Edith Södergrans digte er uundværlige - som et poetisk åndedræt

Edith Södergran døde ung, men hendes digte lever endnu som et feministisk flammesvær. Hendes ekspressive klassiker "Septemberlyren" fås nu i ny dansk oversættelse og udgave

Den finlandssvenske digter Edith Södergran, der her ses på billedet fra 1917, er en pioner inden for den lyriske modernisme og ekspressionisme i Norden.
Den finlandssvenske digter Edith Södergran, der her ses på billedet fra 1917, er en pioner inden for den lyriske modernisme og ekspressionisme i Norden. . Foto: Wikimedia Commons.

Den finlandssvenske lyriker Edith Södergrans virkningshistorie er enorm, og få er de digtere i Finland, Sverige, Norge og Danmark, der ikke har været igennem hendes prosadigte med brudte linjer og ekstatiske visioner. Hun døde af tuberkulose i 1923, som kun 31-årig, men nåede inden da at publicere fire digtsamlinger, der udgør grundsten i Nordens lyriske modernisme.

De fire digtsamlinger ”Digte” (1916), ”Septemberlyren” (1918), ”Rosenalteret” (1919) og ”Fremtidens skygge” (1920), blev posthumt suppleret med udgivelsen ”Landet som ikke er”. I 1949 udkom ”Samlede digte”, redigeret af litteraten Gunnar Tideström. Denne udgave har i en lang årrække fungeret som standardværk og danner forlæg for Peer Sibasts oversættelse til dansk fra 1979. Litteraten Holger Lillqvists kommenterede udgave af Edith Södergrans digte fra 1992 skabte imidlertid et gedigent forskningsmæssigt overblik, der har betydet nye udgaver af hendes digtsamlinger.

Således også den aktuelle danske oversættelse af ”Septemberlyren” ved Theresa Salomonsen og Stinne Storm. Den medtager ni digte, der blev redigeret ud af førsteudgaven imod Edith Södergrans vilje, så samlingen nu i stedet for 31 digte er oppe på 40. Der er således tale om et directors cut med lidt over 100 års forsinkelse. 1918, hvor ”Septemberlyren” udkom, er ikke et tilfældigt årstal. Det var året for afslutningen af Første Verdenskrig og året efter Den Russiske Revolution.

Begge dele præger ”Septemberlyren”. Edith Södergran, der blev født i Sankt Petersborg, skriver digte, der som lyn skyder sig ud af verdensbranden, ekspressive som de er, fyldt med visioner om et nyt menneskes og en ny tids fødsel. Forfatteren dyrker nærmest kultisk Friedrich Nietzsches vitalisme og livsfilosofi, der får hendes lyriske jeg til at manifestere sig trodsigt, hengivent, overgivent med en selvsikkerhed, som er uafviselig. Hun sammenligner sig selv og sin poetiske nerve med antikkens Orfeus, der med sin lyre kunne spille de døde levende igen.

I det berømte forord til ”Septemberlyren” skriver Edith Södergran: ”Min selvsikkerhed beror på, at jeg har opdaget mine dimensioner. Det er ikke op til mig at gøre mig mindre end jeg er”.

Digtene vidner om denne stejle bekendelse. Som i en gigantisk solbrand slår digteren portene op til jorden og himlen i en sindsudvidende bevægelse. Det er vanvittig flot! Kaotisk, forrevent og fyldt med farlige ord og sætninger, der brænder sig fast i bevidstheden. Hendes poesi kan i sandhed ses som en realisering af Nietzsches sentens: ”Man må have kaos i sig for at føde en dansende stjerne”.

Digte og sentenser fra ”Septemberlyren” er blevet rene, gnistrende lyriske klassikere, som eksempelvis disse fra ”Triumf at være til”: ”Hvad frygter jeg! Jeg er en del af uendeligheden. Jeg er en del af altets rene kraft (…) Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!”

Kalder hun Nietzsche for jægeren, identificerer hun sig selv med vilddyret, han jager. Hun føder skønheden ud af krig, kaos og brændt kød og ofrer sit hjerte ”til en ukendt gud”. ”Går verden under – jeg går ikke under”, som det deklamatorisk lyder i ”Lysfeltet”.

I en futuristisk bekendelse stiger det lyriske jeg om bord på ”fremtidens tog” og forvandler sig til en skæbne, der er uopnåelig hurtig. Et pansertog, der kværner igennem natten som en kile af lys og frenetisk energi. Sine steder kan det virke for meget og for letsindigt. Verden er endnu ung, digteren er det, og man kan sige, at døden bremsede hende midt i springet. Men Edith Södergrans digte er uundværlige, som et poetisk åndedræt, en stadig inspirationskilde og et feministisk flammesværd.

Edith Södergrans lyriske ekspressionisme har fungeret som vitale injektioner af inspiration for stadig nye generationer af lyrikere, såvel kvindelige som mandlige. De har på den ene side fundet en markant identitetsmarkør og på den anden side fundet en vej ind til den vilde, utæmmede lidenskab, som er en del af poesiens væsen. Denne nyoversættelse af ”Septemberlyren” slår klangfuldt strengene an.

Den nye danske oversættelse af Edith Södergrans digtsamling "Septemberlyren."
Den nye danske oversættelse af Edith Södergrans digtsamling "Septemberlyren." Foto: Forlaget Korridor

Edith Södergran: Septemberlyren. Digte. 1918. Oversat af Theresa Salomonsen og Stinne Storm. 164 sider. 150 kroner. Forlaget Korridor.