Prøv avisen
Udstilling

Edvard Munch var en eminent fortolker af menneskets følelser

5 stjerner
Edvard Munch brugte sine evner til at søge dybere ind i verden og værket, når det handlede om menneskers følelser. Her er det hans farvetræsnit ”Hjertet”, 1898-1899. – Foto: Sidsel de Jong

Munchs træsnit smelter sammen med den lollandske digter Emanuel Goldsteins ord på Fuglsang Kunstmuseum

Det urgamle landskab ved Skejten omkring kunstmuseet Fuglsang på Lolland giver en perfekt resonnans til udstillingen af norske Edvard Munchs træsnit og hans danske ven digteren Emanuel Goldsteins ord og indflydelse på kunstnerskabet.

De to mødte hinanden i ungdommen i Paris, hvor de boede på samme hotel i forstaden Saint-Cloud i 1890. Munchs far var netop død, og nogle forliste ungdomsforhold til kvinder fik de to til at finde sammen. De var begge i 20’erne og søgte naturligt yderligheder i beskrivelserne, både når det gjaldt maleriet og poesien. Enten hadede man eller også elskede man. Og bohemernes bestræbelser på at se livets forhold i sort og hvid er ideelle for både grafisk kunst og digtning.

Måske havde de unge mænd ikke så meget tilfælles andet end livsanskuelserne på et følsomt punkt på livsbanen, men det knytter også nogle stærke bånd. Derfor er det lidt af et scoop at kunne se en helt igennem veltilrettelagt og gennemarbejdet udstilling på lollandsk jord, hvor Goldstein-familien brød op fra Nakskov til København. Der er landskaber og by i Munchs kunst. Og mennesker. Og han er vel allerbedst, når der kun er et eller to mennesker til stede i den maleriske fortælling. Træsnittene er afsindigt flotte i farven. Når det blot gælder sort på hvid, bliver Munch anderledes ordinær. Alt det er til skue på Fuglsang, hvert tryk og Goldsteins glemte poesi får plads.

Det er ikke helt forkert at antage, når man som supplement læser den flotte katalogbog, at venskabet bragte noget nyt til verden. Munchs eminente fortolkninger af sindsstemning, særligt i billedet ”Melankoli”, hvor en ensom skikkelse grubler over tilværelsen eller en fjern og uopnåelig kvinde, kom som følge af Saint-Cloud-opholdet, hvor han først malede den ensomme skikkelse ved vinduet i bydelen.

Kimen var lagt til at anskue verden mere symbolistisk end naturalistisk. De unge mænd ville af med realismen og frem til nybruddet, der kunne udsige de store følelser og kvaler, de mente at lide under. Hos Munch er sorgarbejdet efter faderens død et oplagt sted at arbejde ud fra. Han var ikke angst for at male sig ind i de svære psykologiske emner. Han levede angsten igennem, så verden senere har haft gavn af hans fokuserede lethed i linje og farveforløb. Goldstein rammer ikke samme dybder, selvom han skruer op for de store ord. En lille anekdote i kataloget giver et godt signalement af styrkeforholdet.

Goldstein ønsker at erhverve nogle raderinger, han havde flere Munch-arbejder og var den første egentlige danske samler af Munch, men Munch stikker dem drillende til side med ordene ”du er jo savnets digter, af dine digte har jeg lært, at savnet forhøjer og gør genstanden mere attråværdig. Du har udleveret dine våben, og nu benytter jeg dem mod dig selv, gamle dreng”.

Edvard Munch brugte sine evner til at søge dybere ind i verden og værket, når det handlede om menneskers følelser. Der er eksempler på mange – måske for mange – sider af Munchs værk i udstillingen, men da de fleste af værkerne kommer fra en norsk privatsamling er det også svært at undgå spredningen. Dette er den eneste anke i en ellers velturneret udstilling med et eminent kalalog med forskningsrelaterede essays, indbyrdes breve og Goldsteins poesi. Således løftes en glemt digter tilbage i rampelyset som katalysator for anden kunst end sin egen.

I vore dage er det tværfaglige en kendt sag, men at det har en historik, som ofte savner belysning, råder udstillingen, som har titlen ”Intense Linjer”, bod på. For Edvard Munch havde også litterære ambitioner, fremgår det. De ungdommelige forsøg på at skrive autofiktion, som i dag er blevet nordmændenes nationalsport, er interessante. Billederne har uagtet, hvor symbolistiske vi finder dem, et afsæt i virkeligheden. Og derfor er det opløftende at se det nordiske landskab med ungdommens blik, som Goldstein og Munch leverer med deres intense linjer. Rolige kyster og bankende hjerter. Vilde hjerter!