisterer på tvetydigheder, kontraster og ubesvarede spørgsmål; insisterer på, at der med magten og styrken også følger magtesløshed og sårbarhed: ”fugleunger/ pipper fra reden/ i dybgrønt bladhang/ i trækonen skjult/ for alle fjender ind/ trængere mordere/ hvem har frataget/ amazonen hendes våben/ i denne sortblå aften/ hun ligger i sølet/ og græder tørre/ tårer rasende gråd/ pisker i hende/ er det afsked/ der er hendes krig”.

Denne betoning af den eksistentielle og politiske kamps grundlæggende kontrastfyldte karakter genfindes også i stilen, hvor modsætninger igen og igen sættes i spil, hvad enten det drejer sig om det hårde mod det bløde (”hvor vil du hen? Dit hjerte/ banker som knytnæveslag/ lukker sig som barnehånd”), livet mod døden (”blomsterblade/ askeflager”) eller magten mod afmagten (”der er forskel på at styre/ med vold og magt/ og at styrte/ i afmagt i sin egen vold”).

Søger man en uigenkaldelig konklusion eller klare erklæringer, så er ”Omina” altså ikke det rette sted at lede. At læse dette dunkle langdigt kan, for nu at låne en formulering fra bogen, derimod føles som at bevæge sig rundt i et ”ufremkommeligt terræn”, et uhåndgribeligt, abstrakt rum. Men hvem har sagt, at poesi skal være ligetil og letfordøjeligt? ”Omina” kræver genlæsninger, men så overbeviser den også med sin eksistentielle tyngde.