Papiret er tyndt, men indholdet er tungt. Det britiske ugemagasin The Economist syner måske ikke af meget. Men når magasinet kommer på gaden hver torsdag klokken 19 britisk tid, så bliver det læst af meningsdannere - et begreb, som også dækker journalister.
I den danske mediedebat har The Economist spillet en hovedrolle, siden det politiske onlinemagasin Altinget i december stoppede samarbejdet med den amerikansk bosatte freelancejournalist Annegrethe Rasmussen, efter at hun havde skrevet en analyse, hvoraf dele var plagieret fra en leder i The Economist. I denne uge beskyldte historiker og forfatter Mikael Jalving i en blog på Jyllands-Posten så Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, for at have skrevet en leder om den tyske forbundskansler Angela Merkel, der lå tæt op ad holdningerne i en leder hos The Economist.
Bo Lidegaard afviser beskyldningerne om plagiat. Men han læser nyhedsmagasinet.
”The Economist gør det, som journalistik kan, når det bedst, hvilket er at give et sammenfattende analytisk og velfungerende overblik. Det er et magasin, som med en langsom puls fordøjer verden. Som informerer vidende om, hvad der er sket, men i mindre omfang kommenterer det skete,” siger Bo Lidegaard, som mener, at nyhedsmagasinet gennem mange år har opbygget en særlig autoritet og høj troværdighed.
Et særkende er, at alle artikler og ledere i The Economist er anonyme.
”Fravalget af bylines (forfatteren til artiklen, red.), har efter min mening været afgørende for magasinets succes, for det betyder, at alt er godkendt af chefredaktøren,” forklarer den irske journalist og historiker Ruth Dudley Edwards, der har skrevet en bog om The Economists historie gennem årene fra 1943 til 1993.
Af samme grund kan Kristeligt Dagblad ikke få kommentarer direkte fra chefredaktøren, men kun pr. mail fra magasinet.
”The Economist er modgiften mod at drukne i for megen information,” skriver magasinet om sig selv.
Som så mange andre aktører i den danske debat modtager Kristeligt Dagblad også magasinet hver uge.
”The Economist er det måske mest velresearchede og velinformerede engelsksprogede medie om europæiske og storpolitiske emner. Ofte tager magasinet også etiske og kulturelle spørgsmål op til belysning og debat. Man bliver klogere af at læse bladet, og derfor gør så mange det,” forklarer chefredaktør Erik Bjerager.
Magasinet udkom første gang i september 1843 på initiativ af den skotske hatte-fabrikant James Wilson, som protesterede over handelsrestriktioner på majs.
”Jeg ved ikke, om begrebet liberal-konservativ findes. Men det er det, de er. De er for en åben verden, og er dermed liberale. Men de er samtidig konservative, men ikke i ordets ideologiske betydning,” siger Bo Lidegaard.
The Economist understreger i mailen, at magasinet ikke kan sættes i bås på en skala fra højre til venstre.
”Vi er tilhængere af det frie erhvervsliv og overvejende tilhængere af deregulering og privatisering. Men vi er også for homoseksuelle ægteskaber og for at lovliggøre narkotika. Når The Economist udtrykker en holdning til nye tanker og politikker, så sker det på grundlag af deres merit og ikke, hvem der støtter eller er imod dem,” hedder det i udtalelsen, som definerer magasinets tilgang som ”sand progressivitet”, hvilket ikke er langt fra Bo Lidegaards karakteristik.
”Det er ikke et ideologisk tidsskrift. De er åbensindede, fordi de tager debatterne, og er ikke låst fast i positioner. Men de er heller ikke bange for at tage stilling,” siger Politikens chefredaktør, som mener, at The Economist har en unik position på det globale mediemarked, omend det tydeligvis er forankret i Storbritannien.