Strindbergs mest spillede sørgespil ”Frøken Julie” er en sadomasochistisk og karneval-agtig rolleleg med hierarkier, magt og moral. I nationalscenens opsætning bliver det en formfuldendt og foruroligende fortælling om kærlighedens dulgte drifts- og destruktionsspil.
”Frøken Julie er blevet vanvittig – fuldkommen vanvittig.” Allerede indledningsvist lærer vi, at grevedatteren er gået fra forstanden. Det er midsommer, og mens solen slår sin kolbøtte ved den nordlige vendekreds, vendes der op og ned på det adelige hjem. Hele fortællingen om den faldne grevedatter og den opportunistiske tjener, om kærlighedens drilske kabale, udspiller sig i herregårdens køkken over en enkelt nat.
I grove træk handler Strindbergs udødelige drama om den forfløjne frøkens undergang som følge af en dekadent og depraveret slægt og den stærke og driftige tjener Jeans naturlige opadstigen i det sociale hierarki. En udmarvende ”hjernekamp” er dramaets omdrejningspunkt; slægtskonfliktens usædelige og umulige forbindelser.
Den unge Amanda Collin, frøken Julie, stavrer opstyltet rundt i et par absurde plateau-stilletter som en krydsning mellem en spejlblank realitystjerne og en dyster forførerske med frøkenfornemmelser.
I sin kiselhvide kjole og blomsterkrone står hun ud i den sorte scenografi. Tydeligt er det, at hun ikke hører hjemme blandt køkkenets jernovne og grove husmandsmøblement.
Over for Jean, den i Staffan Valdemar Holms opsætning noget ældre Henning Jensen, opstår der et sælsomt samspil. Den høje, lysende og flyvske frøken Julie og den mandslingeagtige gamling til Jean gør et umage par, der til fulde og helt håndgribeligt understreger den uoverstigelige kløft i foreningen mellem de to. Der er en uskøn absurditet i deres møde, som på elegant vis åbenbarer grundkonflikten for selv et moderne klasseløst publikum, som når de forenes i en omfavnelse, og han har snuden begravet i hendes barm, mens hun har hovedet højt i skyerne.
Vores tragiske heltinde med smag for øl og løssluppen opførsel er ikke bleg for at byde herren op til dans og tager sågar selv føringen i valsen. Under ridepiskens svirp træner hun på sadistisk vis sin trolovede til at hoppe som en hund. Hun er ”halvkvinde og halvmand”, som hun selv siger. En moderne kønsmæssig mellemposition, der leder hende i uføre. Men hun er også den fortabte, flagrende romantikersjæl, guldfuglen fanget i sit bur, der drømmer om at rejse, falde eller dø. Collins puster mest liv i sin Julie i en af de afsluttende sceners drømmespil. Her rammer hun rørende romantikerens desperate udlængsel. Et kærkomment strejf af inderlighed i det sorte sadistspil.
Det er en lille genistreg at lade de to på alle måder umage hovedrolleindehavere mødes i så kendt en scenekamp som Julie og Jeans. For selvom man ikke kan undgå at bemærke den unge Collins vaklen i nådesløs sammenligning med de to rutinerede kræfter, Henning Jensen og Kirsten Olesen, så gør det netop ikke noget her. Jensen er, som altid ellers, stærk i rollen som den beregnende, lunefulde tjenerkarl. Han mestrer de mørkeste toner af sjælelivet med en næsten umærkelig antydningens kunst.
Værd at bemærke er også Kirsten Olesens skyggespil som kogekonen Kristin, der udgør den mestendels tavse tredjepart i trekantsdramaet. På samme måde som grevens stive og rigide ridestøvlers centrale placering på scenen minder os om det sociale hierarkis allestedsnærværende lænker, er Kristins kyske og kristne overjeg til stede som en tavs betragter af moralens deroute. Det fungerer flot, at man som noget nyt lader hende være vågen og observerende.
Iscenesættelsens symbolsk eksplicitte erotiske referencer – jernovnens falliske fremtoning, de gentagne tag i skridtet – bliver derimod lige lovlig overfortalte, så det sine steder mister antydningens elegance og bliver plat. Og det er slet ikke nødvendigt.
Den musikalske, centrifugale fortolkning fortæller nemlig på en sjælden ikke-fortærsket vis det tilbagevendende tema om borgerskabets skyggesider – demaskeringen af det pæne hykleri. Mest interessant er dog de fremskridtsmelankolske toner om følelsens fatale møde med (under)livets destruktive drifter, som så fint får krop i den aldrende Jean og den unge Julie.8