Munch møder Jorn på uhyre vellykket udstilling i Silkeborg

Kunstnerisk topmøde med et lykkeligt resultat på Museum Jorn i Silkeborg der i dag åbner klogt komponeret udstilling med Edvard Munch og Asger Jorn

Udstillingen er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og har været 10 år undervejs. Udstillingen er tidligere blevet vist i Oslo.
Udstillingen er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og har været 10 år undervejs. Udstillingen er tidligere blevet vist i Oslo. . Foto: Museum Jorn.

Museum Jorn i Silkeborg har gennem de seneste år brugt sin samling strategisk, nemlig til at skaffe attraktive indlån af verdensnavne, der var samtidige med Asger Jorn. Man har ladet kunstnerne møde hinanden på en måde, der tydeligvis er konstrueret, for deres værker har aldrig befundet sig i samme atelier.

Efter en række meget vellykkede udstillinger er det nu den norske Edvard Munch, der møder Asger Jorn. I live mødtes de aldrig. Jorn var født i 1914, Munch døde i 1944 under den tyske besættelse af Norge. Han testamenterede sit værk til byen Oslo, og her måtte Jorn hen, i samme øjeblik krigen var slut. Han måtte se de meget udtryksfulde og spontant malede værker, Munch efter sigende skulle have skabt i sine allersidste leveår.

Munch forbindes gerne med det tunge, knugende, angstfyldte, men der udløstes en ny livskraft og umiddelbar skaberglæde i det sene værk, omend det stadig var eksistentialerne, livets dybeste spørgsmål og gøremål, det handlede om. Jorn var optaget af Munchs måde at male på; det flydende, organiske, af Munchs tørt malede lærreder, hvor farven i et enkelt lag påføres lærredet.

Der er altså her både noget formmæssigt, udtryksmæssigt og teknisk, som udfordrer den yngre Asger Jorn. Kvinden, landskabet, det mytiske hos Munch forarbejdes, ja, synes af og til at parafraseres hos Jorn.

Kunst er nu om dage en alvorlig sag. Kunst er penge værd, mange penge. Derfor er det også et scoop at kunne få så stort et udvalg af Munch-malerier til Danmark. Til gengæld er man ikke i tvivl om sikkerhedsforanstaltningerne, der allerede var høje, da pressen var inviteret forleden, og som vil være mangedoblet af andre grunde, når dronning Margrethe i dag deltager i åbningen af udstillingen.

Først skal publikum gennem to transitområder, før man ledes ud til gaten og begyndelsen til rejsen. Med vilje er dette udtryk fra lufthavnsverdenen, for det virker ret lufthavnsagtigt med først to kunsttomme rum, hvor man afventende kan se stillbilleder og film på væggene og plancher med oplysninger – det hele serveret på skifergrå vægge og på et væg til væg-tæppe, der er skabt til lejligheden af Malene Landgreen.

Det er holdt i forskelligt farvede kvadratiske felter med striber, der minder om dekorationsmotivet hos den sene Matisse. Det skal på sin egen uudgrundelige måde lede publikum frem i rummet.

Det er meget underligt at gå på disse lufthavns-loungetæpper for at lade sig lede til et bestemmelsessted, der faktisk ikke findes. Hvad er der galt med de prægtige trægulve på Jorn-museet? Med det udpræget nordiske islæt? Det er, som om der er en tredje, der blander sig i festen – og det kunne man efter min mening godt have været fri for. Ikke mindst fordi alt kunstlys i forvejen toner rummene ned.

Munchs 17 malerier er bag snore og alarmer, og de hænger samlet i den store sal i en række signifikante møder med Jorn.

I siderummene kan vi komme tættere på Munch i de grafiske arbejder. Blandt de store Munch-malerier opdager man en formel verden, der nu tydeligere ses frigøre sig fra hovedmotiverne, såsom i maleriet ”Dødskamp” fra 1915, hvor man ved at få øjnene tunet af Jorns kunst opdager en baggrund af former, klatter, der på en drømmende og suggestiv måde frigør sig i rummet – og det endda på en måde, der er ligeværdigt med hovedmotivet, den døende i familien.

Jorn gør i høj grad noget ved Munch. Han kan også til tider tage den alt for voldsomme alvor og tyngde ud af Munch. Madonna-billedet, som Munch varierer på utallige måder, sættes sammen med Jorns mere humoristiske malerier ”Interplanetarisk kvinde” og ”Maskulin standhaftighed” fra 1953. Det bekendte maleri af ”Synden”, kvinden med det lange røde hår og de grønne øjne fra 1902, flankeres effektivt og frapperende af et farvelitografi af Jorn fra 1954 og et ubetitlet maleri, der dog i parentes hedder ”Portræt af Elna Fonnesbech-Sandberg” – en fræk replik til Rudes noget mismodige og meget usyndige portræt af denne kvindelige kunstsamler. I det grufulde er Munch og Jorn dog på fælles nordisk og mytologisk linje, når man lader Munchs ”Harpy” møde ”Ørnens ret” og ”Såret vilddyr”.

Der er ikke tvivl om, at det er farvens frisættelse og i høj grad formernes, der bærer mellemværendet mellem de to nordiske kæmper, men der er også en teknisk eller materialemæssig side, hvor de to på en fin måde nærmer sig hinanden. Det ses ikke mindst i farvetræsnittene, hvor afstanden mellem den misantropiske Munch og den mytologiske Jorn bliver mindre, fordi de er begrænset af de udtryksmuligheder, farvetræsnittet giver dem.

Møde efter møde, slående, fint, klogt komponeret – især, når man i et af udstillingens yderste rum står over for det helt sene værk af Jorn, ”Det bitre uden bitterhed”, fra 1970.

Her saluterer Jorn virkelig Munch – men med sin egen dybde i farven. Og det er vitterligt dybde. De sene Jornmalerier har måttet lånes fra henholdsvis Canica-samlingen i Norge og Louisiana, men de er nødvendige for at synliggøre den arv, Jorn helt åbenlyst forarbejdede fra den store nordmand.

Man bliver lidt åndeløs af så megen god kunst og har måske brug for lidt afslapning. Udstillingens tæthed og koncentration om værkerne giver ikke megen mulighed for pause og andre tanker.

Det er en stærk påvirkning – ikke mindst når også gulvet er plastret til med væg-til-væg. Således kan udstillingen virkelig kaldes et koncentrat, der også får lov til at stå stort set ukommenteret i sin egen formale insisteren. Begge kunstnere kan bære det.

Det er en kraftpræstation af en udstilling, der dog har måttet acceptere kompromisser som den meget lukkede atmosfære, den store tæthed. Man har understreget det lukkede lige lovligt meget i stedet for at have prøvet at finde et lille nordisk – norsk eller midtjysk – sprællende figenblad. Når man er inde, er man borte – og kunne sådan set være hvor som helst. Men vi er i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 helt ude i Silkeborg ved sø og å – og tak for det. Lad der komme mere.