Nogle gange er det umuligt at sige, hvorfor og hvordan et kunstværk virker. Jeg kan stå over for et maleri og fyldes af følelser og tanker, tydeligvis overført fra maleriet, men uden at det er muligt at tilbageføre følelserne og tankerne til maleriet og for eksempel sige at sorgen kom fra farverne, eller at længslen kom fra penselstrøgene, eller at den pludselige indsigt om livets ophør lå i motivet.
Et billede, jeg har det sådan med, er malet af Edvard Munch i 1915. Det forestiller en kålmark. Kålen i forgrunden er malet groft og næsten skitseagtigt og opløser sig i grønne og blå strøg ind mod baggrunden. Ved siden af marken er der et felt med gult, over det et felt med mørkegrønt, og over det et smalt felt med en mørknende himmel. Det er alt, det er hele billedet.
Men billedet er magisk. Det er så ladet, det er næsten sådan, at noget brister i mig, når jeg ser det. Samtidig er det bare en kålmark.
Hvad er det, der sker i det øjeblik?
Når jeg ser disse farver og former, som er så radikalt forenklet, at de mere antyder et landskab end repræsenterer det, ser jeg døden, som om billedet vil forsone sig med døden, men at der er en rest af noget forfærdeligt tilbage, og det forfærdelige er det ukendte, at vi ikke ved, hvad der venter os. Der siges jo ingenting i Munchs billede, der gestaltes jo ikke noget, bortset fra kål, korn, træer og himmel. Men dog døden, dog forsoning, dog fred, dog en rest af noget forfærdeligt.
Er det så enkelt, som at markens linje fører ind mod et mørke, og at himmelen over marken skumrer?
Måske. Men mange har malet marker, mange har malet skumring uden at ramme det, som dette billede så roligt udstråler.
Munch var omkring 50 år, da han malede ”Kålmark” (Kålåker). Han var kendt som maler af det indre liv, af drømmen, døden og seksualiteten. Han havde haft en livskrise, efter den trak han sig tilbage, og han gik ikke længere til smerten, når han malede, han vendte sig udad, han malede solen. Og det er ikke svært at forstå, alt begynder på ny, når den stiger op. Mørket viger, dagen åbner sig, verden bliver synlig igen. I de næste 30 år malede han det, han så der, i den synlige verden. Men den synlige verden er ikke nogen objektiv realitet, den fremstår, som den bliver set af hvert enkelt menneske, og Munchs store begavelse lå i hans evne til ikke blot at male det, blikket så, men også det, som blikket var ladet med.
Der ligger en længse l i dette billede af kålmarken, en længsel efter at forsvinde og blive ét med verden. Og den længsel efter at forsvinde og blive ét med verden opfyldte maleriet for ham, forestiller jeg mig, opfyldte det at male. Det er derfor dette billede er så godt, det, som forsvinder, kommer til syne i det, som bliver til, og selvom forsvindingen måske ophørte for maleren, idet maleriet blev færdigt, er den stadig repræsenteret i billedet, som igen og igen fylder os med sin tomhed.
Kål, altså. Korn og skov.
Gult og grønt, blåt og orange.
Bogen ”Så megen længsel på så lille en flade” er oversat af Sara Koch og udkommer på fredag, hvor den anmeldes her i avisen.