Klaus Rifbjerg anmeldte i Politiken Peter Seebergs Eftersøgningen og andre noveller (1962). To år senere udgav han sin egen novellistiske registrering af tidens bedrag og selvbedrag under titlen Og andre historier. Den parodiske titel henviser ikke bare til Seeberg, men også til vennen Villy Sørensens sære og ufarlige historier fra 1950erne.
LÆS OGSÅ: Med virkelig-hedens sporvogn gennem natbyen
Som forfatter forlænger Rifbjerg en linje i dansk litteratur, der går tilbage til Johannes V. Jensens sanseberusede glæde ved slående sammenligninger og overraskende metaforer. Stilen kom overbevisende til udtryk i digtsamlingen Konfrontation (1960), der takket være Torben Brostrøm lagde navn til konfrontationsmodernismen, og ikke mindst i den veloplagte novellesamling fra 1964.
Og andre historier består af 23 noveller på mellem 5 og 20 sider. Ifølge titlen er novellerne sidestillede uden et centralt orienteringspunkt, en titelnovelle. Forskere har dog ment at finde et romanagtigt forløb i samlingen fra barnets uskyld over ungdommens seksuelle forvirring til de voksnes frustrationer og fortrængninger.
Højdepunkterne er efter mit skøn Tanden, hvor fortælleren forestiller sig, hvordan det er at være en tand, der trækkes ud af munden, Frække Jensen, som jeg skal vende tilbage til, og Skyernes skygge rammer mig, om homoseksualitet, social klasse- og aldersforskel.
Den allerførste novelle i bogen, Bevidstheden, slår tonen an og indfanger de modsætninger og spændinger, der behandles ud fra vidt forskellige og altid overbevisende perspektiver:
Det er vibrationernes jordskred, fortvivlelsens og salighedens gummersamleje, dødens og fødslens jamrende spændstighed og disintegration, knaldets forglemmelse og bevidsthedens uforståeligt berusende, uforståede, fødte medviden, blævrets og klarhedens ægteskab, hjemkomstens og nederlagets altafløsende og sammensmeltende put.
Novellen Frække Jensen er en aldrende mands skriftlige erindring om radioreparatøren Jensen med tilnavnet Frække Jensen. Erindringen har til formål at riste en minderune over Jensen, der må formodes at være død i en høj alder, og af novellens slutning forstår man, at den yngre fortæller heller ikke har langt igen. Når novellen er mere end en pligtskyldig nekrolog, skyldes det, at fortælleren har et ikke-erkendt, ambivalent forhold til denne Jensen.
I sine barneår fandt han og hans drengevenner fornøjelse og morskab ved at lade sig føre om bag forhænget i kælderlokalet til Jensens radioforretning og lægge hånden på Jensens hvide lem. Drengene kunne dengang ikke afgøre, om de misbrugte ham til at blive indviet i de voksnes verden, eller om han misbrugte dem til at tilfredsstille sit seksuelle behov.
Så længe relationen kun eksisterer mellem Jensen og drengene, oplever de ikke et overgreb. Først da jegfortælleren finder Jensens pornografiske fotografier af mænd og kvinder i aparte stillinger og senere ved et tilfælde afslører Jensen i at have forført en ung pige, vækkes hans harme.
Jegfortælleren tilkalder uvilkårligt politiet, men i stedet for at blive takket, straffes han af sine venner for at have forrådt Jensen og endegyldigt ødelagt deres uskyld.
Fortællerens dobbelte gestus med hensyn til afsløring af Jensens skyld og tilsløring af sin egen medskyldighed kommer til udtryk i et næsten skizofrent sprog. Derfor er visse velplacerede formuleringer i novellen, som afviger fra god og korrekt sprogbrug, med til drage fortællerens erindring om det fortalte i tvivl.
I en tid hvor sager om seksuelt misbrug af mindreårige næsten ugentligt fylder nyhederne, er denne historie stadig udfordrende i sit dobbeltblik på hændelsen. Når Rifbjerg er bedst, som i denne samling klassisk-modernistiske noveller, fanger han nogle dybtgående selvmodsigelser i tiden, der ikke har mistet og sandsynligvis aldrig vil miste deres gyldighed.
I klummen Genlæst skriver et fast panel om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk