Dødsens kedsommeligt talkshow

TV 2's studieværtshåb, Cecilie Frøkjær, tog torsdag aften fat på sæsonen med et nyt, todelt »talkshow«, Aftenvagt/Nattevagt, beliggende før og efter de sene nyheder. Det handlede om ekstreme sportsgrene. »Er det leg med døden, eller blot en udfordring?«, som der stod i foromtalen. For denne seer forekom det, om ikke at være en leg med døden, så i al fald dødsens kedsommeligt. Det er muligt, at stationen med emnet havde sat sig for at lægge ud med noget virkelig heftigt og »trendy«. Tidens medier udviser en voldsom interesse for de ekstreme individer, som »afprøver grænser« på alles vegne ved uden tøven at kaste sig ud i alle opdrivelige ekstremsporter og livsfarlige lege: elastikspring, river-rafting, jernmand, og hvad er der. Her træder den rene vilje til fysisk ekstremisering i stedet for personligheden. For desværre kniber det for udøverne at gøre excesserne interessante for andre. Hvad der kom ud af dette program, var en langstrakt repetition af de samme spørgsmål og svar, til og fra en række udøvere af sportsgrene som bjergbestigning, faldskærmsudspring og motorcykelrace. »Kan du fortælle, hvad du føler, når du...«. Standardsvaret var, at den pågældende føler sig i live, lige mens det ekstreme foregår. Det kunne tydes i retning af, at de føler sig døde, når de ikke lige er udøvende, og det tror man gerne efter dette program. Det var ikke veltalenhed og forestillingsevne, der prægede indlæggene. »Er der nogen tanker i hovedet på dig, mens du...« Øh, næh. Sagen er sandsynligvis, at det virkelige »kick« ved disse ekstremiteter - ud over det kropslige »sus«, som flere af dem talte om, og som man også har hørt narkomaner tale om - er, at den der »udfordrer døden« kommer i fjernsynet. Her oplever han så det kortvarige »sus« af opmærksomhed, som er så eftertragtet i mediemassesamfundet, at mange gladelig risikerer højre arm for det. Det kan blive en karriere, med rigtige sponsorer, og så er der jo jobs i det - i de redningsorganisationer, som skal hive dem ud af miséren, når det går galt. Samme aften havde Jarl Friis-Mikkelsen på DR 1 besøg af Klaus Rifbjerg i serien Verden ifølge... »Store Klaus« har igennem årene irriteret dansk masse og elite ved at være mere intelligent, veltalende, dannet, velskrivende, produktiv og mere højrøvet og prægtig end alle andre. Og det er ganske enkelt en ting, som der ikke er noget at gøre ved, sådan er det bare. Nu er det altid en fornøjelse at høre på en person, der kan tage et så svært medie som tv i sin hule hånd, og uden vaklen bruge det til sine egne formål. Manden mangler aldrig ord, han husker tilsyneladende som en elefant, det vrimler med citater, som bare kommer, når der er brug for dem, han kan tale om Spanien, litteraturen og sin mor med den samme selvfølgelige tæthed og distance. Det er aldrig uvedkommende, der er noget ved selve stemmen, der dikterer opmærksomhed. Man mærker autoriteten bag. Ved talen om sit bidrag til litteraturen mente Rifbjerg nok, at han havde skabt noget blivende. Det havde været hans hovedinteresse at vise det magiske ved hverdagslivet, det evige ved det helt nære i tilværelsen - muntert at besynge et virksomt liv på jord. Efter at være blevet trukket igennem de ekstreme sportsgrenes ørken, var man ham særlig taknemmelig for den indsats. Og Jarl Friis-Mikkelsen? Han var i mellemtiden reduceret til rollen som kronisk uskyldig - en stemmerystende, blikflakkende lærling i Troldmandens nærhed. Det var egentlig ikke uklædeligt.